Tænketank: Vi skal ikke gøre folkeoplysning "cool". Men fire tiltag vil gøre den mere nødvendig og tilgængelig

Ordet 'folkeoplysning' får måske nogle til at gabe.

Det lyder måske ligefrem som noget fra en svunden tid, noget støvet og irrelevant i en digital og accelereret virkelighed. Men det er en misforståelse.

Folkeoplysning er ikke kun historie. Det er nutidens og fremtidens stærkeste bud på, hvordan vi holder sammen i et samfund præget af kriser, uligheder og demokratiske spændinger. 

Folkeoplysning handler om at vække vores lyst og evne som medborgere til at deltage i samfundet. Ikke som konsumenter eller klienter, men slet og ret som medborgere.

Og det sker i praksis i to ligeværdige hovedområder:

Den folkeoplysende voksenundervisning og det frivillige folkeoplysende foreningsliv. 

Begge har rødder i fællesskab, frivillighed og dannelse. Begge har formål, ikke profit, som drivkraft. Og begge er i dag nok mere nødvendige end nogensinde. 

Hverdagsdemokratiets vigtige rolle

I idrætsforeninger over hele landet mødes børn, unge og voksne for at spille bold, løbe, svømme, danse – men også for at tage ansvar, lære samarbejde og forstå fællesskabets regler. Det er i foreningslivets uformelle dannelsesrum, hvor medlemmer lærer at stille op, tage ordet, give plads, vælge og vælges.

Med andre ord:

Hverdagsdemokrati. 

Som formand for DGI, Charlotte Bach Thomassen, har formuleret det i Altinget, så er idrætten ikke kun en sundhedsressource, men lige så meget en "åndelig oprustning" – en modvægt til en verden, hvor fællesskaber trues og deltagelsen svigter. 

Idrætten uden refleksion bliver tom. Undervisningen uden deltagelse bliver abstrakt. Sammen danner de rammerne for det, vi kunne kalde demokratiets dagligstue.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Men det gælder ikke kun idrætten. For mens nogle sveder på banerne, sidder andre i oplysningsforbundenes lokaler og dykker ned i litteratur, filosofi, samfundsforhold, sprog og kunst.

Den folkeoplysende voksenundervisning er en lige så vigtig del af det samfundsbærende fællesskab. Her mødes mennesker for at forstå verden og hinanden – og sig selv. For at lytte, lære og debattere. For at danne sig. 

Oplysningsforbundene og aftenskolerne – som FOF, LOF, DOF, Fora og AOF – udgør med undervisning, foredrag og studiekredse det andet hovedområde i folkeoplysningen. Ifølge folkeoplysningslovens paragraf 7 er målet klart:

At fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab, at styrke menneskers almene og faglige indsigt – og dermed deres evne til at tage ansvar for eget liv og for fællesskabet. 

Det er ganske vist ikke formel uddannelse. Der gives heller ingen eksamensbeviser. Men der opstår erkendelser, engagement og fornyet deltagelse. Og måske endnu vigtigere:

Der opstår fællesskaber.

Fællesskaber på tværs af alder, baggrund og livssyn. Og i en tid, hvor nogle eller måske mange føler sig koblet af, giver den folkeoplysende voksenundervisning plads til samtale, fordybelse og refleksion. Til åndelig oplivelse – et begreb, der i dag burde fylde langt mere i samfundsdebatten. 

Folkeoplysning som samfundsmodel

Det særlige ved den danske folkeoplysning er, at den ikke blot er en aktivitet eller en bevægelse, men en idé. En samfundsmodel. Og her hører de to hovedområder inden for folkeoplysningen uløseligt sammen.  

Idrætten uden refleksion bliver tom. Undervisningen uden deltagelse bliver abstrakt. Sammen danner de rammerne for det, vi kunne kalde demokratiets dagligstue:

Det sted, hvor vi mødes, lærer hinanden at kende og øver os i at være samfundsborgere – hinandens medborgere – udover at vi i grunden er hinandens medmennesker.