Tre aktører: For mange unge kan døren til foreningslivet føles lukket, hvis de ikke var med fra starten

Lene Werge, Lotte Büchert og Rasmus Thorborg Stage
Hhv. formand, Islev Taekwondoklub, bestyrelsesmedlem, DGI Storkøbenhavn, centerchef, headspace Gentofte
Vi ved mere end nogensinde om, hvad der styrker og udfordrer unges trivsel. Trivselskommissionen peger på, at fællesskaber, relationer og oplevelsen af at høre til er stærke beskyttelsesfaktorer for unge i en tid, hvor flere føler sig pressede, usikre og ensomme. Samtidig viser idrætsvaneundersøgelser, at unge – særligt piger – i højere grad trækker sig fra organiserede fællesskaber i de år, hvor presset og usikkerheden også vokser.
Her står foreningslivet stærkt. Vi har i Danmark bygget velfungerende foreningsfællesskaber. Steder, hvor man kan udvikle sig, møde nye mennesker, finde mening og mærke sin egen betydning. Steder med frivillige kræfter, der år efter år løfter børn og unge ind i sunde fællesskaber.
Men foreningslivet er ikke uden begrænsninger og ikke lige tilgængeligt for alle. Og det skal vi ændre, hvis vi vil støtte flere unge i at trives.
Når man ikke er vokset op på halgulvet
For mange unge kan døren føles lukket, hvis man ikke var med fra starten. Hvis man ikke trådte ind i hallen som seksårig, ikke voksede op i svømmehallen, ikke havde forældre der kendte turneringsplanerne, eller aldrig lærte koderne i omklædningsrummet, kan foreningslivet føles som en uoverskuelig størrelse.
Og når man som ung i forvejen tvivler på sin plads i fællesskabet, kan det være næsten umuligt at tage det første skridt ind et sted, hvor det kan virke som om, at alle andre kan det hele. Derfor blev projektet ”Nybegynderne” sat i verden.
I DGI Storkøbenhavn og Headspace har vi sammen med foreninger, ungdomsuddannelser og en ungdomsskole udviklet trygge indgange til foreningslivet for unge, der ikke tidligere har været med.
Vi har set, hvordan unge, når de bliver mødt, guidet og får lov at være nybegyndere, genfinder modet til at træde ind i fællesskaber. Og hvordan de unge er med til at vise vejen for, hvordan de vil indgå i fællesskaberne, når vi involverer dem og lytter til deres behov. Vi har set foreninger opdage, at de vinder nye ressourcer, mangfoldighed og engagement i samspillet med de unge.
Det er ikke nok at åbne døren
Men læringerne fra Nybegynderne kan kun bæres videre, hvis vi som aktører i de unges liv tager det ansvar, der hører til:
Hos DGI og i foreningslivet skal vi tage ansvar for at skabe mere inkluderende hold og rammer, hvor man kan starte forfra – uanset alder og erfaring. I skolerne og på ungdomsuddannelserne skal vi tage ansvar for at rekruttere og række hånden ud til de unge, der ikke selv finder vejen. I kommunerne skal der tages ansvar for at binde arenaerne sammen og investeres i indsatser, der integrerer foreninger i skolernes og uddannelsesstedernes hverdag.
For det er ikke nok, at vi som fagpersoner og voksne blot åbner døren ind til fællesskaberne, vi skal også hjælpe de unge ind i dem. Det sker, når vi på fælles, kommunalt plan formår at investere i brobygningen og samarbejdet med de unge.
Den 26. november samler vi aktører på tværs af foreninger, gymnasier, kommuner og de unge selv til Fremtidsværkstedet. Her spørger vi sammen: Hvordan gør vi de nye indgange til foreningslivet permanente, så ingen unge efterlades på perronen – bare fordi de ikke stod på ”foreningstoget” som børn?
For fællesskaber er for alle, og mange unge kan finde gode fællesskaber i foreningerne. Men fællesskaberne bliver kun inkluderende, hvis vi bygger vejen derind – ikke kun for dem, der kender vejen og afstribningerne på halgulvet. Også for dem, der har allermest brug for at blive en del af dem.
Artiklen var skrevet af
Lene Werge, Lotte Büchert og Rasmus Thorborg Stage
Hhv. formand, Islev Taekwondoklub, bestyrelsesmedlem, DGI Storkøbenhavn, centerchef, headspace Gentofte
Indsigt

Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardHvordan har hooligan-registret fungeret?Besvaret
Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardEr ministeren indstillet på at justere udkast til lovforslag om styrket indsats mod fodbolduroligheder?Besvaret
Karsten Hønge spørger Lars Løkke RasmussenHvorfor stopper det danske bidrag til vaccineforskning gennem International AIDS Vaccine Initiative (IAVI)?Besvaret













