VU-formand: Mit parti skal droppe tanken om en regering med Socialdemokratiet

Troels Lund Poulsen må samle familien

Nogle skal tage initiativet til at skabe samling.

Den opgave kan meget passende tilfalde familiens overhoved, nemlig Troels Lund Poulsen, som meldte sig som statsministerkandidat på valgkampens første dag. Det var der behov for, for uden en samlende frontfigur er der intet at samles om.

Men når man siger A, kan man ikke samtidig sige B, og derfor bør Venstres formand nu lukke muligheden endegyldigt for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter valget. Familiens overhoved må være tro mod sine egne og ikke holde døren på klem for at være en del af andre familier.

Denne mere kategoriske udmelding vil dog i mellemtiden blive hjulpet på vej, hvis de øvrige blå familiemedlemmer ville lægge egne urealistiske drømme og den fornærmede attitude over fortidens hændelser på hylden.

Alex Vanopslagh bør fralægge sig rollen som den succesfulde voksne søn i familien, som på trods af manglende erfaring på ministerniveau alligevel pønser på at fravriste familiens overhoved rollen som netop denne.

Jens Paaske Klausen
Formand, Venstres Ungdom

Alex Vanopslagh bør fralægge sig rollen som den succesfulde voksne søn i familien, som på trods af manglende erfaring på ministerniveau alligevel pønser på at fravriste familiens overhoved rollen som netop denne.

Det samme gælder Lars Boje, der som familiens højtråbende onkel vil være bedre tjent med at gå konstruktivt til værks frem for at skælde ud på alt og alle over, at verden ikke er, som han gerne vil have den.

I samme ombæring bør Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne efter flere års fornærmelse over fortiden i Venstre én gang for alle lægge låg på fortiden og vælge at være den fremadsynede og konstruktive moster frem for at blive ved med at være fortørnet over, at det får konsekvenser, også internt, når man bryder reglerne.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne bør lade sig inspirere af Mona Juul (K), der i slutningen af februar proklamerede, at netop ovenstående partier bør pege på Troels Lund Poulsen som statsministerkandidat ligesom Dansk Folkeparti og Mona Juuls eget parti havde gjort.

Ingen Mette-flirt

Denne melding havde både blå blok og Venstre-formanden brug for, og der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at Venstre og Det Konservative Folkeparti gennem den seneste tid har gjort, hvad de kunne, for at vise at romancen fra de gamle dage fortsat lever partierne imellem, som historisk har udgjort en stærk og bundsolid alliance særligt under Fogh-æraen.

Men skal kærligheden for alvor blomstre igen mellem V og K og resten af blå blok, så må også Mona Juul helt og holdent afvise muligheden for at pege på Mette Frederiksen, når stemmerne i slutningen af marts måned er talt op, og en ny regering skal dannes.

Det kan nemlig ikke nytte noget, at familiens mor overvejer at finde en anden partner end familiens overhoved.

Det er roden til ethvert vaklende ægteskab. Det Konservative Folkeparti bør derfor huske på familieværdierne og bakke borgerligheden entydigt op. Det er nødvendigt for det blå samarbejde, som skal prioriteres og gødes uden forbehold, hvis borgerligheden igen skal blomstre.

Betyder det så, at det bliver let at samle de blå partier? Nej, naturligvis ikke.

Jens Paaske Klausen
Formand, Venstres Ungdom

For blomstre kan samarbejdet og den blå familie. Det har vi vist historisk med stramninger af udlændingepolitikken, som har gjort, at Danmark ikke er endt som Sverige. Med investeringer i sundhedsvæsenet og mere frit valg i velfærden. Og sidst, men ikke mindst med arbejdsmarkedsreformerne i 00’erne, som har skabt fundamentet for den bundsolide økonomi, som Danmark er begunstiget med i dag.

Fortidens meritter er mange. Nu handler det om at male fremtiden med den borgerlige pensel. Den blå opposition fremviste en lang række gode eksempler på, hvad vi kan opnå, hvis vi samarbejder, til det borgerlige konvent i fjor, hvor 50 forslag blev præsenteret. Potentialet er der.

Betyder det så, at det bliver let at samle de blå partier? Nej, naturligvis ikke.

For med flere statsministerkandidater, ultimative krav fra Dansk Folkeparti og uenighed på vitale områder såsom støtten til Ukraine og den grønne trepart, så er der nok at tage fat på.

Men er Mette Frederiksens tusindårsrige et bedre alternativ?

For mig er svaret nej.

Det handler nu for de borgerlige om at stå sammen. Men skal vi lykkes med det, så kræver det, at familien lægger fortiden bag sig og ser mulighederne i hinanden fremfor begrænsningerne.

Det har borgerligheden og Danmark brug for.