
Vil du stå i spidsen for DUFs politiske interessevaretagelse og være med til at sikre de bedst mulige rammer for børn og unges foreningsliv? Kan du sætte politisk retning, skabe stærke relationer og få interessevaretagelse, analyse, kommunikation og presse til at spille sammen? Så er du måske DUF – Dansk Ungdoms Fællesråds kommende politiske chef.
Jobbet
Som politisk chef får du en central rolle i arbejdet for at sikre gode vilkår for DUFs medlemsorganisationer og for børn og unge i det frivillige foreningsliv i Danmark.
Du får ansvaret for DUFs politiske interessevaretagelse samt analyse, kommunikation og presse samt DUFs ungdomsdelegatprogram til FN og repræsentanter til EU's ungdomsdialog. Du får det daglige ledelsesansvar for 11 medarbejdere, herunder en souschef, og bliver samtidig en tæt strategisk sparringspartner for DUFs generalsekretær og politiske ledelse.
Din vigtigste opgave bliver at sikre, at DUF står stærkt politisk og formår at omsætte medlemsorganisationernes behov og udfordringer til konkrete politiske dagsordener og løsninger.
Det kræver, at du kan tænke afdelingens forskellige fagligheder sammen. Viden og analyser skal kvalificere vores politiske positioner, presse og kommunikation skal understøtte vores dagsordener, og vores relationer og netværk skal bringes aktivt i spil, når der skal skabes konkrete resultater.
Opgaven
DUF arbejder for, at børn og unge i hele Danmark har mulighed for at være en del af stærke demokratiske fællesskaber og det forpligtende foreningsliv.
Som politisk chef skal du stå i spidsen for DUFs interessevaretagelse og sikre, at vi har gennemslagskraft dér, hvor rammerne for foreningslivet bliver besluttet.
Det kan handle om at sikre gode økonomiske rammer for medlemsorganisationerne, mindske unødigt bureaukrati for frivillige, styrke børn og unges deltagelse i demokratiet eller sikre, at foreningslivet tænkes ind i politiske dagsordener som blandt andet trivsel og fællesskab.
Du skal kunne identificere, hvor DUF kan flytte noget, sætte klare politiske mål og sammen med medarbejderne udvikle den strategi, der bedst bringer os i mål.
En væsentlig del af opgaven er derfor at sikre, at afdelingens kompetencer bruges samlet og strategisk frem for som enkeltstående indsatser.
Du får en stor kontaktflade både internt og eksternt. Du skal opbygge og vedligeholde stærke relationer til politikere, embedsværk, journalister, civilsamfundsorganisationer og andre centrale aktører samt være med til at sikre, at DUF opleves som en konstruktiv, troværdig og løsningsorienteret samarbejdspartner.
Samtidig skal du være tæt på DUFs medlemsorganisationer og have forståelse for deres virkelighed.
Internt bliver samarbejdet på tværs af DUF afgørende. Mange af de bedste politiske løsninger opstår, når viden og erfaring fra forskellige dele af huset bringes sammen.
Du får samtidig en vigtig rolle i at sikre, at DUFs politiske ledelse og generalsekretær har et stærkt fagligt og strategisk grundlag for at repræsentere DUF og sætte retning i aktuelle politiske dagsordener.
Om dig
Som politisk chef har du en stærk politisk forståelse, solid erfaring med interessevaretagelse og erfaring som personaleleder.
Du har tidligere haft ledelsesansvar og ved, hvad det kræver at sætte retning, prioritere og skabe gode rammer for medarbejdere med forskellige fagligheder. Du er en tydelig og udviklende leder, der formår at kombinere høje faglige ambitioner med tillid, sparring og blik for den enkelte medarbejder.
Du kan navigere i en politisk virkelighed med mange aktører og interesser og har blik for, hvad der skal til for at flytte en dagsorden fra problem til konkret politisk løsning.
Du tænker strategisk, men er samtidig optaget af gennemførelsen. Du kan sætte retning, prioritere mellem forskellige muligheder og sikre, at medarbejderne ved, hvad vi vil opnå, og hvorfor.
Du behøver ikke selv være specialist inden for alle afdelingens fagområder. Til gengæld skal du kunne se, hvordan forskellige kompetencer inden for politik, analyse, kommunikation og presse kan bringes sammen omkring en fælles opgave.
Vi forventer, at du kan sætte hak ved flere af følgende – men vi ved også, at ingen kan alt:
Du har solid erfaring med politisk interessevaretagelse og kan omsætte politiske mål til strategi og konkrete resultater.
Du har erfaring med personaleledelse og kan skabe retning, sammenhæng og udvikling for en afdeling med forskellige fagligheder.
Du kan skabe stærke og tillidsfulde relationer og har gerne allerede et godt netværk blandt politikere, embedsværk og andre relevante beslutningstagere.
Du kan identificere politiske muligheder og vælge de greb, der bedst kan flytte en dagsorden.
Du kan tænke interessevaretagelse, analyse, kommunikation og presse sammen omkring fælles politiske mål.
Du forstår værdien af analyser og viden som grundlag for troværdig og effektiv interessevaretagelse.
Du kan rådgive DUFs politiske ledelse og generalsekretær om politiske prioriteringer, positioner og aktuelle dagsordener.
Du trives med en stor kontaktflade og kan repræsentere DUF troværdigt både internt og eksternt.
Du har blik for helheden og bidrager aktivt til DUFs samlede ledelse – også når en opgave ligger uden for din egen afdeling.
Du er samarbejdsorienteret og opsøger naturligt viden og kompetencer på tværs af organisationen.
Kendskab til foreningslivet er en fordel, men ikke et krav.
Ledelse og samarbejde
Som politisk chef bliver du en del af DUFs ledelsesgruppe og får derfor ansvar for mere end din egen afdeling.
Vi forventer, at du bidrager aktivt til fælles prioriteringer og løsninger og har blik for, hvordan vi bruger DUFs samlede ressourcer og kompetencer bedst muligt.
Som personaleleder skal du kunne sætte en tydelig retning og samtidig give plads til høj faglighed og initiativ. Vi lægger vægt på en leder, der er tilgængelig, tillidsfuld og tydelig, og som kan skabe sammenhæng mellem medarbejdernes forskellige opgaver og den politiske retning, DUF ønsker at bevæge sig i.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er på fuld tid med løn efter kvalifikationer og individuel forhandling. Du må forvente aften- og weekendarbejde i rimeligt omfang.
DUF tilbyder et spændende og fagligt stærkt arbejdsmiljø med engagerede, uhøjtidelige og humørfyldte kollegaer.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er d. 20. september 2026 med tiltrædelse hurtigst muligt herefter. Vi forventer at afholde 1. samtaler d. 23., 24. og 25. september og eventuelle 2. samtaler d. 28. september.
DUF værdsætter mangfoldighed blandt sine ansatte og opfordrer alle uanset køn, etnicitet eller tro til at søge stillingen.
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at henvende dig til generalsekretær Louise Juul Jensen på mail lj@duf.dk eller telefon 2682 7052. Send gerne en sms, hvis telefonen ikke bliver taget, så vender Louise tilbage.
Om DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
DUF er en paraply- og interesseorganisation for 78 børne- og ungdomsorganisationer i Danmark. DUF arbejder for at fremme unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet – nationalt og internationalt. Godt en tredjedel af DUFs medlemsorganisationer er aktive i partnerskaber med ungdomsorganisationer i udviklingslande, hvor de arbejder for at skabe stærke og demokratiske ungdomsorganisationer og styrke børn og unges rettigheder.
DUF værdsætter mangfoldighed blandt sine ansatte og opfordrer alle uanset køn, etnicitet eller tro til at søge stillingen.
Du kan læse mere om DUF her: https://duf.dk/













