Køb abonnement
Annonce
Ledelsessekretær med stærkt servicegen til LIFE Fonden

Vil du være med til at styrke børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi? Er du en stærk koordinator med blik for både detaljer, relationer og kvalitet? Motiveres du af at være den uundværlige holdspiller, der får hverdagen til at glide for vores direktør og chefgruppe? Så er det dig, vi søger som vores nye ledelsessekretær.


Din nye arbejdsplads

Natur og teknologi er alle vegne i vores hverdag. Hos LIFE Fonden arbejder vi for at fremme naturvidenskabelig og teknologisk almendannelse og uddannelse hos børn og unge. Det gør vi via vores undervisningsunivers. Vi udvikler og leverer undervisningsforløb til skoler og ungdomsuddannelser. Vi inspirerer lærere til at arbejde praktisk, undersøgende og dialogisk i deres undervisning, og vi skaber ny viden inden for didaktik og pædagogik.

Du bliver en del af afdelingen Strategi og Impact, der foruden dig består af 8 medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Afdelingen har ansvar for strategiudvikling, ledelses- og bestyrelsesbetjening samt LIFEs indsats på impact- og forskningsområdet. Du vil referere til Chef for Strategi og Impact Nicoline Kieler.

Dine arbejdsopgaver

Som ledelsessekretær bliver du en vigtig drivkraft i at få hverdagen omkring direktøren og chefgruppen til at fungere smidigt og professionelt. Du vil få et bredt samarbejde med medarbejdere og ledere internt i organisationen og eksternt hos vores samarbejdspartnere.

Dine primære opgaver bliver, at

  • være sekretær/PA for den administrerende direktør og sikre, at møder med interne samt eksterne samarbejdspartnere koordineres fejlfrit. Du booker og planlægger også rejser og håndterer rejseafregninger samt kontering i vores systemer

  • koordinere chefgruppemøder mv., hvor du udarbejder dagsordner, koordinere mødemateriale, tager referat og følger op på beslutninger og aftaler

  • udarbejde, færdiggøre og læse korrektur på PowerPoint-præsentationer og andet mødemateriale til direktør, chefgruppe, bestyrelse og eksterne samarbejdspartnere

  • bidrage til planlægning og praktisk afvikling af større interne og eksterne arrangementer – fra invitationer og deltagerstyring til materialer, logistik, lokaler og opfølgning

  • håndtere ad hoc-opgaver proaktivt og med overblik, så du bidrager til at aflaste både direktøren og chefgruppen i en omskiftelig hverdag.

  • Du kan se frem til en hverdag, hvor dine kolleger ofte kigger forbi for at vende en opgave og finde den gode løsning i fællesskab.

Om dig

Du sidder formentlig i dag i en lignende sekretærrolle. Du formår at navigere i høj kompleksitet, og du mister ikke overblikket, selvom to dage sjældent er ens.

Derudover forventer vi, at du:

  • har en relevant kontormæssig uddannelse samt solid, dokumenteret erfaring som ledelses- eller direktionssekretær

  • er detaljeorienteret, omhyggelig og god til at planlægge

  • har stærke kompetencer i at udarbejde præsentationer og mødemateriale med høj sproglig, visuel og formidlingsmæssig kvalitet

  • er superbruger af office365 og har nemt ved at sætte dig ind i nye systemer

  • trives med at understøtte flere ledere samtidig og kan balancere service, selvstændighed og diskretion

  • trives i en udadvendt rolle, hvor du med godt humør og energi gør dig uundværlig for teamet

Interesseret? Så send en ansøgning

Lyder stillingen som noget for dig, kan du sende ansøgning, CV og andre relevante papirer herunder

Ansøgningsfristen er den 30. september 2026. Vi forventer at holde 1. samtale i uge 41 og 2. samtale i uge 43. Vi håber, du kan starte 1. december 2026.

Forud for 2. samtale vil du blive bedt om at udfylde en personlighedsprofil og færdighedstest.

Ansættelse forudsætter en tilfredsstillende børneattest.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Strategi og Impact, Nicoline Kieler via e-mail: nki@life.dk.

At arbejde hos LIFE

LIFE er på få år gået fra at være et projekt hos Novo Nordisk Fonden til en selvstændig fond med en landsdækkende organisation bag sig.

Størstedelen af vores 100+ medarbejdere har dagligt virke i LIFE Campus i Kgs. Lyngby, hvor vores udviklings- og forskningsaktiviteter er forankret. Vores største medarbejdergruppe er undervisere, der hver dag møder nye klasser i vores 12 undervisningslabs. Underviserne er organiseret i fem teams, der tager imod klasser fra de fem regioner.

Hos LIFE Fonden ønsker vi et stærkt fællesskab på tværs af fagligheder og regioner. Med afsæt i vores værdier - nysgerrighed, samskabelse og kvalitet – er vi en organisation præget af stort engagement, godt sammenhold og undersøgende tilgang.

Som arbejdsplads lægger vi stor vægt på, at vores kolleger trives, har mulighed for at udvikle sig og spiller hinanden gode. Vi mener, at en stærk medarbejderkultur er afgørende for, at vi kan lykkes med vores mission. 

LIFE Fondens mission

LIFE fremmer børn og unges naturvidenskabelige og teknologiske almendannelse samtinteresse og ambitioner for at fordybe og uddanne sig inden for naturvidenskab og teknologi uanset deres baggrund

LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden. 

Læs mere om LIFE.

Icon

Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job

Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026