
Motiveres du af at skabe varige forandringer gennem stærke partnerskaber og udviklingsindsatser med stor samfundsmæssig betydning? Vil du stå i spidsen for et ambitiøst udviklingsprogram, der skal udvikle fremtidens lokale folkesundhed og borgernære sundhedstilbud? Så er du måske vores nye kollega i KL’s Center for Sundhed & Ældre!
KL søger en programleder til udviklingsprogrammet Pioner – Fælles om Lokal Sundhed, som gennemføres i partnerskab med BL – Danmarks Almene Boliger, kommuner, boligorganisationer og civilsamfund. Programmet er støttet af Nordea-fonden.
Med en samlet projektsum på knap 90 mio. kr. er Pioner et af de største udviklingsprogrammer inden for lokal folkesundhed i Danmark.
Over de kommende fem år skal der udvikles og afprøves nye modeller for lokal folkesundhed og borgernære sundhedstilbud i otte lokalområder. Målet er at skabe stærkere fællesskaber, bedre trivsel og lettere adgang til sundhed dér, hvor mennesker lever deres hverdagsliv – og samtidig udvikle viden og løsninger, der kan inspirere resten af landet.
Stillingen er en tidsbegrænset ansættelse på fem år, svarende til programmets løbetid.
En central rolle i et komplekst partnerskab
Som programleder får du ansvar for den daglige ledelse og udvikling af programmet både på nationalt og lokalt niveau.
Din vigtigste opgave bliver at skabe retning og fremdrift, understøtte de lokale projekter og sikre sammenhæng på tværs af de mange relevante aktører. Samtidig skal du omsætte erfaringer til læring og bidrage til, at programmets resultater kan udbredes nationalt.
Du kommer til at bevæge dig mellem strategi og drift, nationale dagsordener og lokale samarbejder. Her vil du skulle samarbejde tæt med kommuner, boligorganisationer, fonde, forskningsmiljøer og øvrige samarbejdspartnere i hele landet.
Den strategiske og politiske forankring af programmet varetages i et tæt samspil mellem programmets ledelse, KL og BL.
Som programleder bliver dine opgaver blandt andet at:
understøtte udviklingen og gennemførelsen af indsatserne i de otte lokalområder
understøtte programmets lærings-, evaluerings- og udviklingsaktiviteter
sikre koordinering, dialog og samarbejde på tværs af interessentlandskabet, herunder de deltagende kommuner og boligorganisationer samt Nordea-fonden
bidrage til formidling, videndeling og national udbredelse
understøtte styregruppe, advisory board og øvrige programfora
bidrage til udviklingen af partnerskabet Fælles om Lokal Sundhed.
Om dig
Til at drive programmet søger vi dig, der har solid erfaring i at lede komplekse udviklingsprogrammer og tværgående samarbejder.
Ud fra opgaverne forestiller vi os, at du:
har erfaring med ledelse af større udviklings- eller fondsprojekter og trives i komplekse samarbejder med mange aktører
har indsigt i og/eller erfaring med kommunale velfærdsopgaver og det politiske system
har stærke kommunikative evner og blik for, hvordan viden om programmets erfaringer udbredes i relevante fora
har kendskab til den almene boligsektor og gerne erfaring med tværsektorielle partnerskaber
kan skabe relationer og netværk på tværs af organisationer
trives med stor selvstændighed og mange samarbejdspartnere i hele landet
Det er en fordel, hvis du har erfaring med folkesundhed, forebyggelse, fællesskaber eller udvikling af borgernære velfærdsløsninger.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et job, hvor du får mulighed for at udvikle et program med stor samfundsmæssig betydning. Du får stærke samarbejdsrelationer med et bredt udsnit af aktører på tværs af kommuner, boligorganisationer, civilsamfund og vidensaktører og mulighed for at sætte varige aftryk på udviklingen af modeller for at bringe sundhed helt tæt på hverdagslivet.
Programmet er tæt koblet til implementeringen af folkesundhedsloven, sundhedsreformen og arbejdet med kommunernes rolle i fremtidens sundhedsvæsen.
Du bliver en del af et team på tværs af KL og BL, som arbejder med lokal folkesundhed, partnerskaber og udvikling af fremtidens nære sundhedstilbud.
Du får arbejdsplads i KL's Center for Sundhed & Ældre. Samtidig vil du have en fast tilknytning til BL. Både KL og BL er placeret centralt i København, men der må forventes en del rejsedage til de lokale projekter.
I Center for Sundhed & Ældre er vi ca. 35 medarbejdere, to teamledere og en kontorchef. I KL har vi et stærkt fagligt fællesskab og også mange sociale aktiviteter – her er fx mulighed for både yoga, vinklub og fredagssang.
Det praktiske
Send os din ansøgning og CV senest søndag d. 23. august 2026. Vi håber på at kunne sige velkommen til vores nye kollega per 1. november 2026.
Vi forventer at holde første runde samtaler i uge 36 og anden samtale i uge 39 2026.
Der kan blive gennemført både test og case i forbindelse med anden samtalerunde, ligesom der forud for ansættelsen indhentes referencer.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til chefkonsulent Astrid Christine Jensen-Kanstrup 2056 1984, acj@kl.dk eller kontorchef Hanne Agerbak 2463 7661, hgb@kl.dk.
Vi ser frem til at høre fra dig!
KL er interesse- og medlemsorganisation
KL er interesse- og medlemsorganisation for de 98 kommunalbestyrelser i Danmark. KL bidrager til at udvikle og fastholde et stærkt lokalt demokrati. KL varetager kommunernes fælles interesser og er kommunernes samlede forhandlingsorganisation, videnscenter og forum for fælles initiativer og beslutninger.
KL ser forskellighed i medarbejdersammensætningen og i ledelsen som en af vores styrker og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge vores ledige stillinger.
Kig forbi vores KL Karriereunivers og lær mere om os som arbejdsplads og medarbejdere.








