
Vær med til at gøre viden om ledelse synlig og brugbar i en medievirkelighed præget af kunstig intelligens og nye brugervaner.
Er du stærk i digital kommunikation, og kan du omsætte faglig viden til levende tekst, grafik og video? Er du nysgerrig på, hvordan data og indsigt i nye brugervaner kan bruges til at udvikle vores formidling, og har du lyst til også at tage del i det daglige kommunikationsarbejde? Så er det måske dig, vi søger.
Væksthus for Ledelse er sat i verden for at styrke ledelse i kommuner og regioner. AI og nye brugervaner ændrer, hvordan lederne søger, finder og bruger viden. Derfor gentænker vi vores digitale formidling og søger en digital kommunikationskonsulent i en projektansættelse frem til udgangen af 2028. Du skal bidrage til vores AI-omstilling og være med til at udvikle vores formidling og skabe indhold og løsninger, som lederne har let ved at bruge i hverdagen.
Du bliver en del af et lille sekretariat i en projektorganisation, hvor vi arbejder tæt sammen og hjælper hinanden med at få både udviklingsopgaver og daglige opgaver i mål. Vi samarbejder med eksterne partnere, og der er kort vej fra idé til handling. Du får mulighed for at præge, hvordan vores indhold møder brugerne på tværs af digitale kanaler.
Om Væksthus for Ledelse
Væksthus for Ledelse er et partssamarbejde mellem KL, Danske Regioner, Forhandlingsfællesskabet og Akademikerne. Sammen styrker vi lederskabet i kommuner og regioner gennem udviklingsprojekter, viden og konkrete værktøjer.
Sekretariatet står for den daglige koordinering af Væksthus for Ledelses arbejde og for formidlingen af viden fra vores projekter på tværs af kanaler. Vi har blandt andet ansvaret for Lederweb, hvor vi formidler artikler, publikationer, podcasts og værktøjer til ledere på alle niveauer.
Dine opgaver
Din hverdag vil rumme både udvikling, løbende kommunikationsopgaver og praktiske opgaver i sekretariatet. Du skal blandt andet:
producere engagerende indhold til web og sociale medier i tekst, grafik og video
skrive og redigere webtekster, artikler og nyhedsbreve med blik for læseren, SEO og GEO
omsætte viden fra vores projekter til formater, der passer til forskellige målgrupper og kanaler
udvikle grafik, infografikker og layouts, der gør vores viden indbydende og let at bruge
føre idéer fra første udkast til færdig publicering i tæt samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere
bruge data og brugerindsigter til at se, hvad der virker, og løbende skærpe formidlingen
afprøve nye digitale greb og bruge AI-værktøjer aktivt og reflekteret i arbejdet
bidrage til den daglige drift og løse praktiske opgaver i forbindelse med sekretariatets aktiviteter
Dine kompetencer
Vi forestiller os, at du:
har en uddannelse inden for fx kommunikation, journalistik, medier eller digitalt design og gerne et par års erfaring med digital kommunikation
skriver sikkert og levende til forskellige kanaler og har erfaring med sociale medier
har et godt visuelt blik og erfaring med fx Canva eller Adobe-programmer
har forståelse for digital brugeradfærd og kendskab til webkommunikation, SEO, GEO og brugen af data i kommunikationsarbejdet
bruger AI-værktøjer aktivt og reflekteret og omsætter nye digitale muligheder til konkret kommunikation
tager initiativ, arbejder struktureret og følger opgaver til dørs.
Du behøver ikke være specialist i det hele. Vi lægger vægt på, at du har et solidt kommunikationsfagligt fundament, er digitalt nysgerrig og har lyst til at lære nyt og afprøve mulighederne i praksis.
Vi tilbyder
en projektansættelse, hvor du kan være med til at udvikle vores formidling i en medievirkelighed præget af AI og nye brugervaner
en varieret hverdag, hvor du både bidrager til udviklingen og varetager det daglige kommunikationsarbejde
ansvar og mulighed for at udvikle dig fagligt fra første dag
frihed til at afprøve idéer og skabe synlige resultater
indsigt i aktuelle ledelsesdagsordener i kommuner og regioner
et lille, uformelt sekretariat med høj tillid, tæt samarbejde og korte beslutningsveje.
Praktisk
Stillingen er en tidsbegrænset projektansættelse på fuld tid frem til den 31. december 2028. Arbejdsstedet er Væksthus for Ledelse, Weidekampsgade 10, 2300 København S.
Er du interesseret i stillingen, så send dit CV og din ansøgning senest søndag den 22. november 2026. Vi holder første samtalerunde den 1. og 2. december og anden samtalerunde den 7. december. I forbindelse med anden samtale indgår en caseopgave. Vi forventer, at du kan begynde den 1. februar 2027, men der er mulighed for at starte tidligere efter aftale.
Du kan læse mere om vores arbejde, projekter, publikationer og øvrige tilbud på www.lederweb.dk. Vil du høre mere, kan du kontakte sekretariatschef Ditte Maja Tvilde på 4023 6669. Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
KL er interesse- og medlemsorganisation
KL er interesse- og medlemsorganisation for de 98 kommunalbestyrelser i Danmark. KL bidrager til at udvikle og fastholde et stærkt lokalt demokrati. KL varetager kommunernes fælles interesser og er kommunernes samlede forhandlingsorganisation, videnscenter og forum for fælles initiativer og beslutninger.
KL ser forskellighed i medarbejdersammensætningen og i ledelsen som en af vores styrker og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge vores ledige stillinger.
Kig forbi vores KL Karriereunivers og lær mere om os som arbejdsplads og medarbejdere.









