3 A'er: Lidegaards passion for klimaet skinner igennem i ny bog – men de politiske prioriteringer mangler

I sin nye bog 'Generationskontrakten' stiler den radikale partileder Martin Lidegaard virkelig, virkelig højt: Bogen, dedikeret til "børn, unge og kommende generationer", forsøger at give en analyse af de største udfordringer – klimaet, velfærden, verden – og, ikke mindst, at give et håb for fremtiden.  

Yes, we can! Fristes man næsten til at sige med Barack Obama i ryggen. 

Lidegaard indleder med at definere de tre 'jordskælv', som ifølge ham ryster hele kloden: Kollapset i klima, miljø og natur. Den rasende, utæmmede teknologi. Geopolitiske omvæltninger. Det er solide betragtninger, fine analyser, udmærket arbejde. 

Herefter kommer hans hovedpointe – nemlig at det gamle politiske system – altså blokpolitikken – ikke duer. Kun det, som Lidegaard i sin bog 'Lad os mødes på midten' fra 2018 definerede som 'den nye midte', centreret, underforstået om De Radikale, kan klare den slags.

Liberalismen, konservatismen, socialdemokratismen og socialismen er yt, mens – sikken overraskelse – det Radikale Venstres tankegang er cool.

Et tungt midterstykke

Lidegaard glemmer bekvemt, at De Radikale helt frem til klimavalget i 2019 faktisk var et godt stykke fra den grønne førertrøje, han ellers helst placerer sit parti i. Ida Auken – dengang radikal, inden da SF, i øjeblikket socialdemokrat – kaldte eksempelvis kravet om 70 procents reduktion i CO2-udslippet for urealistisk 'i virkelighedens verden.'

Reelt var det Alternativet, Enhedslisten og SF, som var foregangspartierne her. Fløjene rykkede faktisk, da det gjaldt, ikke midten.

Det er simpelthen mærkeligt, at Lidegaard slet ikke bruger mennesker af kød og blod, som han må have mødt, til at illustrere sine pointer.

David Trads

Forkærligheden for midten i dansk politik er selvfølgelig også lidt mærkelig at være vidne til, når man ihukommer, at Lidegaard selv sprang i målet, da SVM-regeringen faktisk ønskede at få De Radikale med i dens midte. Hvis en midterregering er løsningen, hvorfor har De Radikale så valgt at være problemet? Lidegaard kommer ikke med et overbevisende svar.

Bogen er selvfølgelig et politisk manifest fra Lidegaard, der efter valgnederlaget i 2022 blev leder af sit parti efter dets velkendte turbulente par års krise. Den tidligere klima- og energi- og siden udenrigsminister er en kapacitet, der virkelig kan sit stof.

Til allersidst takker han sit partisekretariat for at have hjulpet. Det kan man – desværre – mærke, idet lange passager mere ligner et internt strateginotat end en bog til almen læsning.

Det gælder især den midterste og meget tunge del af bogen, der handler om velfærdssamfundet. Det er simpelthen mærkeligt, at Lidegaard slet ikke bruger mennesker af kød og blod, som han må have mødt, til at illustrere sine pointer. Derfor bliver denne ellers vigtige del af bogen for abstrakt og akademisk og for lidt konkret og menneskelig. Det gælder i udstrakt grad også bogens sidste del om de geopolitiske udfordringer.

Stærk klimapassion

Til gengæld er bogens første, store del – den, der handler om udfordringerne for klimaet, miljøet og naturen – virkelig stærk. Her mærker man Lidegaards passion og dybe viden. Husk at netop dette område var hans arbejde i Mellemfolkeligt Samvirke og tænketanken Concito, inden han kom i Folketinget.