5 A'er: Ny grøn lærebog inspirerer til handling og bryder med gamle praksisser
De studerende på landets uddannelser er alt for længe blevet snydt for de tænkere, debatter og praksisser, der beskæftiger sig med den økologiske krisetid. Det råder ny lærebog heldigvis bod på, skriver Helene Hagel.
Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
“Grøn samfundsteori – tanker til en økologisk krisetid er et vigtigt og rettidigt analytisk værk,” hedder det på bogens bagside.
Som tidligere statskundskabsstuderende vil jeg nu ikke mene, at bogen er “rettidig”. Den kommer alt for sent.
Den skulle have været der, dengang jeg havde min gang på Kommunehospitalet i Østre Farimagsgade og modtog økonomi-undervisning af en stor fyr fra CEPOS, der lærte os, hvordan mennesket er egennyttemaksimerende, og det globale syd ineffektivt.
Men fred nu være med fortiden.
Min pointe er: Denne grønne grundbog har manglet. De studerende er alt for længe blevet snydt for de tænkere, debatter og praksisser, der beskæftiger sig seriøst med den økologiske krisetid. Men hvad kan den så, dette samfundsvidenskabelige nybrud af en lærebog?
Bogen skal bringe nye perspektiver ind i debatten og giver en række forskellige bud på, hvordan man kan forholde sig kritisk og handlingsorienteret til nogle af tidens vigtigste grønne spørgsmål.
Og den lykkes et meget langt stykke hen ad vejen.
Forskningsmiljøets greb
Bogen er opdelt i tre dele: I den første del gennemgås en række tænkere, i den anden del berøres nogle af de centrale grønne debatter, og i bogens tredje del fokuseres der på tendenser og bevægelser, hvor folk rent faktisk forsøger at gøre tingene anderledes.
Denne tredje del er måske bogens vigtigste og mest inspirerende bidrag. Det vender jeg tilbage til.
Vi har brug for nye fortællinger for at kunne forestille os nye verdener, og denne bog er et oplagt sted at starte.
Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
Mere end 30 kloge mennesker fra det danske forskningsmiljø bidrager yderst indsigtsfuldt til bogen. Den er også små 500 sider lang, så jeg havde umiddelbart ingen planer om at læse den første teori-del helt så grundigt.
Men jeg blev grebet. Langt de fleste introduktioner til grønne tænkere er spændende, koncise og tilpas korte, selvom nogle teori-gennemgange også er unødigt komplicerede.
Bogen er jo en fagbog, og jeg forstår, at lixtallet må følge genren, men nogle af disse problematikker kan sagtens forklares med normale ord, så vi alle kan være med.
De spændende historier trumfer dog det til tider overakademiske sprog. Hvem vil ikke gerne høre historien om feministen, der overlevede et angreb fra en saltvandskrokodille i Australien?
Hvem vil ikke gerne forstå tankerne bag, hvordan en hund kan være en del af en queer-familie, eller hvad vi kan lære af ideen om slægtskab som en tværartslig størrelse, hvor sommerfugle og menneskebørn forbindes i nye arter?
Jeg havde i hvert fald svært ved bare at springe hurtigt videre i teksten.
Nye praksisser skaber mening
Bogens anden del om “grønne debatter” er mere tilgængelig end den første del.
Den viser, hvor mange refleksioner der faktisk findes i debatten om for eksempel teknooptimisme og demokratiets rolle, og det er stærkt tiltrængt, når man ellers kan opleve den offentlige klimadebat som en centrifuge af de samme påstande, stråmænd og forhalingsstrategier.
Når dette er sagt, synes jeg dog, at det politiske virke behandles for overfladisk i bogens gennemgang af aktuelle grønne debatter.
Her refereres altovervejende til teoretikere, mens samtlige “debatter”, man hører om i bogen, også har et rigt politisk liv og en omfattende (parlamentarisk) historie, som man ikke præsenteres for i bogen.
Det kunne have været interessant at inkorporere lidt flere refleksioner om den politiske udvikling og ikke kun teoretikernes tanker.
Også mange politikere har gennem årene forsøgt at udfordre status quo i forhold til, hvordan vi måler og opgør vækst, men vi hører kun om økonomernes kritik.
Bogens tredje del om de praksisser, der udfordrer det etablerede system, inspirerede faktisk mig til at leve mere bæredygtigt.
Vi er veganere hjemme hos os, vi flyver meget sjældent og kun, når det er virkelig vigtigt. Alle vores ferier er helt lokale eller med tog, og min to-årige datter vil kun, at vi lejer “vindmøllebiler”, fordi de andre lugter. Vi har skiftet bank, pensionsselskab og så videre, og jeg gør i Greenpeace min daglige pligt for at stoppe nye oliefelter.
Selv som politisk leder i Greenpeace blev jeg klogere på klimaaktivisme.
Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
Det er lang tid siden, jeg reelt er blevet inspireret til at gøre mere, men det gjorde denne bog. Jeg fik lyst til at blive en del af flere grønne fællesskaber.
Ikke af pligt, dårlig samvittighed eller af skam og skyld. Men fordi fremstillingen af de nye praksisser i bogen gjorde det meningsfuldt og lærte mig, at dem, der lever i grønne fællesskaber, faktisk også har større livstilfredshed end dem, der ikke gør – 88 procent mod kun 67 procent af danskere i almindelighed, som er tilfredse med deres liv.
Bogen inviterer i mange kapitler læseren til at komme i gang med at bryde med den forestillingskrise, vi befinder os i.
Vi har brug for nye fortællinger for at kunne forestille os nye verdener, og denne bog er et oplagt sted at starte.
Overdrevet fokus giver ikke nye allierede
Den røde tråd i bogen er kritikken af kapitalismen og det globale nords lemfældige omgang med ressourcer. Det giver mening. Det afspejler jo problemet 1:1, og selvfølgelig skal den primære strukturelle årsag til klimakrisen forklares i en lærebog.
Disse ting er jo den primære årsag til de kriser, vi oplever i dag.
Det er lang tid siden, jeg reelt er blevet inspireret til at gøre mere, men det gjorde denne bog.
Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
Jeg er dog i tvivl om, hvor nyttigt det er, at ord som (neo)kolonialisme, imperialisme, kapitalisme, hvide mænds historiske ansvar med videre skal fylde så meget.
Måske giver det mening, hvis man hopper frem og tilbage i bogen og læser selektivt, som de fleste nok vil gøre, men når man læser ud i én køre, som jeg har gjort, gentages pointen om Vestens historiske ansvar virkelig mange gange.
Marx nævnes i cirka 10 kapitler. Måske er det nødvendigt. Men jeg klarer mig fint med min daglige omgang i de økologiske kriser uden at nævne ham.
Dette overdrevne fokus giver os i hvert fald ikke nye allierede i klimakampen.
Jeg kan lige se de unge liberale/konservative studerende for mig, der på sociale medier brokker sig over det feministiske fokus på, at rige hvide mænd er hele problemet. De skal naturligvis ikke definere, hvad der står i en grøn lærebog.
Men hvis man havde inkluderet lidt andre perspektiver også, kunne man måske have fået flere til at interessere sig for, hvordan samfundsvidenskaberne kan bidrage til en bedre fremtid.
Og det havde også gjort MIG klogere.
Alle kan lære meget
Jeg kender alt til det globale nords historiske ansvar. Det er præmissen for nærmest alt, jeg laver.
Men jeg hører sjældent kloge tanker om nogle af de nyere tendenser, der udfordrer de gældende magtbalancer. Dem savner jeg i denne bog.
Hvad med at luge lidt ud i det neokolonialistiske perspektiv, som jo vil være nyt for de færreste, og i stedet inkludere et kapitel om jura som værktøj i klimakampen – strategiske retssager, både mod og af de store forurenere, som en ekstremt hurtigt voksende global (og national) tendens?
Hvad med et, der gik kritisk til værks over for den grønne debats floskel nummer ét: ideen om Danmark som et grønt foregangsland?
Eller hvad med et, der dykkede lidt ned i retorikken i klimapolitikken?
Men alt i alt er det en superspændende og vedkommende bog nærmest hele vejen rundt. Den er stærk og relevant.
Alle kan lære meget af den. Selv som politisk leder i Greenpeace blev jeg klogere på klimaaktivisme.