Affaldssektoren er en kæmpemuskel, når det gælder grøn omstilling på det kommunale plan

Der er en meget stor berøringsangst hos lovgivere, når det handler om at begrænse vores forbrug. 

Det tætteste vi kommer på reelle tiltag på området, er forankret i affaldssektoren med mål om at begrænse affaldet. Både på EU-plan og i kommunerne.

Mine indlæg i dette forår handler om, hvad der fylder på det grønne område op til kommunalvalget til november. 

I den forbindelse slår det mig, at vi risikerer at affaldsområdet kan blive overset og klemt, fordi mange øjne hviler på arbejdet med arealomlægning – grøn trepart, vedvarende energi og klimatilpasning især.

Affaldssektoren er imidlertid en kæmpemuskel, når det gælder den grønne omstilling på det kommunale plan.

De sidste fem år har fokus i den kommunale affaldssektor været rettet stift mod implementering af en politisk aftale fra 16. juni 2020, som godt nok har overskriften ”en grøn affaldssektor”, men som først og fremmest har handlet om at få inddelt affaldet i ti fraktioner ved husstandene og forsøge at markedsføre både affaldsindsamling og affaldsforbrænding.

Affaldssektoren er – på tværs af den kommunale og den private sektor – stor, videnstung og vant til at samarbejde og have rigtig, rigtig mange kunder i butikken. 

Laila Kildesgaard

Helt aktuelt skal emballageaffald omorganiseres og prissættes. Det har trukket tænder ud og været længe undervejs.

Fordelene er, at vi nu ved mere end nogensinde om, hvor affaldet er, hvordan det kan sorteres og genanvendes, og hvor meget der reelt bliver genanvendt.

Derfor kunne det være skønt, hvis kommunerne fik lov til at bruge deres viden til at forebygge affald og i virkeligheden også rådgive danskerne om, hvordan vi kommer et sted hen, hvor vi forbruger mindre.

Affaldssektoren er – på tværs af den kommunale og den private sektor – stor, videnstung og vant til at samarbejde og have rigtig, rigtig mange kunder i butikken. 

Ofte er ildsjæle at finde på de kommunale genbrugspladser uden meget opmærksomhed fra kommunalpolitikerne.

Kunne der skabes plads til at udnytte og sprede deres arbejde fra at deltage i eksempelvis EU-projekter til det politiske niveau. Plads til at undervise og rådgive børn og unge under uddannelse. Plads til at sætte fokus på de nøgletal og rapporter, som Miljøstyrelsen og kommunerne indsamler.

Der er måske hjælp at hente, når kommunerne i de kommende år får mere fokus på scope tre i klimahandlingsplanerne og dermed flytter fokus over på forbrug.

Potentialet på anlægsområdet og det kommunale byggeri er enormt, når det handler om at begrænse og genanvende. 

Altinget har for nyligt kortlagt magten blandt landets 98 borgmestre, hvor jeg var med i panelet af eksperter. I modsætning til, hvad nogen kunne have troet for fire år siden, så er ingen af de mest magtfulde borgmestre kendt for at være særskilt grønne.

Min vurdering er, at der ikke er stemmer i at ville begrænse forbruget.   

Laila Kildesgaard

De er i stedet dygtige til at kæmpe for deres egen kommune, er centralt placeret i KL eller noget tredje.

Først nummer ni på listen borgmester i Esbjerg Kommune Jesper Frost har arbejdet rigtig meget med energi, og borgmester Johannes Lundsfryd fra Middelfart Kommune har fokus på klima i både KL og som vært for Klimafolkemødet.

Københavns Kommune er kendetegnet ved at være længst fremme i arbejdet med at begrænse forbrug og var blandt de første til at sætte fokus på affaldssortering. Men det hos borgmesteren for fagforvaltningen.

Min vurdering er, at der ikke er stemmer i at ville begrænse forbruget. 

Den store fortælling rykker sig væk fra klimaet og til sikkerhed. Den nære fortælling rykker sig fra klima til tryghed.

Tryghed hører til i første geled. Klima i andet geled. Affald måske i tredje.