
I denne uge skinner forårssolen særligt på Altinget og Mandag Morgen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i dag godkendt mit salg af i alt fire medieselskaber til JP/Politikens Hus. Den handel, vi bekendtgjorde tilbage i september sidste år. Og på fredag, dagen der er både er 1. maj og store bededag, gennemføres handlen så ganske og uigenkaldeligt.
Aftalen omfatter Altinget.dk, Altinget.no, Altinget.se og ugebrevet Mandag Morgen med tilhørende tænketank og netværk. De omkring 200 medarbejdere i vores kontorer i de tre skandinaviske hovedstæder og parlamenter samt i Bruxelles kan glæde sig: Danmarks førende og største mediehus er klar til at fortsætte vores 26 års vækstrejse og udvikling af den troværdige, fair publicisme, Altinget har været kendt for fra begyndelsen i april 2000.
For alle jer læsere, abonnenter, annoncører og kilder betyder ejerskiftet uændret adgang til dyb politisk indsigt på en lang række fagområder.
Sådan begyndte det
Jeg var en 39-årig, endnu ikke gråhåret, men nok ret blåøjet politisk tv-journalist, der i efteråret 1999 – stærkt opfordret af min storebror, den amerikanske web-guru Jakob Nielsen – kastede mig ud i at få mit eget medie.
Internettet muliggjorde det. Men konceptet? Internettet kræver små nichemålgrupper, sagde Jakob.
Nichen dansk politik var for stor, mente han; men da jeg efter et par år lavede ’nichens niche’, FødevareTinget fra Altinget.dk, slog det an.
Vi var tidligt ude. Amerikanerne kom først til med vores koncept syv år senere i form af Politico.
Rasmus Nielsen
Fra min side var det ren intuition. Jeg var alene om det og havde ingen at spørge, ingen at uddelegere til. Jeg skulle være redaktør, sælger, konceptmager, bogholder, fundraiser, feel good-udadvendt for at opbygge relationer – det hele på en gang.
Det var hårdt – og vidunderligt.
Vi var tidligt ude. Amerikanerne kom først til med vores koncept syv år senere i form af Politico.
E-mail blev et produkt
Min brors specialviden om brugervenlighed og enkelt webdesign gav mig et vigtigt forspring midt i hans storhedstid. Han forstod før de fleste, at nettet egner sig brilliant til smalle målgrupper, der til gengæld er villige til at betale et dyrt abonnement for skræddersyet indhold. I vores tilfælde nyheder, debat, navnestof og værktøjer som kalender, fødselsdage og spørgsmål/svar mellem Folketinget og regeringen.
E-mailen brugtes fra starten, som nu, til at distribuere de daglige nyhedsoverblik. Det er i sig selv et produkt: På blot 30-60 sekunder får den professionelle overblik og sikrer sig ikke at overse noget.
Vi kørte fra starten ad to spor: Det dybe og dyre fagspor til de smalle målgrupper og det brede, gratis spor til den interesserede vælger, som også øger kendskabet til os blandt politikerne og samfundet generelt.
Hvorfor lykkedes det?
Når jeg fik succes som iværksætter, var det vel en blanding af en god alder omkring de 40, faglig erfaring, enorm risikovillighed (vi måtte en tid leve på indholdet af min dengang niårige søn Oskars sparegris), intuition for målgrupper, deres behov og betalingsvilje. Og så naturligvis masser af hårdt arbejde.
Fire år tog det at få skibet sødygtigt, men siden har det sejlet så smukt.
Timingen viste sig også rigtig: Tænk engang på, hvordan mængden af love og regler – og dermed behovet for professionel interessevaretagelse – er eksploderet siden Nyrup-tiden.
Senere sagde mange på Christiansborg og i medieverdenen, at de havde ondt af mig i de første år.
Rasmus Nielsen
Langt senere sagde mange på Christiansborg og i medieverdenen, at de havde ondt af mig i de første år. Den humlebi ville da aldrig komme til at flyve, tænkte de i det stille.
Jeg så os nu mere som en raket, hvor man først brænder enorme mængder energi af uden rigtig at komme ud af stedet. Flere tror den dag i dag, at vi kun er 10-15 år gamle. Det tager tid at blive opdaget.
Folketinget hjalp os i gang
Det hjalp da også at være vokset op i et politisk bevidst, socialdemokratisk hjem med en far, der var DR’s provinschef. Politik og medier var det, der blev talt om ved middagsbordet hjemme på Frederiksberg og siden i Risskov.
Jeg fik public service ind med faderblodet, fra jeg var 12 år, og kom siden selv til at lave et privat public service medie, som blandt mange priser modtog Den Danske Publicistklubs Public Service Pris i 2015.
Folketinget – denne vidunderlige institution med dens regnbue af medlemmer og palet af sympatiske og ordentlige medarbejdere – var fra starten i 2000 tillidsfuldt generøs og gav os kontorplads på selveste Christiansborg.
Det betød alt dengang, i en tid der ellers var præget af økonomiske kvaler. Jeg har mere end én gang været hos Skats pantefoged, fordi vi var bagud med momsen. Hun gav ikke meget pantsætningsværdi for vores gamle folkevogn. Men et smil og lov til at klø på.
Kandidattest og stemmeseddel
Internettet er interaktivt, der skal være noget at klikke på, sagde min bror.
Så i i slutningen af 2000 opfandt vi kandidattesten med tilhørende stemmeseddel. Vist nok som den første i verden, en trafikmagnet og gudsbenådet demokratioplyser, der snart spredte sig til mange lande.
Vi var klar med ’Kend din Kandidat’ til det i dag så legendariske Fogh/VKO-valg i 2001, og testen røg direkte på dr.dk, hvor den jo stadig forefindes.
Formålet var at få flere til at stemme personligt, når de på forhånd i ro og mag kunne studere deres lokale stemmeseddel. Og så ikke mindst gennem testen at lege politisk viden, bevidsthed og stillingtagen ind i vælgeren.
Vi har længe været Danmarks suverænt største politiske redaktion. I dag er vi også Sveriges største politiske redaktion.
50 nicher i tre lande
26 år senere afleverer jeg 50 nichemedier: 30 i Danmark, 12 i Sverige, hvor vi startede i 2014, og 8 i Norge, hvor vi er udkommet siden 2022.
Dertil iværksætter-kollega Erik Rasmussens livsværk Mandag Morgen, som vi købte i 2016 og fik lavet en solid turn around på, takket være dygtig koncernledelse og de 32 dybt engagerede og loyale medarbejdere.
Vi har længe været Danmarks suverænt største politiske redaktion. I dag er vi også Sveriges største politiske redaktion. Ligesom vi har Nordens største redaktion i EU-hovedstaden Bruxelles.
Vi vandt desuden Gazelle-priser i årene 2015-19 for kraftig vækst.
Sådan opstod navnet
Arena, Politika og Nettinget var i spil, da jeg skulle finde på et navn til mediet. Altinget.dk valgte jeg i januar 2000.
Mediet fik dermed et oldnordisk fornavn, Altinget og et dansk efternavn: .dk.
Det nationale er vigtigt. Vi er jo fortsat ’fædrelandenes Europa’, som salig Poul Schlüter udtrykte det. Vi danskere er i høj grad tillige nordboer. Derfor var det så vigtigt for mig først at udvide over Sverige til Norge. Og så er vi EU-borgere og deler skæbne med de mest frihedshungrende folk på jorden, inklusive ukrainerne.
Så det var planen siden at indtage Europa med engelsksprogede nichemedier fra Bruxelles. Det rakte tiden og især økonomien så ikke til, men hvem ved, hvad den nye driftsherre kan finde på?
Tak til medarbejderne
Mere end 1.000 hovedsageligt unge mennesker har vi beskæftiget gennem det kvarte århundrede. Nogle har vi endnu – der er fejret både 25 års og 20 års jubilæer, mens andre er gået videre i karrieren, helt som det skal være.
Vi har også uddannet dusinvis af journalistpraktikanter. Modsat andre medier beskæftiger vi primært fastansatte på overenskomst i alle tre lande.
Jeg skylder dem hver især en stor tak for det fornemme resultat, vi efter fælles indsats i dag kan overgive til de nye fondsejere i Aarhus og på den københavnske rådhusplads.
10 års planer for exit
På Center for Ejerledede Virksomheder på CBS begyndte jeg for henved ti år siden at forstå, at den såkaldte exit, hvad enten det er et generationsskifte eller et salg, er lige så vigtigt for ejerlederen som hendes opstart.
Og jeg vil tro, at jeg på de ti år samlet har brugt, hvad der svarer til tre årsværk på at få belyst mulighederne. Alt imens virksomheden voksede i publicistisk tyngde og værdi.
Hen over nytåret 2024/25 besluttede jeg det så, i forståelse med mine to sønner og tilskyndet af min hustru og et par nære venner: Livsværket skulle sælges videre.
Bejlere fra ind- og udland havde der været i mange år. Den mest vedholdende, JP/Politikens Hus, skulle det være, og hvorfor nu det?
Det er vigtigt for mig, at virksomheden forbliver i dansk fondseje med evigheden for øje.
JP/Politiken er ultimativt ejet af Jyllands-Postens Fond og Politiken Fonden. Min her i Danmark grundlagte medievirksomhed kunne nemt været gået til tyske eller svenske bejlere. Men det er vigtigt for mig, at virksomheden forbliver i dansk eje. I dansk fondseje med evigheden for øje. Man må formode, håbe på og bede om, at de to fonde i fremtiden vil fortsætte ejerskabet af skandinaviske Altinget og Mandag Morgen.
Det store mediehus er kendt for at bevare sine medietitlers særpræg. Det vil også komme vores fem chefredaktører, deres redaktionschefer og journalister til gavn. Selvstændige, redaktionelle linjer er uhyre vigtige for demokratiets meningspluralisme.
Vores nye ejer har formatet og kapitalberedskabet til at kunne gøre kunstig intelligens-revolutionen til sin ven. Altingets 50 nichemedier skal til stadighed udvikles.
AI vil muliggøre publicering af mere målrettet servicestof som statistik, fakta og visualiseringer. Gerne tilpasset hvert nichemedies særkende. Der er jo forskel på at skrive til fødevaresektoren, socialsektoren og civilsamfundet.
DK Fonden
I dag er jeg 65 år, gråhåret og 15 kilo lettere end dengang, det hele startede, og der ikke rigtig var tid til at spise så sundt.
Hvad så nu? Min hustru Karen og jeg agter at stifte en erhvervsdrivende fond med aktivitetsformål i kommende eget domicil i København. DK Fonden er arbejdstitlen, fordi den skal beskæftige sig med demokrati og kunst, to livslange lidenskaber.
Det bliver den måske første danske fond, der i sin fundats direkte får demokratioplysning som formål. Heldigvis er nogle af de store fonde de seneste år begyndt at fortolke deres stifters vilje, så de også kan fremme det noget udfordrede demokrati. Mandag Morgens Tænketank samarbejder med flere herom.
DK Fonden skal samle især organiseret, dansk ungdom til indsigt og samtaler om de grundlovssikrede, personlige frihedsrettigheder.
Hvordan fremmes social mobilitet? Hvordan imødegås social kontrol? Hvordan får skattebetaleren sin retssikkerhed tilbage? Altid med udsynet til klassisk moderne dansk billedkunst. Lyd af levende, klassisk eller rytmisk musik samt lidt at spise og drikke. Stedets ånd skal lyse over hjemstedet og samværet.
Jo, der er meget, vi gerne vil. Vi to glæder os til at komme i gang, helt alene igen om at tænde raketten.
Vi vil bygge på ’de to opadrullende sneboldes princip’: Aktiviteterne starter på et beskedent niveau, men skal stedse gro. Som iværksætter havde jeg så travlt, som gjaldt det liv og død.
Det er anderledes som fondsstifter, hvor man må tænke på tiden længe efter en selv. Ligeledes fondens formue, der gennem offensiv investeringspolitik skal vokse over tid, fordi ikke hele afkastet må anvendes til aktiviteterne. Den kommende lovrevision af de erhvervsdrivende fonde vil komme os til hjælp.
I dag husker jeg med lige dele vemod og stolthed tilbage på den aprildag i 2000, da jeg hjemme i lejligheden på Nørrebrogade satte strøm til Altinget.dk.
Kunstsporet skal invitere børn og unge fra hele landet til gennem leg og sansning at opdage eller udbygge glæden ved kunst. Også den politiske, der bygger bro mellem fondens D og K. Jeg er smittet af kunstbacillen og må bare dele den med andre.
Så ja, med store ord bliver vi de glade givere af kunst og kunstglæde til nye generationer. Karen er uddannet designer og har mange års erfaring med at undervise børn og unge i design og billedkunst i kreative værksteder. Hun bliver en vidunderlig værtinde.
Vemod og stolthed
På fredag, den gode politiske 1. maj, sker ejerskiftet formelt.
Vores 200 medarbejdere sejler videre i sikker kurs mod nye landvidder. Vores journalistik har aldrig været bedre, dybere og mere omfattende end her i 2020’erne. Vores 2025/26-omsætning bliver den største nogensinde, og vores resultat går markant frem igen. Noget, vi lovede køber under sidste års forhandlinger, der altså nu endelig afsluttes efter flere måneders behandling hos myndighederne.
I dag husker jeg med lige dele vemod og stolthed tilbage på den aprildag i 2000, da jeg hjemme i lejligheden på Nørrebrogade, hvor vi fortsat bor, satte strøm til Altinget.dk.
Nu var vi i gang, og som hjulet over åen ved vandmøllen skulle strømmen af uploads aldrig stoppe. Journalistik skal ud – ikke bare hver morgen som avisen, men hvert minut på nettet. Og det har vi så gjort lige siden den dag for 26 år siden.
Jeg fyldes af taknemmelighed over at være vokset op i den verdensdel, Europa, hvor vi værner om det frie ord. Det har været en glæde og ære at tjene det danske folkestyre.
Artiklen var skrevet af
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Tænketank advarer politikerne før stor klimastatus: "Alt peger mod højere CO2-udledninger"
- Alle sociale tilbud bør arbejde med bæredygtighed. Sådan har vi gjort på Kofoeds Skole
- Forskere og rådgivere: Klimatilpasning kan blive en klimabelastning


















