Bruxelles-effekten er under pres – og det kan koste Europa dyrt

Det sker som led i en bredere indsats for at mindske administrative byrder med 25 procent generelt og 35 procent for små og mellemstore virksomheder.

Men forslaget handler ikke kun om at fjerne unødigt bureaukrati, men om fundamentale tilbagerulninger af regler, der ellers har potentiale til at skabe konkurrencefordele for europæiske virksomheder.

Konkurrenceudfordringen er reel – men løsningen er ikke et selvmål. Ja, Europa har et problem med konkurrenceevnen. Energi er dyrere end i USA og Asien, produktiviteten halter, og alt for få virksomheder formår at skalere på tværs af det indre marked.

Derfor lancerede Kommissionen i januar sit Konkurrencekompas – en strategi for at styrke investeringer, innovation og produktion – og fjerne unødige barrierer herfor. Det er et tiltrængt og velkomment fokus.

Man kan være enig eller uenig i dele af EU’s bæredygtighedsregler. Man kan også let argumentere for, at der er for mange datapunkter, der skal rapporteres på under CSRD

Marie Louise Gammelgård-Larsen

Men vi må ikke forveksle smart regulering med deregulering. At afvikle ambitiøse ESG-krav vil ikke gøre Europa stærkere – tværtimod.

Det er netop vores høje standarder, der differentierer os i en global økonomi, hvor investorer, virksomheder og forbrugere i stigende grad efterspørger gennemsigtighed og ansvarlighed.

Det ved vi i Danmark, hvor danske virksomheders produkter har været eftertragtede for at være blandt de mest innovative og bæredygtige på markedet, hvorfor vi da også i Danmark altid har været bannerførere for mere ambitiøs grøn EU-lovgivning.

Indtil nu, hvor et lækket positionspapir overraskende placerer Danmark blandt de lande, der vil lempe de grønne rapporteringskrav mest.

Men én ting er at lette unødige administrative byrder. Noget helt andet er at pille grundlæggende ved den ESG-regel arkitektur, EU har bygget op igennem de seneste år.

Den kommende Omnibus-lovpakke ventes at gøre netop det. Ifølge et udkast lækket via Politico foreslås blandt andet:

• At skære kraftigt i dækningsområdet for CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), så kun de allerstørste virksomheder omfattes. Under de nuværende regler skal virksomheder med mere end 50 ansatte og en omsætning på over 8 mio. euro fra 2026 rapportere om deres bæredygtighedsindsats.
  
  Den nye lovpakke vil hæve grænsen til virksomheder med over 1.000 ansatte og en omsætning på 450 millioner euro. Det betyder, at cirka 85 procent af de virksomheder, der ellers skulle rapportere, slipper fri, herunder de mange virksomheder med 500-1.000 ansatte, som allerede er i fuld gang med implementeringen.
• At udvande CSDDD (Corporate Sustainability Due Diligence Directive) markant. Direktivet, der skal sikre ansvarlighed ned igennem forsyningskæderne, foreslås lempet på flere afgørende punkter:
  • Der lægges op til, at virksomheder nu kun skal kontrollere deres direkte leverandører – ikke hele forsyningskæden, hvor mange af de største problemer med menneskerettigheder og miljøpåvirkning opstår.
  • Kontrolfrekvensen reduceres fra årligt til hvert femte år.
  • Kravet om at opsige samarbejde med leverandører, der ikke forbedrer deres adfærd, fjernes.
  • Den fælles EU-ansvarliggørelse forsvinder, så virksomheder kun kan holdes ansvarlige efter nationale love.
  • Kravet om at virksomheder skal have en konkret klimatransitionsplan reduceres til kun at omfatte allerede eksisterende eller planlagte initiativer.
  • Bødekrav for manglende overholdelse svækkes, så der ikke længere er krav om, at bøder står i forhold til virksomheders omsætning og skal udgøre mindst 5 procent.

Konsekvenserne er betydelige. Selvom vi må vente lidt endnu på detaljerne i det endelige forslag, står det klart, at store virksomheder og finansielle institutioner stadig vil være forpligtede til at rapportere om bæredygtighedsrisici.

Med de regelændringer, der lægges op til, vil de dog komme til at mangle endnu flere data end det er tilfældet i dag, fra deres mindre leverandører.

Det skaber huller i ESG-rapporteringen og gør det sværere for dem at levere troværdige data og for investorer at identificere reelt grønne investeringer.

Samtidig kan virksomheder under den reviderede CSDDD lettere ignorere alvorlige problemer længere nede i forsyningskæden, og konsekvenserne bliver afhængig af nationale lovgivninger – hvilket risikerer at skabe en fragmenteret tilgang på tværs af EU.

Regulerings-kaos skaber usikkerhed. Man kan være enig eller uenig i dele af EU’s bæredygtighedsregler. Man kan også let argumentere for, at der er for mange datapunkter, der skal rapporteres på under CSRD, og at der er et tvingende behov for at reducere kompleksiteten.

Det er sådan set et nobelt argument, så længe vi står vagt om ambitionsniveauet. Men det største problem for mange virksomheder er ikke reguleringen i sig selv – det er usikkerheden om den.

At ændre reglerne nu tager forspringet fra dem, der har taget reglerne alvorligt, og sender et signal om, at man ikke kan stole på EU’s langsigtede strategier og spilleregler.

Marie Louise Gammelgård-Larsen

Derfor har nogle af de største europæiske virksomheder i et fælles indlæg også advaret imod at genåbne forhandlinger af reglerne, ligesom 160 investorer, og endnu flere civilsamfundsaktører har gjort det.

Virksomheder har allerede investeret massivt i at tilpasse sig CSRD og CSDDD. Systemer er bygget op, eksperter er ansat, rapporteringsrammer er ved at være på plads.

At ændre reglerne nu tager forspringet fra dem, der har taget reglerne alvorligt, og sender et signal om, at man ikke kan stole på EU’s langsigtede strategier og spilleregler.

Det skaber usikkerhed blandt virksomheder og investorer – og det er en opskrift på at bremse investeringer – ikke at fremme dem.

Bruxelles-effekten har strategisk værdi. EU har i årtier sat globale standarder. Når vi laver regler, følger resten af verden ofte med. Det er Bruxelles-effekten i aktion: Vi har sat standarder for kemikalier, fødevaresikkerhed, dataregulering og ESG.

Vi er en økonomisk stormagt, fordi virksomheder verden over tilpasser sig vores krav for at få adgang til vores marked.

Men hvis vi pludselig svækker vores standarder, vil det betyde, at vi ikke længere sætter dagsordenen – og i stedet bliver sat uden for den. Andre lande og regioner – fra Canada til Japan til Kina – er allerede i gang med at implementere ESG-krav, der på flere områder ligner EU’s – blandt andet fordi vi har vist vejen og ledt an på den grønne dagsorden.

Hvis vi bakker ud nu, overlader vi det regulatoriske og dermed også strategiske lederskab til andre.

Vi skal regulere klogt og konsekvent – ikke blindt og forhastet. Geopolitisk krise eller ej, så står Europa fortsat over for en global konkurrence, hvor høje standarder og stabilitet også fremover vil være afgørende for at tiltrække investeringer. 

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at fjerne unødig bureaukrati, men vi må ikke forveksle det med at underminere hele vores bæredygtighedsstrategi.

Vi har brug for et stærkere fælleseuropæisk forsvar, vi har udfordringer med adgang til kapital, en fragmenteret tilgang til industriel støtte og for mange interne barrierer i det indre marked, der forhindrer skala. Det er dér, vores fokus skal være.

ESG-reglerne er ikke problemet, der spænder ben for europæisk konkurrenceevne. Problemet er den konstante slingrekurs, der får virksomheder og investorer – ja sågar regeringer - til at tøve og tabe terræn.