
Jeg kommer fra Danmark, men som barn boede jeg i over fire år i Norge.
Jeg tillærte mig sproget, fejrede 17. maj, som var det også min nationaldag, og de barske sæsoner og de fine fællesskaber og foreningsliv har formet min barndom og tidlige ungdom.
Om lidt er der stortingsvalg i Norge, og efter at have fulgt med i den tv-transmitterede partilederdebat fra Arendalsugen sidder jeg tilbage i chok.
For debatten i Norge befinder sig i det, der udefra set fremstår som et surrealistisk ekkokammer, hvor ingen taler om, at Norge driver klimakrisen fremad som Europas absolut største olie- og gasproducent.
Det vidner om en national, kollektiv fortrængning af det norske ansvar i klimakrisen. For det er en kendsgerning, at vi står i en buldrende, menneskeskabt klimakrise, der truer med at trække tæppet væk under hele civilisationen, hvis vi ikke udfaser fossile brændsler.
I Norges undergrund ligger der en tikkende bombe af olie og gas, som norske politikere gerne vil grave op, og som de norske journalister ikke stiller kritiske spørgsmål til i de største tv-transmitterede debatprogrammer.
Som medborgere i andre lande kan vi ikke bare se stille til, at norske politikere og statsministerkandidater ikke taler om olie- og gasproduktionens påvirkning på vores fælles klima, og det burde de norske journalister heller ikke.
Hvad jeg så i norsk fjernsyn under Arendalsugen var forstemmende. Det var en debat, hvor flere partier ukritisk fik lov til at definere deres børns fremtidige velvære, som om den var betinget af, om der findes topskat eller ej, men ikke blev adspurgt til klimakrisens påvirkning på de selvsamme børns velvære.
Oplys seerne om klimavidenskaben, dæk Norges rolle i klimakrisen, og afkræv politikerne svar.
Caroline Bessermann
Moderatorerne, Frederik Solvang og Ingerid Stedvold koblede hverken Norges olie- og gasproduktion til det mere ekstreme vejr, fremtidig vand- og fødevareusikkerhed eller de klimaflygtningestrømme, som fossile brændsler forårsager.
Partilederne talte om at bruge det større råderum fra oliepengene uden at blive udfordret på, at råderummet kommer fra en fossil produktion, der står bag 75 procent af klimakrisen.
NRK havde gjort klima til en del af “hurtigrunden” sammen med spørgsmål om, hvorvidt der skal være en aldersgrænse for TikTok, eller om stortingsmedlemmerne skal have mindre sygeorlov.
De norske journalister lader politikerne gå fri for kritiske spørgsmål om, hvordan deres politik matcher op med klimavidenskaben og en verden i klimakrise.
Statsministeren, Jonas Gahr Støre, skal ikke svare på, at hans regerings udstedelse af over 200 nye olie- og gaslicenser i den nuværende regeringsperiode er i direkte modstrid med ledende energieksperter i Det Internationale Energiagenturs vurdering af, at alle nye olie- og gasfelter forbryder sig mod Parisaftalen, som Norge har underskrevet.
Erna Solberg undgår samme spørgsmål om de 344 nye licenser, hendes regering udstedte fra 2016-2020.
Sylvia Listhaug skal ikke svare på, hvordan hun vil håndtere de mere ekstreme konsekvenser af klimakrisen, nu hvor hun nægter at udfase produktionen af norsk olie.
Og ingen partileder, der ønsker fortsat udvidelse af den norske olie- og gasproduktion, bliver udfordret på, at det går imod vores største globale klimaaftaler, som vi er afhængige af, at alle lande overholder, hvis vi skal holde temperaturstigningen på et bare nogenlunde håndterbart niveau.
Således bliver ingen partileder afkrævet svar på, hvordan de vil omstille og udfase Norges massive olie- og gasproduktion, selvom det er en helt bunden opgave for at løse klimakrisen.
Vi skal ikke være hellige i Danmark. Vi kender alt for godt til, hvordan politiske debatter ties ihjel grundet en stærk lobby.
Så godt som alle andre lande har accepteret, at der kommer en tid efter olie og gas.
Caroline Bessermann
I Danmark har emnet blot været landbruget, der står for en tredjedel af Danmarks udledninger, hvor det med magtfulde interesseorganisationer har været så godt som umuligt at få en saglig diskussion om landbrugets udledninger og omstillingsplaner i årtier.
Men til sidste folketingsvalg i 2022 besluttede flere store medier sig for at sætte landbrugets udledninger på dagsordenen, oplyse seerne om de klimamæssige faktuelle forhold i landbruget og faktatjekke politikernes påstande.
Sådan formåede det danske valg at have en saglig debat om Danmarks største klimaudfordring.
Den norske debat bliver nødt til at følge med klimakrisens realitet. Ledende klimaforskere vurderer, at vi har godt og vel fem år til at kunne ændre kursen, verden er på vej mod, med en global gennemsnitlig temperaturstigning på tre grader.
Det er én valgcyklus, og dermed er den journalistiske integritet og videnskabelige forankring i den norske valgdækning fuldstændig afgørende netop nu.
Så godt som alle andre lande har accepteret, at der kommer en tid efter olie og gas.
Norske medier skal forholde politikerne til klimavidenskaben og udfordre dem på den norske olie og gas' fremtid, omstilling og udfasning.
Oplys seerne om klimavidenskaben, dæk Norges rolle i klimakrisen, og afkræv politikerne svar på, hvordan Norges fossilproduktion skal udfases.
Det er på tide, at det norske fossile ekkokammer bliver brudt.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer




















