Debat

Climaider: Regeringens klimaregnskab er gement snyd

Det er demotiverende for mig som borger at træffe det klimavenlige valg, hvis jeg ikke føler at regeringen selv fejer for egen dør, skriver Oliver Whimster Martinsen.

En mærkningsordning fra statens side i stil med Ø-mærket ville være en enorm hjælp, skriver&nbsp;Oliver Whimster Martinsen.<br>
En mærkningsordning fra statens side i stil med Ø-mærket ville være en enorm hjælp, skriver Oliver Whimster Martinsen.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Oliver Whimster Martinsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I regeringens “Køreplan for et grønt Danmark” står der, at “Det klimavenlige valg skal være det lette valg”, og den formulering vil jeg gerne rose.

For mig at se er klima nemlig meget som rygning. Konsekvenserne af vores handlinger er for langt ude i fremtiden til, at vi kan selvregulere. Vi vil gerne det klimavenlige valg, ligesom mange rygere gerne vil stoppe. Men vi har brug for hjælp - ikke gennem motivationskampagner, men ved at gøre det skadelige valg sværere og alternativet lettere.

Temadebat

Klimavenlige valg i hverdagen

I en ny temadebat spørger Altinget Energi & Klima: Hvilke initiativer er vigtigst, hvis regeringen vil anspore den almindelige forbruger til at tage flere klimavenlige valg i hverdagen?

Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten? Skriv til [email protected]

Så hvordan gør vi det? Hvis vi kigger i værktøjskassen, er der ét greb der særligt står ud såvel for rygning som for klima. Afgifter. Gør det grønne billigt og det sorte dyrt, så er valget allerede mange gange lettere.

Derfor sparer det mig også en del spalteplads, at regeringen ved den nye grønne skattereform endelig har foreslået en CO2-afgift. Ret skal være ret og det er et stort skridt, som de skal have stor ros for.

Med det sagt er afgiften åbenlyst ikke ambitiøs nok og bør efter min mening som minimum sættes op til at overholde klimarådets anbefalinger om en dobbelt så høj afgift samt gøres ensartet, uden undtagelser.

Stop særbehandlingen af store udledere 

Der skal nemlig mere til, og som minimum kunne regeringen derudover stoppe den positive særbehandling af de største udledere.

Jeg synes, det klinger hult, når vi kalder os et “grønt foregangsland”, men som det eneste af vores nabolande har fjernet afgifterne på flyrejser. Det er allerede fem gange billigere for mig at flyve til Paris end at tage toget.

Ved at fritage de mest udledende spillere som flybranchen, Aalborg Portland, Nordic Sugar, Arla, landbruget med flere for afgifter gøres det klimavenlige valg sværere, ikke lettere.

Det er meget sjældent at opleve en situation hvor økonomer og klimaforskere faktisk er enige, så når det både er bedre for klimaet og billigere for Danmark at give Aalborg Portland samme afgifter som alle andre, er det svært at se meget andet end Mette Frederiksens tilhørsforhold til Aalborg stå i vejen for det rigtige valg.

Mærkningsordning må ikke skævvrides

Næst efter afgifter mener jeg, at det bedste vi kan er at forsyne borgerne med den viden, der skal til for at træffe det klimavenlige valg. Der er mange stedet man kunne sætte ind, men her vil jeg gøre to nedslag:

Hvis den undgår at falde i kløerne på blandt andet landbrugets massive lobbyisme og eksekveres troværdigt og pædagogisk kan det være en stor hjælp

Oliver Whimster Martinsen
Stifter, Climaider

Står jeg i supermarkedet og vil vælge det mest klimavenlige produkt, får jeg reelt ingen hjælp til at fastslå, om der gemmer sig skidt eller kanel bag en given vares brune genbrugspapir-emballage.

Derfor er det et stort skridt at regeringen endelig har fundet plads til den mærkningsordning, som ellers blev udeladt i sidste finanslov. Hvis den undgår at falde i kløerne på blandt andet landbrugets massive lobbyisme og eksekveres troværdigt og pædagogisk kan det være en stor hjælp.

Omvendt risikerer vi et tilbageskridt hvis den skævvrides. Jeg vil derfor hellere glæde mig, når vi står med en velfungerende mærkningsordning i hånden, end nu hvor vi har en luftig ordning på taget.

Revidering af mærkningsordning om grøn strøm

Ligeledes trænger mærkningen af strøm til en revidering. I det nuværende system kan min strømudbyder fuldt lovligt påstå over for mig, at jeg bruger “grøn strøm” en mørk og vindstille decemberaften, hvor vindmøllerne står stille og kulkraftværkerne brager afsted. At lulle den almindelige forbruger ind i en falsk illusion om 100 procent grøn strøm hjælper dem ikke til at tage klimahandling.

Heldigvis findes et alternativt system, som Energinet selv har udviklet, og som jeg vil opfordre regeringen til at få implementeret. I forbindelse med regeringens udspil om øget vind- og solkraft kunne man jo så passende også indføre en smule transparens med andelen af grøn strøm i nettet. Indtil da kan man gratis følge strømmens CO2-udledning i “fremtidens strøm”-udfordringen i Climaider-appen.

Vildledende klimaregnskab

Sidst, men ikke mindst, synes jeg, regeringen skulle hanke lidt op i sig selv og sætte et eksempel for resten af landet.

Regeringen bør se i øjnene, at de på trods af vage bortforklaringer reelt bruger klimaskovfonden til at greenwashe virksomheders CO2-aftryk for at financiere deres egen grønne omstilling.

Når regeringen tilbyder at sælge CO2-enheder som klimakompensation til virksomheder, men samtidig bruger selvsamme CO2-enheder i deres eget klimaregnskab, så er det efter min mening vildledende og i bund og grund gement snyd.

Oliver Whimster Martinsen
Stifter, Climaider

Når regeringen tilbyder at sælge CO2-enheder som klimakompensation til virksomheder, men samtidig bruger selvsamme CO2-enheder i deres eget klimaregnskab, så er det efter min mening vildledende og i bund og grund gement snyd.

Vage undskyldninger om, at det teknisk set ikke er ulovligt at tælle samme enhed to gange, er simpelthen ikke nok i disse tider.

Det er demotiverende for mig som borger at træffe det klimavenlige valg, hvis jeg ikke føler, at regeringen selv fejer for egen dør.

Opgaven er absolut ikke nem. Men regeringen har allerede udvist viljen og evnen til at gennemføre store, modige beslutninger, både i forbindelse med corona og krig i Europa.

Det er mit håb, at regeringen vil benytte det momentum, den har til også at indføre større, modigere tiltag på klimaområdet, så hele landet ikke næste år skal se klimarådet dumpe regeringen igen, igen, for åben skærm.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Oliver Whimster Martinsen

Direktør og grundlægger, Climaider

0:000:00