Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Jarl Krausing

Concito: Danmark spiller en hovedrolle i EU’s modsvar til Trumps klimasabotage

Interessant bliver det, hvad EU kan mande sig op til, og i hvor høj grad Kina kaster sig ind i et globalt klimalederskab i det vakuum, som USA efterlader, skriver Jarl Krausing.
Interessant bliver det, hvad EU kan mande sig op til, og i hvor høj grad Kina kaster sig ind i et globalt klimalederskab i det vakuum, som USA efterlader, skriver Jarl Krausing.Foto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix
6. februar 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tryk vil avle modtryk i svaret på Trump-regimets sabotage mod multilateralisme og klimakampen, både nationalt og internationalt.

Og reaktionerne vil forventeligt være overvejende proportionelle på begge niveauer.

Det ser vi allerede på nationalt niveau i reaktionerne fra America Is All In og U.S. Climate Alliance, som tilsammen samler omkring 25 stater og tusinder af byer, virksomheder og investorer, dækkende omkring 60 procent af USA's BNP.

Herfra lyder det allerede nu, at man forpligter sig til – uden om den føderale regering – at opfylde Biden-regeringens klimamålsætning om en 61-66 procents reduktion af drivhusgasudledninger inden 2035.

Læs også

Og Michael Bloomberg har sammen med andre rigmænd allerede lovet at opfylde USA's støtte til FN’s klimakonvention.

Senest har staten New York – verdens 10. største økonomi – vedtaget lovgivning, som pålægger energiselskaberne at betale erstatninger for klimaskader påført i perioden 2000-2018 på et niveau omkring tre milliarder dollars årligt i 25 år.

Der samler sig i disse dage en kraftfuld koalition på tværs af det amerikanske samfund som svar på Trumps tiltag, der ikke skal undervurderes.

Globalt klimalederskab i vakuum

På internationalt niveau vil det samme ske over de kommende uger og måneder – vi vil se en samling af landekoalitioner og lancering af initiativer, hvor USA ikke kan obstruere ambitioner og tiltag.

Men der skal i særdeleshed ageres anderledes på globalt niveau med udgangspunkt i et forenet grønt EU.

Jarl Krausing
Vicedirektør og international chef, Concito

Interessant bliver det, hvad EU kan mande sig op til, og i hvor høj grad Kina kaster sig ind i et globalt klimalederskab i det vakuum, som USA efterlader – eventuelt i et delt lederskab med EU, som tidligere forsøgt under Trumps første rædselsperiode.

Dog er den store joker, hvorvidt USA vælger – som i sidste Trump-periode – at forholde sig relativt passivt i den globale klimaindsats, eller om Trump-regimet i denne omgang er bedre forberedt og vil obstruere den globale klimaindsats sammen med vennerne i Golfstaterne, blandt andet i regi af G7, G20, FN og Verdensbanken.

Dét er en reel risiko, og specifikt for sikring af et helt nødvendigt succesfuldt resultat på COP 30 til november, hvor nye nationale klimaambitioner skal findes.

Et sandt angreb kan være på vej

USA har stort set altid været helt afgørende for globale klimaaftaler og har med sin økonomiske vægt været afgørende for kanalisering af udviklings- og klimafinansiering til det globale syd, om end ikke nok.

Men nu har Trump formuleret åben krig mod klimakampen i sin tiltrædelsestale og udtrykt hensigt om at pumpe hver eneste dråbe olie og gas op af undergrunden.

På første dag i embedet annonceredes USA's udmelding fra Parisaftalen og nedlukning af ny offshore vind på føderalt område. Også danske grønne interesser i milliardklassen er på spil i USA.

Herefter annonceredes den 24. januar et totalt stop for stort set al amerikansk udviklingshjælp gennem USAID på omkring 40 milliarder dollars. Så blev medlemskab af WHO droppet, og flere andre FN-organisationer kan vente det samme.

Læs også

Udover den øjeblikkelige krise, det vil – og har – forårsaget for millioner af de fattigste mennesker på jorden, og det noget nær kaos, som er skabt i den multilaterale udviklings- og klimaindsats, er det allermest forskrækkende, at det synes til punkt og prikke at følge de anvisninger, som er beskrevet i den konservative tænketank Heritage Foundations 'Project 2025 – Mandate for Leadership – The Conservative Promise', der har været mange år undervejs, og som bør være pligtlæsning for danske udenrigspolitiske aktører.

Heraf fremgår, hvilke yderligere tiltag vi eventuelt kan forvente fra Trumps side i relation til klimaindsatsen: for eksempel nedlæggelse af alle vedvarende energi- og energieffektivitets-, samt elbilsrelaterede politikker og programmer, fuld fart på fossil energiproduktion og eksport til allierede lande, som skal presses til at købe amerikansk fossil energi, samt udmelding – og hold nu fast – af NATO, OECD, Verdensbanken og IMF.

Et sandt angreb på multilateralisme, international ret, menneskerettigheder og klimafinansiering kan være på vej.

Senest ser vi nu lancering af en fuldskala handelskrig mod Canada, Mexico og Kina, og mon ikke EU-landene står for skud.

Det giver absolut ingen mening – også de amerikanske forbrugere bliver ramt hårdt.

Sammenbrud i USA eller den internationale klimakamp

Når alt det er sagt, så står det klart, at lederskaber i USA's delstater, stensikre retssager mod Trump-tiltagene, almindelige markedslogikker og stærke erhvervsinteresser vil kunne forsinke eller forhindre nogle af de ødelæggende tiltag, som flyder fra Trump-bandens hånd.

Det må under alle omstændigheder ikke få lov til at ske, og det klimaoplyste modtryk vil skulle mobiliseres øjeblikkeligt.

Jarl Krausing
Vicedirektør og international chef, Concito

Og der er ingen tvivl om, at den netop lancerede handelskrig vil kunne aflede enorme økonomiske omkostninger for også det amerikanske folk og erhvervsliv på et niveau, der sandsynligvis vil anspore en bred revolte mod hans politik inden for det næste års tid.

Det store spørgsmål er derfor: Hvad mon kommer først – sammenbruddet i opbakningen til USA's hjemlige MAGA-politik, eller en i Trump-optik succesfuld underminering af den globale og multilaterale klimaindsats?

Og bliver resultatet mon ikke en kombination af begge?

Det må under alle omstændigheder ikke få lov til at ske, og det klimaoplyste modtryk vil skulle mobiliseres øjeblikkeligt på trods af de øvrige geopolitiske udfordringer, verden står overfor, herunder stormagtskonkurrencen med Kina og Indien, tillidsbruddet med det globale syd, og den delvist beklagelige dereguleringsbølge, vi ser på det grønne område i EU.

EU's modsvar med dansk lederskab

Mantraet "When they go low, we go high" må være retningspilen for den danske regering og EU's modsvar.

Danmark spiller her en hovedrolle som det indkommende EU-formandskab efter sommerferien og op mod COP 30.

EU's 'Competitiveness Compass' angiver allerede et solidt grønt udgangspunkt for EU's globale konkurrencepolitik og en fastholdelse af et ambitiøst reduktionsmål i 2040.

Men der skal i særdeleshed ageres anderledes på globalt niveau med udgangspunkt i et forenet grønt EU.

Den bundne opgave for dansk lederskab er derfor soleklart at animere EU til.

Læs også

At samles omkring en ambitiøs grøn industri- og konkurrencepolitik og i fastholdelsen af en ambitiøs global klima- og udviklingsindsats gennem EU og FN.

At opbygge koalitioner af lande og aktører uden om USA i opbakning til en ambitiøs global klima-, menneskerettigheds- og bæredygtig udviklingsdagsorden, herunder med sigte på stærke resultater på COP 30 og i andre multilaterale fora i de kommende år.

At opbygge klima- og udviklingsfinansielle innovative instrumenter uden om vetoret-muligheder for USA eller andre obstruerende lande i den globale klimaindsats.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026