Concito: Forhandlinger om EU's klimamål bliver en gyser, og alle øjne hviler på Danmark

Formandskabet er på bolden

Vi bor på det kontinent, hvor temperaturerne stiger allerhurtigst på kloden. Vejr- og klimarelaterede ekstremer har medført skader for over 1.200 milliarder kroner i Europa bare mellem 2021 og 2023.

En af Danmarks vigtigste opgaver er derfor at få klimaet tilbage på den politiske dagsorden i Europa. Heldigvis er det danske formandskab på bolden.

Men det er to minutter i lukketid, at Danmark har fået den store opgave. EU skal egentlig melde sit næste klimamål ind til FN senest her i slut-september forud for klimatopmødet COP30, der finder sted i den brasilianske del af Amazonas i november.

Det er desto mere frustrerende, når det mest sandsynlige scenarie stadig er, at EU lander på et ambitiøst 90 procent-mål for 2040.

Jens Mattias Clausen
EU-chef, Concito

Med den tysk-franske blokade af seneste rådsmøde står det imidlertid klart, at det ikke kommer til at ske.

I stedet fik det danske formandskab opbakning til en hensigtserklæring, der betyder, at EU kan møde op til FN’s generalforsamling og trods alt skitsere et muligt europæisk bidrag og love højt og helligt, at man arbejder hårdt på at få lukket aftalen inden COP30.

Selvom man med hensigtserklæringen undgår den totale ydmygelse ved at møde op helt tomhændede, så er den eneste gangbare valuta altså formelle og ambitiøse klimamål.

Sætte Europa på rette kurs

Det nye klimamål for 2040 er således vigtigt af flere årsager. Dels fordi det skal sætte Europa på rette kurs mod et klimaneutralt samfund senest i 2050, og jo tidligere der er klarhed over vejen derhen, jo lettere og billigere vil det være for erhvervslivet at forberede sig og foretage de rette investeringsbeslutninger.

Dels fordi klimamålet vil sætte rammerne for EU’s økonomiske og geopolitiske strategi i de kommende årtier og styrke den europæiske konkurrenceevne, sikkerhed og uafhængighed.

Men det her handler netop ikke kun om Europas egen omstilling. Lige nu gemmer flere af de største CO2-udledere i det globale syd sig bag EU’s manglende udmelding, herunder Kina og Indien, hvor det er en kærkommen undskyldning for lave ambitioner.

Det er desto mere frustrerende, når det mest sandsynlige scenarie stadig er, at EU lander på et ambitiøst 90 procent-mål for 2040.

Hvis man skal maksimere klimaeffekten af det mål, skal det også bruges aktivt og offensivt til at presse de andre store lande. Det kræver, at man har det med i bagagen til topmødet i Brasilien.

Et større puslespil

Det står allerede nu klart, at lande som Ungarn og Slovakiet givetvis kommer til at stemme imod.

Men det danske arbejde med at lande et kompromis er blevet markant sværere end håbet, fordi også normale grønne allierede som Frankrig har smidt den ene urimelige presbold efter den anden, presset af en kaotisk indenrigssituation med det yderste højre i fremmarch.

De danske forhandlere er derfor i gang med et større puslespil, hvis der skal sikres et kvalificeret flertal, og hvor mange af dem, der skal overbevises, har deres egne idiosynkratiske krav til den politiske pakke, der nogle gange handler mere om, hvad der kan sælges som en sejr i den hjemlige andedam end om det faktiske indhold.

Det risikerer at åbne en Pandoras æske af problemer.

Jens Mattias Clausen
EU-chef, Concito

Den svære politiske situation tilsiger desværre, at der ikke kommer en aftale uden indrømmelser. Eksempelvis lægger EU-Kommissionen op til, at der kan bruges internationale klimakreditter til at leve op til 2040-målet.

Det betyder i praksis, at EU kan betale lande – for eksempel i det globale syd - for retten til at tælle nogle af deres CO2-reduktioner med i det europæiske regnskab.

Det risikerer at åbne en Pandoras æske af problemer. Tidligere erfaringer med internationale klimakreditter har sat gevaldige spørgsmålstegn ved klimaeffekten og har samtidig vist en overhængende fare for, at EU underminerer sin egen klimapolitik, hvis der pludselig strømmer millioner af kreditter ind i Europa.

Derfor er det afgørende at få hegnet det så meget ind som muligt. Djævlen ligger som altid i detaljen, og her spiller formandskabet en utrolig vigtig rolle.

Tungen på vægtskålen

Selvom vi stadig kun er i starten af klimagyseren, har vi efterhånden et overblik over helte- og skurkegalleriet og de overordnede tråde i handlingen er formentlig også nogenlunde til at gennemskue.

Men hvad sker der, hvis stats- og regeringscheferne pludselig insisterer på ikke bare at diskutere, men også beslutte, hvad der skal ske med 2040-målet?

Det kræver enstemmighed, og så skal Viktor Orban og Giorgia Meloni også med. Hvad vil det betyde for de politiske indrømmelser, der skal findes?

Selv hvis man når helskindet forbi den del af plottet, kan man så regne med, at Frankrig og Tyskland ender på den gode side, når der endelig skal stemmes om det danske kompromis?

Eller vil Emmanuel Macron i et plot twist af de helt store være tungen på vægtskålen og blokere for EU’s bidrag til den globale klimakamp og dermed banke en pæl i den store klimaaftale fra Paris, der fejrer tiårsjubilæum i år?

Det bliver en gyser, og alle øjne hviler på Danmark.