Bliv abonnent
Annonce
Debat

Concito: Kommunal klimahandling sker ikke i et vakuum. Derfor skal du stemme grønt

Vi håber, at vælgerne vil tage klima med til valgmøder og i stemmeboksen 18. november, skriver Christian Ibsen og Tue Damsø.
Vi håber, at vælgerne vil tage klima med til valgmøder og i stemmeboksen 18. november, skriver Christian Ibsen og Tue Damsø.Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
12. november 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når danskerne går til stemmeurnerne 18. november og beslutter, hvem der skal regere i landets kommuner og regioner, bør de tage klimaet med ind i stemmeboksen.

Mere end nogensinde er der brug for at kræve ambitiøst grønt lederskab af de kandidater, vælgerne sætter kryds ved.

At stemme grønt er og bliver en af de vigtigste handlinger, man kan gøre for klimaet.

Det er ikke afgørende, om din kandidat er rød eller blå, men at de udviser reelt grønt lederskab, for det er grøn politik, der kan skabe grundlæggende forandring.

Læs også

Klimaet kræver mere af os

Det er formentlig gået under radaren for mange, men når det kommer til kommunal klimahandling, er Danmark et globalt foregangsland.

Siden 2019 har de danske kommuner løftet deres klimaarbejde til den højeste internationale standard, og næsten alle har nu klimahandlingsplaner, der er certificeret af det internationale bynetværk C40.

Det kræver politisk mod og vilje. Den gode nyhed er, at det også er det, vælgerne efterspørger.

Christian Ibsen og Tue Damsø
Hhv. direktør og seniorkonsulent, Concito

Det er utrolig imponerende og unikt i en global sammenhæng. Det grønne lederskab bør kommunerne høste ros og anerkendelse for.

Klimaet kræver dog mere af os. Vi er både globalt og i Danmark langt fra at leve op til Parisaftalen og bremse den globale opvarmning. Desværre. Det fremgår blandt andet af den nye State of Climate Action 2025.

Ikke en eneste af de 45 indikatorer, de opstiller for global klimahandling, er på vej til at opfylde Parisaftalen.

Selvom størstedelen bevæger sig i den rigtige retning, beskrives tempo og skala i klimaomstillingen som helt utilstrækkelig.

Hvis vi skal løse problemet, kræver det en vedholdende og ambitiøs indsats. Det kræver, at flotte ord omsættes til handling, at vi fortsætter med at skabe opbakning til de mange rigtige, men også svære omstillinger, vi skal igennem.

Grønne krav til staten

Concito har netop lanceret et udspil til kommunalvalget, hvor vi sætter fokus på fem af de omstillinger, som er relevante for kommunerne at fokusere på: at vi skal være fælles om fremtidens grønne energi, blive klar til et vildere vejr, købe grønt ind til gavn for klimaet, skabe rammerne for en sund og grøn mobilitet og for det gode liv på mindre plads.

Fælles for disse områder er, at kommunerne har en nøglerolle i at gennemføre omstillingen, og at vi som vælgere bør forvente, at vores repræsentanter i landets byråd og kommunalbestyrelser tager den opgave på sig.

Det kræver politisk mod og vilje. Den gode nyhed er, at det også er det, vælgerne efterspørger.

Flere undersøgelser viser, at klimaforandringer stadig er på top tre over de problemer, danskerne bekymrer sig mest om.

Læs også

Det fremgår eksempelvis af en undersøgelse fra partnerorganisationen Gate21, mens en anden undersøgelse fra Region Syddanmark har kortlagt, at næsten tre fjerdedele mener, at politikerne bør gøre mere for at håndtere klimaudfordringen.

Samtidig bør både lokale beslutningstagere og vælgerne afkræve klare rammer fra regeringen for den lokale klimaindsats.

Kommunal klimahandling sker ikke i et vakuum – det sker inden for de rammer, særligt staten skaber. Hvis de rammer er uklare, eller der er en utilstrækkelig koordination i klimaindsatsen, hæmmer det fremdriften i den lokale omstilling.

Fælles kommunalt signal til regeringen

Så når vi afkræver ambitiøs klimahandling fra vores lokale kandidater, bør en af de ting, vi efterspørger, være et fælles kommunalt signal til regeringen om et stærkere samarbejde.

Det kan sætte en klar retning og accelerere den lokale implementering af klimapolitik. Staten kan også være med til at fjerne nogle af de barrierer, kommunerne oplever for lokal handling.

De erfaringer kunne kommuner og stat overføre til den øvrige klimaindsats og skabe rammerne for en styrket, fælles omstilling.

Christian Ibsen og Tue Damsø
Hhv. direktør og seniorkonsulent, Concito

Et sådant samarbejde har de i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med.

Men vi kan også i vores egen andedam finde eksempler på det gode samarbejde, der er behov for. Vi kan se mod den grønne trepartsaftale, hvor tydelige rammer har skabt en hidtil uset mobilisering af lokale aktører mod et fælles mål.

Det sker vel at mærke på en måde, hvor staten aktivt læner sig ind og bidrager til at skabe resultater og fjerne barrierer.

De erfaringer kunne kommuner og stat overføre til den øvrige klimaindsats og skabe rammerne for en styrket, fælles omstilling.

Vi håber, at vælgerne vil tage klima med til valgmøder og i stemmeboksen 18. november.

På den måde kan vi få sammensat klimaambitiøse byråd med et klart mandat om at fortsætte og styrke det ambitiøse klimalederskab.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026