Connie Hedegaard: Gid valget markerer det endelige farvel til borgerligt fodslæberi på klimaområdet

Det var ikke mange timer efter, at den konservative ledelse i Børssalen havde fejret valgnederlaget med hujen og klapsalver, som var der tale om en større triumf, at Rasmus Jarlov erkendte, at måske en medvirkende årsag til V og K’s historisk dårlige valg var, at blå blok ikke havde haft gode nok svar på klimakrisen. 

Så sandt, så sandt. 

Så selv om den jarlovske erkendelse nok også skulle bruges til at få os til at glemme hans eget medansvar for det konservative forslag om helt at droppe topskatten - er det overhovedet muligt at forestille sig en mere tonedøv timing for sådan et forslag end efteråret 2022, hvor mange kæmper med konsekvenserne af både stigende energipriser og inflation?! - så er erkendelsen om den manglende konkrete klimapolitik både rigtig og vigtig.

Interessant nok gav en voxpop i lokalavisen Villabyerne, i Jarlovs egen valgkreds (Gentoftekredsen), en klar pejling:

Vælger efter vælger nævnte klima og miljø som det udslagsgivende for, hvor de havde sat deres kryds.

Om det så var Venstres tidligere MF’er Eyvind Vesselbo fortalte han til avisen, at han havde “stemt for børnebørnene”, hvilket, måtte man forstå, ikke var faldet ud til hverken V eller K’s fordel.

Der er altså for mange af de borgerlige politikere, der er for tynde, når det gælder viden om klimaudfordringen

Connie Hedegaard

Måske det er i koblingen af Jarlovs løfter om 26.530 kr. i skattelettelse til hver Gentofteborger på den ene side og, på den anden, den fraværende konkrete klimapolitik, at man skal finde forklaringen på, at Jarlov mistede halvdelen af sine personlige stemmer?

Det er faktisk svært at forstå, hvorfor de borgerlige partier ikke går stærkere i brechen for konkret klimapolitik.

Det er selvfølgelig glædeligt, at Liberal Alliance i den forgangne periode endelig forstod, at klimaudfordringen er så alvorlig, at intet seriøst parti kan klare sig uden en klimapolitik.

Dansk Folkeparti fandt også ud af, på den hårde måde, at det mildest talt ikke gav pote at tale om “klimatosser”, og i den nu overståede valgkamp gav Jakob Ellemann klar opbakning til en kommende CO2 afgift på landbruget uden at blive desavoueret alt for højlydt af baglandet.

Men der er altså for mange af de borgerlige politikere, der er for tynde, når det gælder viden om klimaudfordringen.

Det bør i dag være almen viden for beslutningstagere på linje med økonomisk politik, og det er ikke nok med uforpligtende paroler á la “Vi skal passe godt på naturen”. Ja, det skal vi da. Men hvad vil det sige? Hvad skal der ske? Hvad vil det enkelte parti rent faktisk foreslå, gøre, gå med til…?

Den valgperiode, der nu er taget hul på, bliver helt afgørende for, om vi i Danmark rent faktisk når de mål, partierne meget bredt er blevet enige om, og svære afvejninger og prioriteringer trænger sig på: 

• Hvordan kan vi, for eksempel, speede tilladelser til vind og sol op - uden at sætte den demokratiske legitimitet over styr?
• Hvordan får vi lavet en model for energiøerne, så vi rent faktisk får dem etableret, så hurtigt som planer og mål tilsiger. Hvis ikke forligspartierne meget hurtigt enes om nogle markante greb, vil det ikke lykkes. Spørg folk tæt på processen! Det er fint at sige “offentligt/private partnerskaber” men konkret hvordan, og hvem skal gøre hvad?
• Hvad med at få lavet en national strategi for energieffektivitet. Det haster, før vi næste vinter risikerer at mangle energi. Findes der noget mere borgerligt og konservativt end at udvise rettidig omhu i forhold til knappe ressourcer. Udover et prissignal er en appel til den enkeltes ansvar vel også ærke borgerligt.
• Hvem tør i det hele taget begynde at tale om adfærd? Ikke fordi man skal regulere danskernes adfærd ned i mindste detalje, men det betyder noget, hvordan vi i det offentlige rum taler om udfordringerne, for vi kan ikke bare fortsætte business as usual. Der skal forandringer til. Også i vores måde at forbruge på. For eksempel skal vi tænke mere i cirkulær økonomi. Det burde også være en oplagt borgerlig dagsorden, blandt andet fordi den kan fremme innovation og nye forretningsmodeller.
• Konsekvente offentlige grønne  indkøb - altså KOM nu!
• Og hvad med kompetencerne? Vi har ikke den arbejdskraft, der skal til. Det kræver målrettet efter- og videreuddannelse og attraktive uddannelser, hvor bæredygtighed er integreret.
• Mon ikke også der er behov for at genbesøge transport-infrastrukturaftalen, som blev indgået lige før Ruslands angreb på Ukraine? Når vi ikke har hænder nok til at udlægge fjernvarme og installere varmepumper, skal der vel prioriteres? 
• Mere statslig planlægning af areal-anvendelsen er også nødvendig, fordi der bliver kamp om arealerne. Konservative har normalt forsvaret en stærk planlov. Hvorfor er der tavshed på så vigtigt et punkt, der definerer, om vi stadig har et smukt og velordnet land?

Listen er endnu længere.

I betragtning af at klimapolitik er både sikkerhedspolitik, industri- og innovationspoltik, økonomisk politik og i sidste ende altså også, som vælgerne i Villabyerne så klart gav udtryk for, et spørgsmål om kontrakten mellem generationer, så må valget 2022 markere det endelige farvel til det borgerlige fodslæberi på klimaområdet.