Professor og Ingeniør: Danmark må tage ansvar for hele sit klimaaftryk – også det, vi skaber i udlandet

Dækker de blinde vinkler

Økonomernes centrale argument imod et forbrugsbaseret mål er, at det vil stjæle fokus fra de territoriale mål. Det er et besynderligt argument.

Det er ikke et opgør med de territoriale mål, men et nødvendigt supplement, hvis vi reelt vil mindske de globale udledninger.

Bo Weidema og Oskar Lasse Lilleøre
Hhv. professor og miljøingeniør

Vi forventer, at politikerne håndterer både klima, økonomi, sundhed og sikkerhed – så hvorfor skulle det politiske system ikke kunne håndtere to klimamål samtidigt?

Et forbrugsbaseret klimaaftryk dækker de store blinde vinkler i det territoriale CO2-aftryk: Det territoriale aftryk tager kun højde for udledninger i Danmark.

Dermed vil udflytning af forurenende produktion på papiret vise reduktioner, mens der i et globalt perspektiv ikke er noget vundet på den konto.

En sammenligning af Energistyrelsens territoriale og forbrugsbaserede emissioner viser, at reduktionen er dobbelt så stor i de territoriale emissioner sammenlignet med de forbrugsbaserede emissioner.

Det betyder, at regeringens nuværende målsætning bliver holdt op mod et system, som ikke har taget højde for, at halvdelen af Danmarks CO2-reduktioner kan forklares ved, at produktion blot er flyttet til udlandet.

Et nødvendigt supplement

De to økonomer argumenterer desuden med, at det territoriale mål for Danmark skulle give mest mulig CO2-reduktion for mindst mulig samfundsmæssig omkostning.

Men det gælder kun inden for Danmarks grænser. Det giver ikke den mindst mulige omkostning for det globale samfund. For at opnå økonomisk effektivitet på globalt plan, skal vi bruge pengene dér, hvor de gør mest klimanytte.

Et forbrugsbaseret mål vil netop fremme den globale effektivitet. Det ville skabe incitament til at vælge varer med lavt klimaaftryk – uanset hvor i verden de er produceret – og sætte ind mod det mest CO2-tunge forbrug: oksekød, cement, flyrejser.

Det er ikke et opgør med de territoriale mål, men et nødvendigt supplement, hvis vi reelt vil mindske de globale udledninger.

De to økonomer antager, at Parisaftalen med sine territoriale mål i sig selv løser det globale koordinationsproblem. Det er en naiv antagelse.

FN's miljøorganisation, UNEP, har i deres Emissions Gap Report fra 2024 dokumenteret, at summen af alle verdens landes nationale klimamål ikke er nok til at bringe os i nærheden af 1,5-gradersmålet – og endnu mindre, hvis man kun medregner de enkelte landes faktiske vedtagne klimapolitik.

Paris-aftalen er ikke bindende. Verdens næststørste udleder, USA, har uden videre meldt sig ud. Derfor er lækage en realitet, vi er nødt til at forholde os til.

Brug for et pejlemærke

Et forbrugsbaseret klimamål er en måde at skabe rammerne for at forhindre lækage fra nationale klimatiltag. EU er gået forrest, først med ETS (Emission Trading Scheme) og senere med CBAM (Carbon Border Adjustment Mechanism), der reducerer udledninger mest samfundsøkonomisk inden for EU og forhindrer lækage til lande uden for EU.

Det er netop, hvad klimaloven forpligter os til. Den har et klart princip om, at vores nationale tiltag ikke må føre til øgede udledninger i udlandet.

Bo Weidema og Oskar Lasse Lilleøre
Hhv. professor og miljøingeniør

Men ETS og CBAM dækker kun visse sektorer. Landbruget, som udgør en stor del af udledningerne, er for eksempel helt uden for både ETS og CBAM.

Et foregangsland som Danmark burde være på forkant og lukke hullerne i EU-lovgivningen. Danmark har taget det første skridt med en beskeden landbrugsafgift i den grønne trepart.

Men uden en tilsvarende forbrugsreduktion risikerer vi blot at flytte vores landbrugsudledninger til udlandet.

Derfor bør vi reducere forbruget af de mest CO2-intensive landbrugsprodukter – oksekød, mælk, lam – for at mindske risikoen for lækage.

Det er netop, hvad klimaloven forpligter os til. Den har et klart princip om, at vores nationale tiltag ikke må føre til øgede udledninger i udlandet.

Det princip kan vi kun leve op til, hvis vi også måler og tager ansvar for Danmarks forbrugsbaserede aftryk. Heldigvis laver Energistyrelsen allerede beregningerne – metoden er ikke perfekt, men det er et sted at starte.

Så kære klimaminister: Lyt til Klimarådet. Lyt til Concito.

Det er ikke enten-eller – det er både-og. Vi har brug for et pejlemærke for Danmarks forbrugsbaserede udledninger, såvel som vi har brug for vores territoriale mål.

Et pejlemærke for de forbrugsbaserede udledninger vil styrke den politiske vilje til at regulere forbruget – og sikre, at vores klimaindsats faktisk gør en forskel for planeten.