Det er en sensation, at Jordskreds kandidater blev valgt ind. Bevægelsens næste kapitel bliver afgørende

Den danske klimabevægelse har i de senere år haft succes med at flytte den klimapolitiske dagsorden ind på Christiansborg. I dag siger næsten alle partier, at de går ind for en ambitiøs klimapoltik. Men alligevel ser vi meget begrænset handling.

Det er ikke, fordi politikerne er inkompetente eller ligeglade. Det handler snarere om, at de er en del af et politisk statsapparat, som ikke er indrettet til at løse problemer af denne karakter.

Staten er indrettet til at administrere det eksisterende samfund gennem træge lovgivningsprocesser, nationalstatslige hensyn og et økonomisk paradigme, der afhænger af fortsat vækst.

Grundlæggende samfundsforandringer er ikke statens naturlige element. Alligevel bliver vi ved med at sætte vores lid til, at den nok skal løse problemerne.

Grundlæggende samfundsforandringer er ikke statens naturlige element.

Mads Ejsing

Jordskreds næste kapitel bliver afgørende. For historien om nye græsrodsbevægelser, der vinder parlamentarisk indflydelse og derefter langsomt mister sin energi i mødet med systemet, er langt fra ny.

I begyndelsen af 2010’erne opstod der i Grækenland en af de mest lovende protestbevægelser i nyere europæisk historie.

På landets offentlige pladser samledes titusindvis af mennesker over flere måneder for at protestere mod den nedskæringspolitik, der havde ramt landet i kølvandet på finanskrisen.

Ud af protesterne voksede bevægelsespartiet Syriza, som i 2015 vandt regeringsmagten på et løfte om at gøre op med EU’s nedskæringspolitik. Resten af historien er kendt.

Den nyudpegede premierminister Alexis Tsipras endte med at indgå en nedskæringsaftale med EU, der var hårdere end den, som den græske befolkning netop havde afvist ved en folkeafstemning.

Al den politiske energi, som bevægelsen gennem flere år havde opbygget uden for systemet, forsvandt i det øjeblik, den trådte indenfor.

Erfaringerne fra Grækenland er ikke et argument imod at forsøge at påvirke staten. Men det er alligevel en påmindelse om ikke at glemme alt det, der ligger uden for, fordi det ofte er der, hvor betingelserne for politisk forandring skabes.

I Danmark har venstrefløjens politiske projekt længe været at forsvare og udvide staten: sikre adgangen til sundhed og uddannelse, beskytte arbejdstagerrettigheder og omfordele rigdom. Den strategi har skabt mange politiske sejre. Men den har også indsnævret vores politiske forestillingsevne.

Vi er vant til at tænke samfundsforandring som noget, der kommer oppefra og indefra – fra Christiansborg.

Forestillingen, om at man kan skabe samfundsforandring ved at opbygge fællesskaber og politiske alternativer uden for staten, betragtes ofte som naiv eller ligefrem farlig.

Spørgsmålet er, om det ikke er mindst lige så farligt at sætte al sin lid til staten i en stadigt mere usikker verden?

Mads Ejsing

Men spørgsmålet er, om det ikke er mindst lige så farligt at sætte al sin lid til staten i en stadigt mere usikker verden?

De igangværende økologiske kriser er nemlig ikke et problem, der blot kan løses med den rette lovgivning. Konsekvenserne kommer til at ramme os – også her i verden – som en gradvis nedbrydning af mange af de systemer, vi lige nu afhænger af.

Tænk bare på, hvor hurtigt eksisterende forsikringsordninger kollapser i kølvandet på naturkatastrofer.

Alt peger i øjeblikket på, at vi går en mere ustabil og katastrofefyldt fremtid i møde. I takt med at de økologiske kriser eskalerer, vil staten i stigende grad være ude af stand til at garantere den tryghed, vi har været vant til at forvente af den. Hvor kigger vi hen, når det sker?

Her er det måske værd at lade sig inspirere af en langvarig anarkistisk tradition inden for politisk tænkning, som tager udgangspunkt i horisontal organisering og demokratisk selvforvaltning.

I alt fra arbejderrådene under Pariserkommunen i 1871 til de græske pladsbevægelser til Zohran Mamdanis borgmesterkampagne i New York findes en rig erfaring med organisering fra neden.

Det er en tradition, vi i Danmark lader til at have glemt. Vi er et af de lande i verden med størst tillid til staten. Det er ikke uden grund. Velfærdsstaten har givet os mange privilegier. Men tilliden til staten har også gjort os dårlige til at forestille os, hvad vi gør, når den ikke længere leverer.

Jordskreds nyvalgte folketingspolitikere kan blive vigtige stemmer i Folketinget. Men deres opgave bliver ikke kun at vedtage ny klimapolitik.

Den bliver også at holde fast i det bevægelsesarbejde og den politiske organisering, som har bragt dem ind på Christiansborg, og bruge det som platform til at inspirere flere borgere til at tage del i klimabevægelsen.

Det er ikke nødvendigvis nogen nem opgave. Som lektor på CBS Emil Husted viser i sin bog, der bygger på feltarbejde blandt politikerne på Christiansborg, så har systemet en tendens til at slide de politiske visioner ned selv hos de mest engagerede folkevalgte.

Løsningen er ikke at fravælge det parlamentariske arbejde. Vi skal arbejde for at skabe forandring langs alle fronter på én gang. Men der er et særligt behov lige nu med den fremtid, som vi ser ind i, for at øve os i at bygge solidariske politiske fællesskaber uden for og uafhængigt af staten.

For de økologiske kriser venter ikke på, at staten finder svarene. Og når først de systemer, vi i dag tager for givet, for alvor begynder at svigte, så er spørgsmålet ikke længere, om vi stemte på det rigtige parti.

Så er det, om vi har øvet os i at tage vare på hinanden og sammen finde kollektive løsninger, når staten ikke længere gør det for os.