De rigeste forurener mest. Det skal vi tale om, hvis vi vil løse klimakrisen

Én af grundene til, at ulighed ikke har fyldt særligt meget i dansk klimapolitik, er, at de fleste danskere slet ikke er klar over, hvor stor uligheden er.

Sidste år var Kristian Steensen Nielsen, der er adjunkt ved CBS, med til at udgive en forskningsartikel der viste at danskerne systematisk undervurderer uligheden mellem de rigeste og fattigste danskeres klimaaftryk. En trend som i øvrigt gør sig gældende på tværs af andre lande som Indien, Nigeria og USA.

Det sker i en periode, hvor den økonomiske ulighed i Danmark er steget væsentligt.

Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viste, at de rigeste ti procent har haft en langt større indkomstfremgang end resten af befolkningen de senere år. Hvilket fik Rune Møller Stahl, der forsker i politisk økonomi, til at skrive på LinkedIn, at de dage, hvor vi kunne kalde os verdensmestre i lighed, er ved at være ovre.

Der er brug for et opgør med vores selvforståelse og en ny samtale om ulighed i Danmark.

Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet

Der er derfor brug for et opgør med vores selvforståelse og en ny samtale om ulighed i Danmark. Også når det kommer til danskernes klimaaftryk.

En anden grund til, at man ikke har talt særligt meget om ulighed i dansk klimapolitik er, at der indtil nu har været ensidigt fokus på det, man kalder 'territoriale' eller 'produktionsbaserede' udledninger. Det vil sige de udledninger, som finder sted inden for et lands grænser.

Problemet er bare, at i et velstående land som Danmark kommer den største del af vores klimabelastning ikke fra udledningerne her i landet, men fra de udledninger, som vores forbrug og levevis er årsag til andre steder.

Når du eksempelvis bestiller en ny computer på nettet, indgår udledningerne ikke i det danske klimaregnskab, men i det land, hvor den er produceret.

Det giver god mening fra et globalt regnskabsperspektiv, hvor man vil sikre, at udledninger kun medregnes én gang – og her har man så valgt, at det skal være i det land, hvor udledningen finder sted.

Men ønsker man at sige noget om, hvor bæredygtigt vi lever her i Danmark, er man nødt til også at inkludere de udledninger, som stammer fra vores forbrug.

Derfor har Klimarådet, der rådgiver regeringen i klimapolitiske spørgsmål, også for nylig været ude og foreslå, at der sættes reduktionsmål for de forbrugsbaserede udledninger.

Sidste år vedtog København Kommune som den første kommune et klimamål for 2035, der indeholder en 50 procent-reduktion af de forbrugsbaserede udledninger.

Det vil sige alle de udledninger, som københavnernes forbrug er årsag til – også selvom udledningen finder sted uden for kommunen og landets grænser.

Det er en ambitiøs målsætning, som kommer til at kræve nogle svære politiske beslutninger og en grundlæggende omlægning af den måde, som man i dag bor, spiser og transporterer sig rundt på i hovedstaden.

Hvis Københavns Kommune ønsker at realisere sine klimamålsætninger, gør man klogt i at målrette sin indsats.

Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen, som for alvor ved, hvordan man skal nå i mål.

Men én ting er sikkert: Spørgsmålet om ulighed bliver afgørende. For ser man på fordelingen af de forbrugsbaserede udledninger, er mønsteret tydeligt. Desto større velstand, desto større udledninger.

Så hvis Københavns Kommune ønsker at realisere sine klimamålsætninger, gør man klogt i at målrette sin indsats og starte dér, hvor udledningerne er størst, nemlig blandt de mest velhavende.

Hvor efterlader det os? Det efterlader os dér, hvor der ikke er nogen vej uden om, at vi skal reducere vores forbrug her til lands.

Vi kommer allesammen til at ændre måden, vi lever på. Men nogen skal ændre mere end andre, nemlig dem med de højeste aftryk.

Og dét er vigtigt. For hvordan vil man ellers overbevise almindelige danskere om, at de skal ændre deres hverdag og forbrugsvaner, hvis de ikke samtidig oplever, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs?

Men samtalen om forbrugsbaserede udledninger rejser også nogle helt grundlæggende spørgsmål om klimapolitikkens fremtid: For hvordan ser et samfund, der ikke afhænger af fortsat økonomisk vækst, egentligt ud? Og kan vi stadig leve gode og meningsfulde liv i en fremtid med et væsentligt lavere forbrug?

Det korte svar er: Ja, det kan vi.

Den gode nyhed er, at de fleste borgere sagtens kan se meningen med det. Det vil jeg fortælle mere om i min næste artikel, der skal handle om borgerinddragelse og demokrati i den grønne omstilling.