Den optimistiske fortælling om grøn vækst er for alvor ved at komme til kort

Danske politikere omtaler ofte den grønne omstilling som en win-win, hvor langsigtede grønne investeringer både er gode for klimaet og med til at skabe danske arbejdspladser og økonomisk vækst.

Klimapolitikken må ikke koste noget. Den skal være en vindersag for alle.

Læser man for eksempel Klimaloven fra 2020, der ellers ofte beskrives som et klimapolitisk nybrud, står der i første paragraf, at indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske ”så omkostningseffektivt som muligt” og under hensyn til dansk ”konkurrencekraft”, således dansk erhvervsliv ”udvikles og ikke afvikles”.

Det klimapolitiske landskab i Danmark ser anderledes ud i dag, end det gjorde for bare få år siden.

Mads Ejsing
Ph.d. og forsker i demokrati og klimapolitik, KU

Lige siden begyndelsen af 1990’erne har dansk klimapolitik været præget af en idé om ’økologisk modernisering’, som tilsiger, at ambitiøs klimahandling og fortsat økonomisk vækst både kan og skal gå hånd-i-hånd.

Men dansk klimapolitik er i disse år på vej ind i en ny fase, hvor den optimistiske fortælling om økologisk modernisering og grøn vækst for alvor er ved at komme til kort.

Det er tydeligt, når man kigger på udrulningen af nye VE-projekter, som i stigende grad møder lokal modstand fra borgere, der ikke oplever at være tilstrækkeligt inddraget i processen og har svært ved at se værdien af den grønne omstilling for dem og deres lokalsamfund.

Man ser det også i forhandlingerne om Den Grønne Trepart, hvor det er mere og mere tydeligt, at der ikke er nogen realistisk vej til at opnå 70-procent-målsætningen i 2030 uden et politisk opgør med en dansk landbrugssektor, som stadig nyder uforholdsvis stor samfundsmæssig magt og indflydelse.

Man ser det ligeledes, når samtalen falder på udledninger fra vores forbrug, hvor Danmark fortsat er ét af de lande i verden, der er mindst bæredygtige. Selvom vi har alt at vinde på at omlægge vores forbrugsvaner og leve på en mere bæredygtig måde, så kan sådanne pludselige forandringer i hverdagen nemt opleves som et tab.

Det klimapolitiske landskab i Danmark ser derfor anderledes ud i dag, end det gjorde for bare få år siden.

Før handlede det primært om grøn energiproduktion og opstilling af nye vindmøller, men nu er det i stigende grad klart, at løsningerne på klimakrisen kommer til at kræve nogle gennemgribende omlægninger af vores eksisterende samfund.

Og at sådanne forandringer vil møde politisk modstand.

Derfor er det også bekymrende for fremtidens klimapolitik, at der stadig er mange danske politikere og offentlige kommentatorer, som befinder sig i den gamle verden og fortsat tror, at klimapolitikken kan sælges til danskerne som en ren win-win.

Det lover ikke godt for den klimapolitiske dagsorden til kommunalvalget i efteråret.

Vi er nødt til at insistere på en ny offentlig samtale om dansk klimapolitik, som tager udgangspunkt i, at den grønne omstilling ikke bare er ét stort bygge- og udviklingsprojekt

Mads Ejsing
Ph.d. og forsker i demokrati og klimapolitik, KU

Her står nemlig allerede stærke klimaskeptiske kræfter klar i kulissen, som i den grad har opdaget, at den grønne omstilling ikke nødvendigvis opleves og føles som en vindersag for almindelige borgere.

Politikere som Inger Støjberg har med andre ord forstået, at nutidens klimapolitik ikke længere blot er et spørgsmål om statslig styret industri- og energipolitik, men også handler om fairness og legitimitet, om social retfærdighed og demokratisk tillid.

Så hvordan kan vi lære at navigere i det nye klimapolitiske landskab? Hvad skal der til, hvis vi ønsker at forfølge en ambitiøs og retfærdig klimapolitik på den lange bane?

Jeg tror for det første, at vi er nødt til at insistere på en ny offentlig samtale om dansk klimapolitik, som tager udgangspunkt i, at den grønne omstilling ikke bare er ét stort bygge- og udviklingsprojekt, men at klimaspørgsmålet også er blevet en moralsk og politisk kampplads.

Hvorvidt vi vil det eller ej, er der nemlig ikke nogen vej uden om, at de kommende års klimapolitik i Danmark kommer til at kræve nogle store og vanskelige politiske kampe, som blandt andet handler om at gøre op med idéen om økologisk modernisering og fortsat økonomisk vækst, om at skabe nye former for demokratisk inddragelse, og om at genetablere vores forhold til naturen.

Over de kommende måneder vil jeg her i Altinget komme med mine bud på, hvordan vi som samfund kan begynde det arbejde.