Det Økologiske Råd: Flyt fokus fra Gretas fletninger og over på hendes budskaber

Af Lars Køhler
Klimapolitisk rådgiver, Det Økologiske Råd

Frustrerede granvoksne mænd og kvinder er den seneste tid nærmest piblet ud af selv de mindste sprækker i den offentlige debat. Fulde af dybe furer i panden og bebrejdende ord i spandevis.

Den passionerede og vrede 16-årige klimaaktivist fra Sverige Greta Thunberg har fået folk til tasterne i en grad, der næsten kan få en til at spekulere over, om det er pigen eller den klimakrise, som hun kæmper så hårdt for at skabe handling på, der egentligt er menneskehedens store problem.

Hun er efter sin seneste tale under UN Climate Action Summit blevet kaldt "hysterisk", "for meget", "falsk", "påtaget" og forleden i Altinget for "en syndflodens Johannes Døberen".

Og hun er blevet angrebet for sine diagnoser, sit udseende, sin accent, fakta og "frygtskabende" retorik. Vrede, anklagende debatindlæg har næsten være mere mangfoldige i mediebilledet end myg på en dansk sommerdag. 

Jeg forstår godt, hvad det kommer af. Det er jo i bund og grund ikke raketvidenskab. Jeg mener, at man ikke går, som Greta Thunberg har gjort, op imod verdens mest magtfulde mennesker og op imod en global status quo uden at få en modreaktion. Man truer ikke balancen, rutinen og vanen, uden at man bliver genstand for voldsom modstand og foragt.

Vores børn bliver bange, ja, men det gør de altså, fordi vi voksne stadig ikke viser dem, at vi tager det her problem alvorligt.

Lars Køhler
Klimapolitisk rådgiver, Det Økologiske Råd

Og man stiller sig ikke op foran UN General Assembly – i en evigt forbundet verden, hvor alt rammer alle på en gang – og for rullende kameraer hvæser, at "I har stjålet mine drømme og min barndom", uden at selv folk i lille Danmark føler sig anklaget og truffet. Det hele giver mening.

Vi har som verdenssamfund svigtet
Greta Thunberg og de klimastrejkende børn og unges store gennemslagskraft kommer af, at de taler lige ind i en længe opsparet samfundsmæssig dårlig samvittighed og en galoperende global kognitiv dissonans.

For har man lyttet bare det mindste til klimavidenskaben de seneste 30 år, ved man godt, at vi som verdenssamfund har svigtet.

Vi har vidst, hvor slemt det stod til, og hvor meget handling hastede, siden IPCC fremlagde sin 'First Assessment Report' tilbage i 1990, og alligevel er både udledninger og temperaturer på globalt plan blot steget støt siden.

Vi har vidst det hele, men helt enkelt ikke gjort det, som ifølge videnskaben var nødvendigt. Vi har ikke lyttet, og vi har ikke handlet.

Hverken på strukturelt plan eller på det personlige plan. Selvfølgelig er der folk, som har taget ansvar og har handlet, men overordnet set er det den skinbarlige sandhed. Derfor var Greta Thunbergs fakta og hendes vrede i den grad på sin plads.

Der er fokus på form og fletninger frem for forandringer
Vi flyver mere end nogensinde før, selvom vi godt ved, at det er som at tage af vores børns børneopsparing. Vi spiser kød som aldrig før, selvom vi godt ved, hvor stor en positiv forandring det ville gøre at omlægge til en plantebaseret kost.

Vi forbruger som aldrig før, smider ud og køber nyt, selvom vi godt ved, at klodens ressourcemæssige balance ikke kan holde til det. Og vi har bestemt ikke valgt de politikere, der havde modet til at tage fat, hvor det var svært og gøre det nødvendige, selvom vi godt vidste, hvor radikale ændringer der skulle til.

Vi har svigtet vores børn. Og ikke før vi tør indrømme det og derved lægge snakken om, hvad vi ikke har gjort, bag os, kan vi begynde at fokusere på det, som vi nu skal gøre.

Jeg er overbevist om, at vi står i en brydningstid. Der sker noget for tiden. En folkelig bevægelse og bevidsthed, som vi ikke har set før. Det virker på mig, som om folk endelig har fået nok af vores magthaveres dybe svigt – som Greta Thunberg også italesatte i sin tale – og nu rejser sig op.

Og jeg tror, at det, som vi ser af modstand mod Greta Thunberg, denne indædte fokus på form og fletninger fremfor indhold, blot er instinktive reaktioner fra folk, der kan se forandringen komme, men endnu ikke er klar til konsekvenserne.

Og jeg tror, at denne vrede er udtryk for den instinktivt frygtstyrede reaktion, der rammer os alle, når vi står foran radikale omvæltninger, som vi ikke kan overskue.