Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian Egander Skov: Klimareligionen giver ingen reelle muligheder for frelse

KOMMENTAR: Klimakampen er en religion uden reelle muligheder for frelse og med rige muligheder for fortabelse. Det er ikke himmel og helvede eller engle og dæmoner, men blot helvede og dæmoner. Afgrund så langt øjet rækker, skriver Christian Egander Skov.

Greta Thunberg er profeten, der byder os at vende om. Eller måske en syndflodens Johannes Døberen, der lover os fortabelse, skriver Christian Egander Skov.
Greta Thunberg er profeten, der byder os at vende om. Eller måske en syndflodens Johannes Døberen, der lover os fortabelse, skriver Christian Egander Skov.Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis man er så uheldig at bo i en af de områder, hvor aktivistgruppen Extinction Rebellion har forstyrret trafikken, er det nok gået op for en, at klimaspørgsmålet kalder de dybe passioner frem.

Det gælder ikke kun blandt aktivistgruppernes privilegerede og underbeskæftigede overklasseløg, men også blandt almindelige mennesker.

Jeg talte op til valget med en person i mit lokalområde, der lidt ud af det blå gjorde mig opmærksom på, at det da vist var lidt bekymrende med det klima.

Ja, for en skypumpe havde væltet to biler ved sygehuset i Aabenraa, og det havde fået vedkommende til at drage den konklusion, at vi da vist alligevel måtte tænke lidt over, hvad vi gjorde ved vores klode.

Fakta
Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Dette var i al sin oprigtighed en art lavkirkelig udgave af den officielle klimakults naturreligion.

Den tegner billedet af en verden præget af en art kosmisk balance, som vi mennesker har forrykket, hvorfor vi nu må betale prisen i form af væltede biler og oversvømmede kælderrum.

Religion har gennem historien fået mennesker til at gøre både store og forfærdelige ting.

Christian Egander Skov
Redaktør og historiker

Det er verden, som en nidkær Gud, der kræver opmærksomhed, straffer misdædere med ulykker ved at lade havene stige.

Klimaspørgsmålet taler til en religiøs sans i mennesket, der ikke har fået for mange muligheder til at få udløsning i de seneste mange år.

Den allestedsnærværende Greta Thunberg har fået gennemslagskraft – ikke som en nøgtern analytiker af klimaproblemets omfang og de midler, hvormed vi politisk kan adressere det, men netop som en sandsigerske.

Hun er en Sibylle, der – omgivet af giftige dampe lader hånt om alle sociale konventioner og med en vrede, der kun kan hentes fra urdybet selv – udtaler sin dom over det bestående samfund.

Thunbergs dom er netop ikke en vurdering af dette eller hint politiske tiltag, men blot en konstatering af, at vi – alle – har fejlet.

Hun er profeten, der byder os at vende om. Eller måske en syndflodens Johannes Døberen, der ikke kan love os andet end fortabelse og ikke baner vejen for andet end urdybets dronning, uhyret Tiamat.

Det virker, for mennesket er et religiøst væsen – også selvom vi har lært at skamme os over vores religiøsitet.

Dette skal ikke tages som en affejning af klimaproblemet. Det kan være, at det religiøse sprog ud fra en rent funktionel betragtning er det, der skal til for at vække os af vores slummer.

Religion har gennem historien fået mennesker til at gøre både store og forfærdelige ting.

Uden religion – ingen katedraler. Uden religion – ingen jihad. Uanset om nu klimaaktivisternes kampagner i sidste ende henter deres næring fra menneskets religiøse forhåndskodning, kan de godt have ret.

Nogle gange er der faktisk grund til at "vende om", som det 19. århundredes missionærer ville have sagt.

Hvis man er ved at drikke eller hore sig selv til en tidlig død, kunne det godt være, at man skulle tænke sig om en ekstra gang, og hvis det er en jakobsstige, som man har brug for til at genrejse sig selv, er det sådan det er.

Mennesket har brug for vertikaler.

Læs også

Og ja, hvis vi som samfund er ved at forbruge os ihjel – kollektivt horer og drikker os til en tidlig død – så kan det sagtens være, at vi skulle tænke os om.

Og det kan være, at det, der skal til, netop er, at nogen hamrer en vertikal ind i vores flade tilværelse.

Det er så ærgerligt, at klimareligionens vertikal ikke er en stige, men en afgrund, altså dette dyb, der vil opsluge os alle, hvis vi ikke besinder os.

Det er en religion uden reelle muligheder for frelse, men rige muligheder for fortabelse. Det er ikke himmel og helvede, engle og dæmoner, men blot helvede og dæmoner. Afgrund så langt øjet rækker.

Måske er det i virkeligheden her, at problemet ligger. Det er ikke det, at klimadagsordenen er religiøs, men måden, den er religiøs på.

Hvad sker der ved mennesker – og vi taler ikke længere om enkeltpersoner og "klimatosser", men vores samfund i det hele taget – hvis vi gribes af en religiøsitet, der ikke har andet at byde os end mismod, undergangsangst og masser af skam, kødskam, flyskam, bilskam, men endnu ikke tøjskam?

Skaber sådan en religiøsitet, der er designet til at kule mennesker ned i jorden og få dem til at forkaste alt, hvis de skal undgå fortabelse, mennesker af en sådan karakter, at de kan gå ind i klimadagsordenen på en måde, der ikke blot giver moralsk, men også politisk mening?

Kan dette skammenneske forventes at afbalancere hensyn, sondre mellem mål og midler og handle ansvarsfuldt i nogen meningsfuld forstand?

Kan det menneske overhovedet være ansvarlig, hvis udgangspunktet er hadet til det samfund, som mennesket skal styre igennem krisen?

Ja, kan det menneske, der lever livet forvredet i angst, virkelig forventes at tage det på sig at skabe morgendagens samfund?

Jeg tør i den grad tvivle. Det tør de ikke – og der er problemet.

-----

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00