Enhedslisten: Regeringen affejer Klimarådets kritik med deres egne mavefornemmelser

"Danmarkshistorie", "en nyskabelse i dansk politik" og "det vil være meget svært for et fremtidigt flertal i Folketinget ikke at lytte til Klimarådet". Det var ikke højstemte udtalelser, der manglede fra daværende klimaminister Dan Jørgensen (S), da Danmark fik en af verdens mest ambitiøse klimalove for mere end tre år siden.

Siden da er klimalovens store potentiale forblevet delvist uforløst. På tværs af det politiske spektrum roste partiledere det nye 2030-mål og det demokratiske nybrud, loven indstiftede: Handlepligten.

Den pligt, der indtræder, hvis (eller rettere når) Klimarådet i deres årlige statusrapport vurderer, at vejen til at nå klimamålene ikke er anskueliggjort. Og tvinger regeringen til at fremlægge flere klimatiltag.

Dette kan næppe siges at være et tænkt tilfælde – konklusionen i tre ud af tre af Klimarådets rapporter har været, at vi ikke er tilstrækkeligt på vej mod målet. I år er det særligt grelt, da vi nærmer os det første delmål. Derfor er handlepligten et afgørende redskab. Der er bare ét problem.

Vigtige dele af klimaloven er sat ud af funktion

For handlepligten skal ultimativt aktiveres af Folketinget, som kan bruge den til at tvinge regeringen til at handle nu. Ifølge Klimaministeriets hjemmeside er handlepligten i loven med til at sikre, at den siddende klimaminister ”konstant holdes til ilden og ikke kan slække på indsatsen”.

Det er bare ikke meget værd, når regeringen også har flertal i Folketinget. For med den første flertalsregering Danmark har haft i næsten 30 år, er en af de absolut vigtigste dele af klimaloven de facto sat ud af funktion.

Den demokratiske mekanisme, som skal sikre, at Folketinget kan udøve kontrol med regeringen på baggrund af Klimarådets statusrapport, findes ikke længere. Det er flertalsregeringens virkelighed. Dermed har den folkeligt forankrede kontrol med regeringens klimaindsats fået endnu et afgørende slag.

Klimaloven har givet os de bedste forudsætninger for at leve op til Parisaftalen. Men det sker ikke, med mindre vi trykker hårdt på speederen

Mai Villadsen og Leila Stockmarr (EL)

Den folkelige forankring er afgørende for den grønne omstilling. Den forankring afhænger blandt andet af inddragelse af borgere og parlamentarisk kontrol.

Med afkoblingen af klimaindsatsens demokratiske brod bliver argumentet om folkelig forankring alt for nemt kuppet af kræfter, som sætter lighedstegn mellem folkelig forankring og folkelig modstand mod klimatiltag med det misforståede skræmmebillede om De Gule Veste i Frankrig.

Regeringen bør derfor komme i gang med den nødvendige mobilisering, inddragelse af borgere og styrke den sociale retfærdighed i indsatsen.

Da Klimarådet for nyligt kom med deres rapport, udtalte klimaministeren, at han "føler sig helt sikker på, at fordi vi vil gøre mere – kommer vi i mål". Og tilføjer, at det kan han "føle inde i hjertet", så det må man tage hans ord for. Har man læst Klimarådets rapport er den udtalelse mere end bizar.

Hvor er alvoren? Hvor er viljen til at lytte til videnskabens opråb? Hvor er den politiske ansvarstagen? Få dage efter bekræftede Venstres klimaordfører Linea Søgård-Lidell i et interview i Deadline regeringens store tiltro til egne optimistiske mavefornemmelse.

Søgård-Lidell bestred direkte Klimarådets kritik af regeringens tillid til umoden teknologi med endnu en besynderlig udtalelse, om at hun er mere optimistisk på teknologiens vegne end Klimarådet – og så er der jo ikke nogen grund til at skrue ned for den animalske produktion. Det er en farlig indstilling, som kan risikere hele den danske klimaindsats.

Dansk klimaindsats kan hænge i en tynd tråd

Ovenpå en så krads kritik og opråb fra regeringens eget rådgivende organ står vi altså tilbage med et folketing, der parlamentarisk risikerer at være handlingslammet, og regeringsrepræsentanter, som tillader sig at affeje Klimarådets kritik med deres egne optimistiske mavefornemmelser som modsvar.

Det sidste, vi har brug for, er en selverklæret implementeringsminister, som tøver med at implementere selv de lavest hængende frugter

Mai Villadsen og Leila Stockmarr (EL)

Det står samlet set i så skærende kontrast til det, vi har brug for: Nødvendige beslutninger, som kan sikre hurtige reduktioner og den nødvendige bæredygtig omstilling af vores samfund.

Det sidste, vi har brug for, er en selverklæret implementeringsminister, som tøver med at implementere selv de lavest hængende frugter: udtagning af landbrugsjord, justering af afgifter og udbygning af vedvarende energi.

Hvis regeringen ikke sadler om, bruger sit flertal til at sikre konkret klimahandling efter Klimarådets anbefalinger, hænger den danske klimaindsats i en meget tynd tråd.

For fire år siden opstod der efter enormt pres bred opbakning til behovet for en klimalov. Den blev hyldet bredt som vor tids grønne landvinding og internationalt, som opskriften på grøn succes. Og er stadig en, vi skal være stolte af. Men virkeligheden i dag viser, at flotte mål ikke er meget uden reel handling.

Klimaloven har givet os de bedste forudsætninger for at leve op til Parisaftalen. Men det sker ikke, med mindre vi trykker hårdt på speederen. Danmark kan i værste fald blive eksemplet på, hvordan man ikke skal gøre for at nå ambitiøse mål. Opskriften på uforløst potentiale, tabte grønne muligheder og fiasko.

Kære Lars Aagaard, kom nu ind i klimakampen. Du skal ikke føle – du skal handle.