FN's klimatopmøder fylder 50 - nu er det sidste udkald, hvis kloden skal have noget at fejre

For 50 år siden blev verdens første FN-møde om klima og miljø holdt i Stockholm. I dag har den globale dialog om løsninger på klima- og miljøproblemer derfor jubilæum. Men jeg tøver med fejringen.

For mens verdens lande i den 50 år gamle deklaration forpligter sig til at passe på vores jord, kan vi desværre konstatere, at realiteterne er nedslående: Kun ganske få af de gamle løfter er holdt. Klima og miljøkrisen har aldrig været mere alarmerende, og tiden er ved at løbe ud.

Tænk hvis verdens regeringer havde holdt deres aftaler fra Stockholm i 1972? I deklarationen står, at vi skal beskytte vores luft, vand, jord, flora og fauna, så både nuværende og fremtidige generationer kan nyde en bæredygtig udvikling. Selv om der er bygget en del vindmøller og solceller siden 1972, og selv om biler og maskiner er blevet mere effektive, er udviklingen foregået på en måde, der fortsat bidrager til øget forbrug af jordens ressourcer.

Jeg håber, at der denne gang bliver noget at fejre. At de deltagende lande anerkender, at det nu er sidste udkald, og at de derfor alle giver et løfte om at ændre praksis

Mattias Söderberg

Hvis de lande, der underskrev deklarationen i Stockholm i 1972, havde levet op til de fælles løfter, havde vi ikke haft den klima- og miljøkrise, som vi har i dag. Mennesker i verdens fattigste lande ville ikke stå med de voldsomme naturkatastrofer, som i dag truer dem og deres samfund. Og vores måde at leve på ville være anderledes, men ikke nødvendigvis hverken dårligere eller fattigere.

Hvad gik galt? Hvorfor har FN-beslutningerne ikke haft den ønskede effekt? Og hvad kunne vi have gjort for at sikre, at løfterne blev holdt?

Jeg er desillusioneret over løftebruddene. Men det til trods er jeg overbevist om, at FN-beslutninger er vejen frem. Hvis vi ikke havde FN, ville vi være nødt til at skabe det. Klima- og miljøproblemer er, ligesom mange andre globale kriser, kun mulige at håndtere, når vi samarbejder. Et land alene kan ikke løse disse kriser, og derfor er internationale forhandlinger og topmøder nødvendige.

Jeg tænker dog, at kommende aftaler skal være langt mere konkrete - og bindende. Jeg har været med ved alt for mange FN-møder, som er endt i udvandende tekster, fulde af uafklarede spørgsmål og uden de afgørende forpligtelser, der kan lede til handling. Nøjagtig som det var tilfældet i Stockholm i 1972.

50-års jubilæet bliver i dag fejret med et nyt møde i Stockholm, hvor verdens lande igen mødes for at tale om klima og miljø. Og nu bør alle være vidende om, at det ikke længere er acceptabelt at skrive udvandede aftaler, som ikke får effekt.

Jeg håber, at der denne gang bliver noget at fejre. At de deltagende lande anerkender, at det nu er sidste udkald, og at de derfor alle giver et løfte om at ændre praksis, så FN-aftaler kun bliver underskrevet, hvis de også er bindende og sikrer handling. Så vil jeg også være med og fejre!