Historiker: Det kan Mette Frederiksen lære af Schlüters firkløver

På papiret en svag regering

Firkløverregeringen tiltrådte i september 1982 på en meget dyster baggrund. Arbejdsløsheden var på over en kvart million, og underskuddet på betalingsbalancen var tårnhøjt. Oliekriser, devalueringer og lønudviklingen havde presset den danske inflation op på over ti procent. Underskuddet på statsfinanserne var på 52 milliarder kroner ud af et budget på 211 milliarder kroner og forventedes at stige til 75 milliarder kroner i 1983.

Med andre ord skulle omkring 35 procent af det samlede budget lånefinansieres. Eller 15 procent af BNP. (Budgetloven af 2012 forbyder underskud over 0,5 procent af BNP, dog lempet til én procent i 2022). Det var ikke for ingenting, at udenlandske medier i ramme alvor omtalte muligheden af en dansk statsbankerot.

Stillet over for disse problemer og med tanke på, at der havde været afholdt folketingsvalg i december 1981, så Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretalsregering ikke anden mulighed end at træde tilbage uden at udskrive nyvalg.

Erfaringerne fra firkløverregeringen i 1980'erne er naturligvis ikke direkte overførlige til i dag.

Niels Wium Olesen
Historiker

I nært samarbejde med Venstre samlede Schlüters Konservative stafetten op og dannede firkløverregeringen.

Den bestod af Konservative, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, som ved regeringens dannelse i september 1982 leverede i alt 65 mandater. Fremskridtspartiet og Radikale accepterede regeringens dannelse, hvorved de med deres 16 og ni mandater på et hængende hår fik mandattallet op på 90.

Ordene "accepterede regeringens dannelse" er vigtige. De to partier havde ikke meldt sig som parlamentarisk grundlag, men blot sagt, at de ikke med det samme ville vælte regeringen i Folketinget.

Schlüter havde et godt og fortroligt forhold til Radikales politiske leder Niels Helveg Petersen. Anderledes var det med relationen til Fremskridtspartiet, der siden sin entré i Folketinget i 1973 under Mogens Glistrups ledelse havde vist sig som en uforudsigelig politisk aktør præget af intern splittelse og en parlamentarisk adfærd, der var rent ud kaotisk.

Firkløveret var med andre ord en på papiret meget svag mindretalsregering. De færreste, ikke engang Schlüter selv, forventede, at regeringen ville få et langt liv. Alligevel forblev Schlüter statsminister i ti år og fire måneder. Først i form af seks år med firkløveret, siden to år med en KVR-regering og dernæst to år med en KV-regering, indtil Tamilsagen væltede statsministeren.

Schlüter blev således den længst siddende statsminister siden besættelsen, og hans regeringer indstiftede mange af de dyder i den økonomiske politik, som ikke er til diskussion i dag, hvad enten landet ledes af en socialdemokratisk, en borgerlig eller "en regering med midten".

Schlüters generøse ledelsesstil

Lad os kigge på grundene til langtidsholdbarheden af datidens firkløver og dens evne til at skabe resultater, trods meget vanskelige parlamentariske betingelser og en elendig samfundsøkonomi. Måske er der inspiration at hente for den nyudnævnte firpartiregering.

Ganske vist var Konservative og Venstre omhyggelige med at tilrane sig de tungeste ministerposter. Centrum-Demokraterne havde ikke ambitionerne til at anfægte dette. De var blot glade for at være med. Kristeligt Folkeparti havde ikke styrken til andet end at acceptere.

Men da porteføljerne var fordelt, viste Schlüter sig som en meget generøs regeringsleder. Hvis ellers de økonomiske rammer blev overholdt, viste han tillid til, at ministrene selv kunne finde ud af deres egen butik. Og han forsikrede sine egne konservative ministre om, at hvis de kom klynkende og bad ham om hjælp i kompetencestridigheder med de øvrige ministre, så ville han holde med de andre.

Kendetegnende for firkløverregeringens virke var generøs ledelse af koalitionen med udstrakt hensyntagen og tillid til regeringspartnerne.

Niels Wium Olesen
Historiker

Det var firkløverregeringen, der indstiftede Koordinationsudvalget. Det blev drevet på lidt anden vis end i dag, for fagministre blev i specifikke sager indbudt til at forelægge deres sag for udvalget, men også at deltage i hele mødet, ikke kun under det pågældende dagsordenspunkt, hvor deres sag blev drøftet.

Det gav hele regeringsholdet dybere forståelse for den samlede regeringsstrategi og en stærkere kollegial ånd.

Firkløverregeringen fremhæves af mange af dens ministre som havende et ganske særligt kollegialt sammenhold. Men det gjaldt altså kun, indtil det ikke gjaldt længere.

Schlüter var ikke kun generøs i sin regeringsledelse, han kunne også være brutal. Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti fik sparket i 1988, da det var politisk opportunt i stedet at optage Radikale, da det kunne bringe en ende på de evige slagsmål om udenrigs- og sikkerhedspolitikken i form af de såkaldte fodnoter.

Ekstremt udsat position

Parlamentarisk levede regeringen sit første halvandet år ekstremt udsat. Radikale kunne den regne med, men ikke Fremskridtspartiet.

Gennem efteråret 1982 og hele 1983, hvor mange af regeringens mest kontroversielle økonomiske indgreb og velfærdsbesparelser blev vedtaget, foregik det uden forudgående aftaler ved regulære chickengames i folketingssalen, hvor Glistrup blev truet med valg.

Regeringen vandt spillet. Indtil Socialdemokratiet i december helt uhørt for et af de fire gamle, "ansvarlige" partier stemte nej til finansloven. Det blev kaldt "Schlüters julegave", for Konservative gik 16 mandater frem ved valget i 1984.

Efter valget havde regeringen flertal alene med Radikale og gennemførte en række vidtgående reformer, herunder en skattereform med Socialdemokratiet og søsætningen af arbejdsmarkedspensionerne. De næsten fire år 1984-1987 opfattes som firkløverregeringens glansperiode.

I kommunikationen med befolkningen evnede Schlüter en bred palette af stemninger fra det humoristisk og optimistiske, over det sagligt argumenterende til det formanende. Det sidste blev brugt til at styrke og kontinuerligt vedligeholde krisebevidstheden i befolkningen.

Turbulente tider

Genopretningspolitikken blev ikke uden berettigelse opfattet som fortrinsvis vendt mod visse af fagbevægelsens rettigheder: først suspension og siden afskaffelse af dyrtidsreguleringen, begrænsning af retten til supplerende dagpenge og indgreb i overenskomsterne.

Det førte til omfattende protester, demonstrationer og strejker. Voldsomst i påsken 1985, hvor mere end 500.000 strejkede og 250.000 demonstrerede på Christiansborg Slotsplads og i øvrigt forhindrede Folketinget i at møde.

Det kunne have skræmt andre regeringer, men firkløverregeringen og i særlig grad Schlüter læste meningsmålinger, der viste, at et stort flertal i befolkningen – som ikke stod på Slotspladsen – syntes regeringen klarede det godt. Altså også et stort antal lønmodtagere.

En kvart million på Slotspladsen så ud af meget, men noget flertal af befolkningen var det jo ikke. Og i øvrigt rakte Schlüter to år derefter hånden ud til fagbevægelsen til de trepartsforhandlinger, som førte til Fælleserklæringen i december 1987, der lagde grunden for arbejdsmarkedspensionerne.

Fremtiden må vise, om der skal hentes inspiration i Schlüters dristige parlamentariske adfærd.

Niels Wium Olesen
Historiker

Kendetegnende for firkløverregeringens virke var altså generøs ledelse af koalitionen med udstrakt hensyntagen og tillid til regeringspartnerne.

Firkløverregeringen var præget af dygtig læsning af de parlamentariske muligheder, men i høj grad også af risikovillighed før valget i 1984, hvor lovgivning blev afgjort direkte i folketingssalen. Herefter foregik det mere fredeligt, typisk alene med Radikale, lejlighedsvis, som for eksempel skattereformen i 1985, også sammen med Socialdemokratiet.

I kommunikationen med befolkningen blev der lagt vægt på at vedligeholde krisebevidstheden på det økonomiske område. Det blev udnyttet til hårde indgreb i arbejdsmarkedspolitikken og barske besparelser på velfærdsområdet. Med de opnåede resultater var der også råd og villighed til at række hånden ud til fagbevægelsen med de trepartsdrøftelser, der førte til arbejdsmarkedspensionsordningerne.

Væsentlig inspiration

Det danske samfund og dansk politik har forandret sig på så mange måder de sidste 40 år, så erfaringerne fra firkløverregeringen i 1980'erne er naturligvis ikke direkte overførlige til i dag. I øvrigt lykkedes mange ting heller ikke for Schlüter, blandt andet at få bugt med den dengang beskæmmende høje arbejdsløshed.

Man må sige, at den netop tiltrådte regering er kommet godt i gang med generøsiteten, som endda er udstrakt til det parlamentariske grundlag i Enhedslisten og Alternativet, der fik deres gyldne øjeblikke tirsdag formiddag, før regeringsgrundlaget blev offentliggjort.

Det vidner om vilje til at ville hinanden det godt. De fire partier synes også tilgodeset med mærkesager hver især, om end det måske nok er på bekostning af den røde tråd i regeringsgrundlaget og anvisning af finansiering af de dyre politiske forslag.

Fremtiden må vise, om der skal hentes inspiration i Schlüters dristige parlamentariske adfærd, hvor lovforslag under trussel om valg blev sat til afstemning uden forudgående aftaler. Man tror det næppe i 2026. De seneste årtier har lovforslag været klappet af, inden de nåede folketingssalen. Men dristighed kan blive nødvendig i kampen for et flertal med hjælp fra enten den borgerlige opposition eller Enhedslisten og/eller Alternativet.

At appellere til krisebevidsthed på det udenrigspolitiske felt rummer risikoen for beskyldninger om at ville skræmme befolkningen.

Niels Wium Olesen
Historiker

Så er der relationen til befolkningen og kommunikationen med den.

Mens krisebevidstheden i 1980'erne var knyttet til landets økonomiske problemer, synes den – i hvert fald lige nu i 2026 – ikke at være nødvendig at mobilisere på det økonomiske område. Men det kan måske blive nødvendigt, når prioriteringerne i regeringsgrundlaget skal udmøntes. Mere oplagt forekommer den måske på det udenrigspolitiske felt, men at appellere til krisebevidsthed på det område rummer jo risikoen for beskyldninger om at ville skræmme befolkningen.

Trods de betydelige forskelle på samfund og politisk liv i 1980'erne og i dag ligger den væsentligste inspiration i Schlüters firkløverregering mere overordnet nok i modet og viljen til at give sig i kast med meget store og fundamentale samfundsproblemer og forsøge at løse dem til bunds i det komplekse system, vi kalder dansk politik – og med de interessenter, der udgør det danske samfund.

Det lyder måske enkelt, men er det selvfølgelig ikke.