Debat

Ida Auken: Selvfølgelig er en million elbiler muligt

DEBAT: Ambitionen om en million elbiler er et ønskværdigt, men også absolut nødvendigt tiltag i kampen for klimaet. Og hvis vi skal i mål, skal vi handle nu, skriver miljøordfører Ida Auken (R).

Regeringens mål om en million elbiler i 2030 er ønskværdigt, skriver Ida Auken (R).
Regeringens mål om en million elbiler i 2030 er ønskværdigt, skriver Ida Auken (R).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jenny Emilie Bendix Becker
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ida Auken (R)
Miljøordfører og it-ordfører

Selvfølgelig kan vi nå en million elbiler i 2030. Ikke alene er det muligt, det er også ønskværdigt. Mindre luftforurening. Færre sundhedsudgifter. Bedre for klimaet.

Og det er faktisk også nødvendigt. Transporten skal reducere sin klimabelastning. Sammen med landbruget står den på hele 39 procent inden 2030. Det er meget svært at se, hvordan vi når det uden en masse elbiler på vejene. Muligt, ja. Ønskværdigt, ja. Men absolut også nødvendigt. Hvad venter vi egentlig på?

Teknologien er vores ven
Hvor nemt vi når en million elbiler, afhænger af to ting: politik og teknologi. Den politiske udvikling er vi selv herre over, men den teknologiske udvikling kan vi hverken styre eller forudsige.

Det store spørgsmål er altså, hvor mange elbiler som kommer helt af sig selv? I Danmark bliver der i runde tal solgt cirka 200.000 biler om året. Hvis man venter til 2025, skal alle biler efter 2025 altså være grønne. Derfor skal vi i gang nu.

Fakta
Bland dig gerne i debatten.
Skriv til [email protected]

Det anerkendte Bloomberg New Energy Finance anslår, at vi i 2030 når cirka 500.000 elbiler alene på grund af teknologiudviklingen. I så fald når vi let et mål på en million grønne biler (elbiler, plug-in-hybrid samt brintbiler).

Allerede i 2025 vil elbiler være på niveau med benzin- og dieselbiler ifølge Bloomberg og industrien selv. Derfor bør den politiske indsats fokusere på tiden før 2025, hvor vi skal skubbe markedet i gang.

Danmark er derimod det perfekte land for elbiler. Her er ingen bakker, og fra Helsingør til Tønder er der kun 350 kilometer. En afstand, som mange elbiler nu kan tilbagelægge helt uden opladning.

Ida Auken (R)
Miljøordfører

Politiske tiltag er nødvendige
Hvad kan vi så gøre politisk? Det er oplagt at smugkigge til Norge for inspiration.

Lektien fra Norge viser, at vi skal have en bedre bilbeskatning. Samtidig skal vi sende signaler til markedet om, at benzin- og dieselbiler er på vej ud, for eksempel ved fastsætte en dato for udfasning og gennem ren luft-zoner. Det er derfor positivt, at regeringen nu endelig har kopieret vores mål om en million elbiler og en slutdato for diesel og benzin.

Norge viser os, at afgifter er det vigtigste instrument. Folk vælger i høj grad med pengepungen. Men lad os ikke glemme, at også flere p-pladser til elbiler, flere ladestationer og ren luft-zoner også fremmer elbilens udbredelse.

I Norge udgjorde elbiler og plug-in hybrid hele 39 procent i 2017 – med nogle meget favorable vilkår. Tallene for september sneg sig op på 60 procent, hvoraf de 45 var ren el. Imponerende, især i et land, som har langt dårligere naturlige forhold for elbiler: lange afstande, koldere temperaturer og flere bakker.

Som skabt til el
Danmark er derimod det perfekte land for elbiler. Her er ingen bakker, og fra Helsingør til Tønder er der kun 350 kilometer. En afstand, som mange elbiler nu kan tilbagelægge helt uden opladning.

Så jo. En million elbiler i 2030 er absolut muligt. Men det relevante spørgsmål er, om vi også kan finde pengene til det? Som Norge viser, kommer elbilerne trillende – men de kører efter massive fordele.

Grønne biler og velfærd
Den bedste nyhed har jeg gemt til sidst: Det behøver ikke koste den danske stat noget. Hvis vi dropper den nuværende, tossede indretning af afgiftssystemet og i stedet baserer afgiften på, hvor meget en bil forurener, kan vi som samfund helt selv justere på indfasningen af elbiler. Uden at statskassen står og mangler penge til ældre, uddannelse eller andre miljøtiltag.

Indtil videre har regeringen insisteret på en løsning, der er dårligere for klimaet, luften og for statens pengepung. Måske får vi dem på bedre tanker denne gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ida Auken

MF (S), fhv. miljøminister (SF)
cand.theol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00