Klimaforandringer medfører ikke en afrikansk eksodus mod Europa

I forskningsprogrammet 'Governing Climate Mobility' har vi undersøgt sammenhænge mellem klimaforandringer og migration i Ghana og Etiopien.

Man skelner typisk mellem gradvise temperatur- og nedbørsændringer og pludselige vejrebegivenheder, som eksempelvis oversvømmelser. Begge dele kan lede til migration, både som en længerevarende tilpasningsstrategi eller som en kortvarig løsning.

Migration og klimaforandringer hænger sammen. Skal vi være bekymrede? Ja, det skal vi – for klimaforandringer, men ikke for klima-relateret migration mod Europa. Her er fire grunde. 

For det første, flytter de fleste mennesker, der er berørt af klimaforandringer, ikke særlig langt, men bliver i nærheden af deres (tidligere) bopæl. Tager de længere væk, er det typisk til større byer i landet.

Forestillingen om millioner af mennesker på vej mod Europa understøttes ikke af forskning.

Forestillingen om millioner af mennesker på vej mod Europa understøttes ikke af forskning.

Nauja Kleist
Seniorforsker, DIIS

Det gælder i øvrigt også arbejds- og konfliktrelateret migration, hvor langt de fleste afrikanske migranter befinder sig i nærområder og nabolande.

Klimarelateret mobilitet er altså ikke væsensforskellig fra andre typer migration i denne sammenhæng.  

For det andet, er det svært at identificere, hvis og hvornår gradvise klimaforandringer er den primære grund til migration. Det gælder især i områder, hvor der er lange traditioner for mobilitet i forbindelse med at finde arbejde eller uddannelse, som eksempelvis i Ghana og Vestafrika mere generelt.

Migration er nemlig typisk viklet ind i sociale, kulturelle, økonomiske og politiske forhold, som eksempelvis arbejdsforhold, ansvar for familiemedlemmer og personlige ambitioner.

Lad os tage tur en ud på landet i Vestafrika for at gøre det mere håndgribeligt. 

I det nordlige Ghana, den tørreste og fattigste del af landet, har gradvise klimaforandringer resulteret i stigende temperaturer og uforudsigeligt vejr, som gør det svært at planlægge, hvornår man skal så og høste, især for regn-afhængigt landbrug.

Ekstremt vejr som oversvømmelser kan ødelægge veje og anden infrastruktur, som gør adgang til marker og markeder besværlig og måske umulig. Klimatilpasning i sådanne sammenhænge kan derfor bestå i bedre infrastruktur såvel som ændrede afgrøder og dyrkningsmetoder.

Det kan også være at supplere indtægterne fra et skrantende landbrug gennem migration. Sæsonbestemt migration er nemlig helt almindeligt i området og har været det i mange år.

Især unge mænd og kvinder tager til mere frugtbare områder af Ghana for at finde landsbrugsarbejde eller til større byer i det sydlige del af landet. Nogle vender tilbage, når jorden kan dyrkes igen, andre bosætter sig.

Vi skal ikke underkende klimaets betydning her: Subsistenslandbrug i tørre og fattige savanneområder er krævende, og migration kan derfor være en del af flerstrengede overlevelsesstrategier.

Det er imidlertid forskelligt fra, at det er klimaforandringer, der udløser migrationen. Snarere forstærker og intensiverer klimaforandringer eksisterende migrationsmønstre.

For det tredje, er der ikke megen grund til at tro, at klimatilpasningstiltag i sig selv forhindrer migration. Igen et eksempel fra det nordlige Ghana.

Her er en årlig regntid - og derfor en årlig afgrøde.

Forståelser af, hvad der udgør vellykket klimatilpasning, er i høj grad et politisk spørgsmål.

Nauja Kleist
Seniorforsker, DIIS

Klimatilpasning i dette område består blandt andet af projektet 'One Village – One Dam' (en landsby – en dam), der skal give landsbyer i denne del af landet adgang til vand via, i nogle tilfælde, kunstigt anlagte damme.

Det giver mulighed for kunstvanding, så man kan dyrke afgrøder og grøntsager året rundt. Initiativet er sponsoreret af den canadiske regering som en del af et bredere landbrugsprogram.

Det skal imidlertid også medvirke til at forhindre unges migration, og her bliver det mere problematisk. 

Vores forskning viser nemlig, at mange unge på landet ikke er interesserede i subsistenslandbrug, som deres forældre måske har dyrket i årevis. Dette gælder i øvrigt mange steder og er ikke unikt for dette område eller Ghana. Tiltag, der sigter mod at få unge til at blive i landbrug, har derfor ikke nogen særlig effekt på målgruppen, heller ikke i forhold til migration. 

Det betyder på ingen måde, at klimatilpasning, som eksempelvis at give adgang til vand i tørre områder, er en dårlig ide, tværtimod. Problemet er heller ikke koblingen til migration, for sådanne tiltag kan give bedre muligheder i forhold til at blive eller flytte sig, så det bliver et reelt valg.

Problemet er, når målsætningen bliver at hindre migration. 

For endelig og for det fjerde, så er forståelser af, hvad der udgør vellykket klimatilpasning, i høj grad et politisk spørgsmål.

Hvem definerer succeskriterierne – og for hvem? Er de berørte enige og har de valgmuligheder? Er det altid bedst at blive?

Snarere end at tænke i enten-eller løsninger, handler det om muligheden for at træffe meningsfulde valg og en forståelse af, at migration ikke nødvendigvis udgør et problem eller noget, der skal forhindres – og, i særdeleshed, at det ikke handler om klimaforandringer vil medføre en afrikansk eksodus mod Europa.