Klimaforskere: Vi kan ikke klare flere støvede rapporter. Danmark må gentænke sin nationale klimahandling

Som videnssamfund og oplyst demokrati insisterer vi på, at beslutninger træffes på det bedst mulige videns- og erfaringsgrundlag – både teoretisk og praktisk. 

Det kræver, at vi samler kræfterne på ny og investerer i at gentænke, hvordan vores bærende samfundsinstitutioner stiller sig selv til rådighed for at forstå og løse den komplekse opgave, vi står overfor.

Med en ny national hub, hvor stat, kommuner, universiteter, civilsamfund, erhvervsliv, private og fonde sidder ved samme bord skal det nok lykkes, også inden det viser sig for sent at gøre noget.

Klima rimer på mod

Klimaforandringerne er ikke en krise, der går over. De er et vilkår, vi skal lære at navigere i. De løses ikke med enkeltstående indsatser.

De skal samtænkes, samskabes og navigeres inden for en fælles ramme og retning.

Klima rimer på mod til at gøre noget andet, end det vi plejer. Det er helt i tråd med den nytænkning og det mod, Folketinget viste med den grønne trepartsaftale, hvor helt nye samarbejdsformer er sat i spil for at afhjælpe problemerne med vores havmiljø.

Der er brug for mere af den slags. Forløb, hvor forskellige aktører sætter sig om samme bord for først at forstå, hvad vi skal navigere i – og dernæst, hvordan vi handler i praksis.  

Det er møgbesværligt. Til gengæld virker det. Og det skaber en langt større robusthed på den lange bane, når vi videreudvikler samfundet sammen i stedet for hver for sig.

En gang var klimaforandringerne mest noget, vi talte om. Nu rammer de boliger, infrastruktur, erhverv, natur og velfærd. Og vi ved desværre også, at problemerne og regningen vokser ud i tid.

Vi begynder samtidig at forstå, at prisen bliver endnu større, hvis vi ikke handler klogt og i sammenhæng. Derfor er det på høje tid, at vi systematisk lærer af hinanden og bringer de erfaringer i spil, vi hver især allerede har gjort os med effektiv og effektfuld klimahandling.

Den slags sker ikke af sig selv i travle, driftstunge organisationer som kommuner og universiteter. Men måske er en bedre bro ikke nok. Vi har i endnu højere grad brug for et solidt fælles afsæt.

En demokratisk udfordring

Klimaforandringerne truer også vores sammenhængskraft og demokrati.

Det ser vi særligt tydeligt, når naboer og lokalsamfund vender vedvarende energiprojekter ryggen, fordi de oplever sig kørt over og helt uden indflydelse på udviklingen af det sted, de har valgt at leve deres liv.

Det sker paradoksalt nok, samtidig med at et flertal af danskerne ønsker mere klimahandling. 

Vi står dermed med en demokratisk udfordring, som risikerer at slå revner i sammenhængskraften. Det har vi ganske enkelt ikke råd til. 

Den samfundsmæssige opgave, vi står overfor, kræver fuld opbakning. Ikke enighed, men opbakning.

Sebastian Mernild og Charlotte Autzen
Professor & ph.d., SDU

Heldigvis rummer klimaomstillingen også potentialet til at blive Danmarkshistoriens største demokratieksperiment. Det kræver dog, at borgere, lokalsamfund og andre aktører bliver inviteret ind som medskabere – ikke blot som modtagere af beslutninger.

Den samfundsmæssige opgave, vi står overfor, kræver fuld opbakning. Ikke enighed, men opbakning. Vejen til opbakning går gennem gensidig respekt, forståelse og fælles indsats.

Flere er trukket i træningstøjet. I dele af Thy sætter de solcelle- og vindmølleprojekter til afstemning i de lokalsamfund, hvor anlæggene skal integreres. På Samsø har de samlet klimaindsatser, grøn trepart og udvikling af erhvervsliv og lokalsamfundet i en grøn helhedsplan skabt af alle dem, der efterfølgende skal leve med den.

Vi står ved en skillevej. Vi kan fortsætte ad den kendte rute og håbe, at gode eksempler langsomt spreder sig. Eller vi kan investere strategisk og vælge en ny vej nu.

En vej, hvor vi sikrer et nationalt vidensgrundlag for en hurtigere og mere effektiv udbredelse af den systemiske og sociale innovation, der allerede sker, men som dagligt banker på lukkede døre, fordi vores organisationer ikke er indrettet til eksperimenter og fast tracks.

En vej, hvor der er afsat dedikerede ressourcer til at tænke på nye måder og prøve ting af. Hvor kerneopgaven er at finde bedre veje og at lære at arbejde sammen på nye måder, fordi vi skal udvikle vores praksis for at kunne klimahandle bedre og hurtigere.

Veje, hvor vi udnytter hele samfundets handlekraft og kapacitet. Veje, hvor det ikke er tilstrækkeligt bare at bygge bedre broer mellem kommuner og universiteter og resten af samfundet.

Men hvor vi sammen udvikler hinanden til at kunne samskabe og involvere alle dem, der skal bidrage, hvis vi reelt skal lykkes.

Færre genopfundne dybe tallerkner

Alle kommuner har lagt planer – klimahandleplaner – endda internationalt certificerede. Takket være stærkt samarbejde i Klimaalliancen støttet af en grøn ‘tænketank’ og en visionær ‘pengetank’ er kommunernes udgangspunkt for klimahandling allerede godt.

Men risikoen for at vælge blindgyder og ineffektive løsninger hver for sig er stadig alt for stor. Og vi er langt fra gode nok til at gå på tværs.

Det øver 27 kommuner og SDU Climate Cluster sig dagligt på i det store landsdækkende klimahandlingsprojekt Life Act.

Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at investere i en national ramme for klimahandling. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.

Sebastian Mernild og Charlotte Autzen
Professor & ph.d., SDU

Læringen herfra giver heldigvis både håb for fremtiden og klare indikationer af, hvor skoene trykker, og hvor der er plads til forbedringer og brug for systemisk innovation og kompetenceudvikling.

Vi mangler bare en ramme, der kan skalere og løfte opgaven nationalt, så alle kommer med nu.

En ny opgørelse fra World Economic Forum ranglister globale risici efter, hvor alvorlige de er. På den korte bane ligger ekstreme vejrhændelser på en fjerdeplads. Går vi ti år frem, så topper de listen efterfulgt af biodiversitetskrisen og risikoen for at nå alvorlige tipping points, som ændring af Golfstrømmen.

Det er derfor rettidig omhu med strategiske investeringer i en national hub for klimahandling nu.

Med investeringen følger også en rationaliseringsgevinst i form af færre genopfundne dybe tallerkner og færre bunker af støvsamlende rapporter med viden, der ikke kommer ud at virke i praksis, fordi de, der skal bruge den, hverken har tid til at læse dem eller har rammerne til at ændre deres praksis.

Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at investere i en national ramme for klimahandling. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.

Sebastian Mernild og Charlotte Autzen står i samarbejde med kolleger bag ideen om at oprette et nationalt center for klimahandling, som er udviklet i regi af SDU. Det er foreslået, at centeret bliver forankret og etableret i relation til Syddansk Universitets tværgående forskningscenter SDU Climate Cluster.