Klimarådet: Afgifter på CO2 behøver hverken koste jobs eller en stor regning til de fattigste

Af Peter Møllgaard, Jette Bredahl Jacobsen og Jørgen Elmeskov, formandskabet for Klimarådet

Klimadebatten er ofte præget af overordnede mål og langsigtede reduktionsplaner. De er vigtige og væsentlige, men udmønter sig ikke i renere luft, færre skybrud og mindre CO2 i atmosfæren.

På trods af en stor stigning i mediernes omtale af klimaforandringer, følger de politiske tiltag ikke per automatik med. Hvis vi skal nå de ambitiøse danske klimamål for 2030, skal vi videre nu, og vi skal have hele samfundet med.

Coronakrisen har med al tydelighed vist, hvor meget der i virkeligheden skal til, før mængden af tiltag og konkrete reduktioner batter i klimaregnskabet.

I flere måneder var store dele af verdens produktionsapparater og transportgrene lukket ned og manges dagligdag var væsentligt begrænset. Alligevel kunne klimaforskerne berette om en forventet reduktion på blot fire til syv procent for 2020.

Alle skal med
Klimaforandringer bekæmpes næppe ved en drastisk nedlukning af samfundet, men kræver i stedet en væsentlig ændring af vores adfærd og levevis.  

Afgiften bør som udgangspunkt have samme niveau, uanset hvor udledningen kommer fra, og den bør indføres hurtigt, men med en gradvis stigning, så afgiften i 2030 ender på et markant højere niveau end i dag

Klimarådets formandsskab

Markante ændringer sker kun gennem markante tilskyndelser. Klimaforandringer løses ikke ved at nogle få helt omlægger deres livsstil. Selvom flere er gået med på bølgen, så batter det ikke meget, hvis store dele af befolkningen kun gør meget lidt. Fordi klimaforandringerne er et fælles problem, kan det også synes fair, at problemet skal løses i fællesskab.

En ensartet afgift på tværs af samfundet vil skubbe os alle til at reducere vores udledninger, for det vil koste ikke at gøre det. Det vil også gøre, at vi som samfund implementerer de billigste tiltag først og derved undgår, at det koster mere på velstanden end højst nødvendigt.

Det var derfor et afgørende skridt i den rigtige retning, da et bredt flertal i Folketinget i juni i år blev enige om en afgift på drivhusgasser. Aftalen indebærer, at der skal gennemføres en grøn afgiftsreform for at sikre, at alle dele af samfundet bidrager til at sænke udledningerne af drivhusgasser, så Danmark kan nå sit mål om 70 procent reduktion i 2030.

Hvem skal have lov til at udlede?
Hvis Danmark skal opfylde 70-procentsmålet i 2030, betyder det, at vi til den tid må udlede cirka 23 millioner ton CO2 og andre drivhusgasser. Det er den pulje, vi som samfund har til rådighed, når vi har nedbragt udledningerne med 70 procent sammenlignet med 1990.

Den begrænsede tilladte mængde CO2, vi kan udlede i 2030, vil være en eftertragtet pulje, og hvis man vil have del i den, vil en fornuftig fordeling basere sig på, at man betaler for de udledninger, der gør indhug i puljen. Princippet om, at forureneren betaler, skaber et konkret og effektivt incitament til at omstille den forurenende produktion.

Klimarådet har tidligere anbefalet – og anbefaler fortsat – at det nuværende afgiftssystem på energiområdet reformeres, så incitamentet til at reducere udledningerne styrkes. Det skal ikke kun gælde for energiområdet, men for alle drivhusgasudledninger i alle dele af samfundet.

Afgiften bør som udgangspunkt have samme niveau, uanset hvor udledningen kommer fra, og den bør indføres hurtigt, men med en gradvis stigning, så afgiften i 2030 ender på et markant højere niveau end i dag.

Klimarådet har peget på, at afgiften formodentligt skal være i omegnen af 1.500 kroner per ton CO2 i 2030. Det er et afgiftsniveau, som afspejler omkostningen af de dyreste elementer i den grønne omstilling.

Det haster mere end nogensinde
70-procentsmålet er ambitiøst og det kræver uundgåeligt, at vi tager instrumenter i brug, som vi tidligere har fundet for dyre.

Regeringen har netop præsenteret et finanslovsforslag for 2021, som ikke øremærker mange midler til markante klimatiltag. Med mindre end ti år til 2030 haster handling mere end nogensinde før, og den mest omkostningseffektive vej til at nå klimalovens bindende mål er en drivhusgasafgift. 

En afgift kan dog ikke stå alene og i vores rapport 'Kendte veje og nye spor til 70 procent reduktion' angiver vi et antal andre tiltag, som kan supplere afgiften.

Det drejer sig for eksempel om investeringer i forskning og udvikling, udbygning af vedvarende energi, sænkning af afgiften på elektricitet til opvarmning, udrulning af ladestandere og grønne offentlige indkøb. For nogle af disse tiltag er det nødvendigt, at staten har en koordinerende og finansierende rolle.

Konkurrencekraft og omfordeling
Kritikken af en generel drivhusgasafgift lyder ofte, at det vil presse danske virksomheder til at flytte produktionen ud af Danmark eller til ligefrem at lukke.

I begge tilfælde vil det reducere de danske udledninger, men potentielt blot flytte udledningerne ud af landet. Klimaet er selvsagt ligeglad med landegrænser, og en afgift skal derfor indrettes, så de globale udledninger ikke stiger.

Håndteringen af denne udfordring kræver en klogt konstrueret afgift, som eksempelvis giver særligt konkurrenceudsatte danske virksomheder et bundfradrag i deres afgiftsbetaling. På den måde vil afgiften stadig tilskynde til reduktioner, men uden at det belaster virksomhedernes konkurrenceevne.

En afgift på produktionen vil øge prisen på produkterne hos forbrugerne. Og det er også hensigten. For så afspejler prisen på produkterne, den klimabelastning de har, og det vil give forbrugerne et skub til at vælge de mindre klimabelastende produkter.

Men vælger man at indføre et bundfradrag i produktionen, vil det føre til, at produktets pris ikke afspejler den fulde klimabelastning. Derfor er det vigtigt, at man kombinerer det med en forbrugsafgift på både danske og udenlandske virksomheders produkter.

CO2-afgifter uden skæv social profil
En markant afgift på drivhusgasser kan også vende den tunge ende nedad.

Hvis der lægges en afgift på udledninger, kan det i nogle tilfælde betyde, at de laveste indkomstgrupper vil komme til at bære en uforholdsmæssig stor andel af byrden. Analyser fra blandt andet Kraka har dog vist, at en afgiftsomlægning med fokus på CO2 ikke behøver have en skæv social profil. 

Niveauet for bundfradrag og omfanget af sociale stødpuder er relevante spørgsmål, som afhænger af risikoen for lækage, men i ligeså høj grad af politiske prioriteringer. Det er en balance, som primært skal findes i en demokratisk ramme i forbindelse med de kommende klimaforhandlinger.

I den proces er det dog vigtigt at holde sig særligt to ting for øje: En afgift på drivhusgasser er det bedste drivmiddel for den grønne omstilling – og den haster.