Klimarådet arbejder på en arealanalyse: ”Det er ikke nogen nem ting, vi er i gang med”

I Klimarådet håber man at kunne præsentere en arealanalyse i løbet af året, lød det fra fagchef Jesper Sølver Schou på årets Natur & Miljø-konference i Kolding. Han lagde ikke skjul på, at fremtiden byder på hårde prioriteringer.

Fagchef i Klimarådet Jesper Sølver Schou holder oplæg ved Natur & Miljø 2023
Fagchef i Klimarådet Jesper Sølver Schou holder oplæg ved Natur & Miljø 2023Foto: Raimonda/Lotus Photography
Hjalte T. H. Kragesteen

Det var en omkalfatring af den danske arealanvendelse, da man i slutningen af 1700-tallet ophævede landsbyfællesskaberne for at give den enkelte bonde ansvar for dyrkningen af egne marker.

Det danske landskab blev markant ændret, og det det gled da heller ikke dengang ned uden en højlydt diskussion.
 
Fagchef i Klimarådet Jesper Sølver Schou, har taget den historiske begivenhed med i sit oplæg om den danske arealudfordring, som han leverede tirsdag foran hundredvis af kommunale embedsmænd ved Natur & Miljø 2023 i Kolding.  

”Man skal ikke læse mange bøger fra den tid for at vide, at det var forbundet med mange hårde diskussioner. Det er – på samme måde – ikke nogen nem ting, vi er i gang med i dag,” sagde Jesper Sølver Schou.
 
Han henviste til den udfordring som hele miljødanmark efterhånden taler om: Hvordan får vi plads til alle de ønsker om fødevareproduktion, byudvikling, mere vedvarende energi, større naturområder og mere infrastruktur, når hele landet allerede er i brug? Stort set alle er enige om, at der er behov for store ændringer. Men hvordan det skal ske er straks sværere.

0:000:00