Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Anna Ebbesen

Klimatosse eller egoistisk forurener? Der er brug for et opgør med stereotyper, så alle kan se sig i klimakampen

Hippiernes image er blevet en politisk og kulturel stråmand, der stadig bruges til at latterliggøre klimafortalere, skriver Anna Ebbesen.
Hippiernes image er blevet en politisk og kulturel stråmand, der stadig bruges til at latterliggøre klimafortalere, skriver Anna Ebbesen.Foto: AP/Ritzau Scanpix
1. oktober 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hippierne fik ret, både når det kommer til bælgfrugter og behovet for ændringer i samfundet for klimaet og miljøets skyld. Men alligevel er de reduceret til at være en karikatur i serier som Rytteriet og Klovn.

Ikke fordi det grønne budskab var forkert, men fordi deres image er blevet en politisk og kulturel stråmand, der stadig bruges til at latterliggøre klimafortalere. Og det gør det vanskeligt at adskille den saglige, videnskabelige dagsorden fra billedet af den hellige, dømmende klimarytter.

Det er en udfordring, når alle skal kunne se sig selv i klimakampen, hvis vi skal rykke ved samfundets udledninger som helhed.

Om skribenten

Anna Ebbesen er selvstændig rådgiver inden for klima og grøn omstilling.

Hun har erfaring fra bureauer som Advice og ReD Associates og har i flere år arbejdet på Christiansborg. Hun har blandt andet været ansvarlig for Radikale Venstres digitale strategi. Hun har en kandidat i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet.

Anna Ebbesen er fast kommentarskribent på Altinget Klima.

Det er også noget, som Klimabevægelsen selv er opmærksom på. I en hvervevideo på sociale medier tager de livtag med stereotypen om den hellige aktivist – man ser stereotypen, der mødes med ligesindede og fordømmer de andre.

Som ryster på hovedet af dem, der stadig spiser hotdogs, drikker komælk og bruger plastikposer. “Helt ærligt.”

Men så vender stemningen i videoen. Alle dem, man lige havde set kortvarigt med ikke-klima-perfekte handlinger, er nu på vej til samme klimademonstration; sammen. Vores dømmende hovedperson skifter også tonefald.

Læs også

Det er et kommunikativt greb, som både taler til dem, der allerede er med og minder dem om ikke at dømme – og til dem, der har tænkt: “Der er ikke plads til sådan en som mig i klimakampen”.

Som George Marshall skriver i hans bog om klimakommunikation, “Don’t Even Think About It”, så skal alle kunne se sig selv som en del af løsningen, hvis de skal være med til at kæmpe for den.

At man godt kan være republikaner og stadig kæmpe for vedvarende energikilder. At man godt kan være indsæt selv – jæger, lastbilchauffør, curlingforælder, you name it – og samtidig mene, at klimaforandringerne kræver handling.

Hvis du tænker, at det da ikke kan være så vigtigt, så overvej, at Arla lige lavede deres “største marketingindsats i nyere tid” for at ændre opfattelsen af landmænd i Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening går samme ærinde som Klimabevægelsen i en af foreningens kampagner på sociale medier, hvor en medarbejder viser, hvordan man lapper et hul i sine bukser.

En klassisk “grøn” gestus, som de fleste nok ubevidst ville forvente, blev vist af en kvinde og igen, måske lidt en “hippie-type”. Men nej. “Syentusiasten” er en ung, moderigtig mand.

Enten er du en hellig klimatosse, eller også er du en egoistisk forurener.

Anna Ebbesen

Det virker helt bevidst: en måde at udfordre opfattelsen af, at det med at lappe ikke er noget fra fortidens kollektiv.

Det er bemærkelsesværdigt, at det primært er civilsamfundet, der arbejder aktivt med at nedbryde de barrierer og bias, som står i vejen for den brede klimabevægelse, vi ellers ser i målinger, hvor 73 procent for eksempel siger, at de er klar til mere klimahandling.

En af de ting, som danskerne nævner, når de bliver adspurgt af forskere om, hvad der holder dem tilbage i forhold til klimahandling, er netop, at det er svært for folk at se, hvad deres rolle er. Det forstår man godt, når man ser på den politiske kommunikation.

For de politiske partier gør i højere grad det modsatte af civilsamfundet. Her bruges stereotyper aktivt – og ofte som stråmænd.

Når Liberal Alliance kalder klimaafgifter ‘asociale’, eller når venstrefløjen maler borgerlige som ‘klimafornægtere’, skaber de en falsk dikotomi: Enten er du en hellig klimatosse, eller også er du en egoistisk forurener. Hvad skal man som gennemsnitsdansker stille op med det?

Læs også

I forsøget på at udstille modpartens svagheder, kommer partierne også til at forstærke de fortællinger, der holder mange tilbage fra selv at gøre noget - for eksempel at skifte til mere plantebaseret uden at frygte at blive udskammet som ekstremist eller endnu værre: “veganer”.

Et ord, der for mange hænger sammen med den rabiate hippie, som ingen har lyst til at blive sat i bås med, og virksomheder derfor undgår til fordel for det mere neutrale “plantebaserede”.

Hvis vi fortsætter med at reproducere gamle billeder og bias, risikerer vi at gøre klimakampen til et nulsumsspil mellem stereotyper.

Anne Ebbesen

Interessant nok gør diverse aktører i fødevarebranchen meget for at hjælpe danskerne på vej, som da ni danske dagligvarekæder – Kvickly, SuperBrugsen, Lidl, Rema 1000, Bilka, Føtex, Meny og Netto – sammen med Forbrugerrådet Tænk i januar søsatte en storstilet kampagne for at få danskerne til at spise flere bælgfrugter ved at introducere bønne burrito som en ny grøn klassiker.

For de politiske partier kan det give pote her og nu at booste deres base ved at udskamme modparten. Men klimaet taber – og dermed os alle sammen.

Hvis vi fortsætter med at reproducere gamle billeder og bias, risikerer vi at gøre klimakampen til et nulsumsspil mellem stereotyper.

Det er der ingen fremtid i. Kun ved at bryde de forestillinger ned og skabe plads til alle, kan vi handle i tide.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026