Debat

Kristian Jensen: Dansk 70-procentsmål kan inspirere verden ved COP25

DEBAT: Mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent gør Danmark til en inspiration for andre lande ved COP25. Men skal vi sikre, at de andre lande følger os, skal grønne tiltag gå hånd i hånd med vækst og arbejdspladser, skriver Kristian Jensen.

FN's verdensmål er uundgåelige i forhold til både kort- og langsigtet politik til bekæmpelse af klimaforandringerne og deres konsekvenser, skriver Kristian Jensen.
FN's verdensmål er uundgåelige i forhold til både kort- og langsigtet politik til bekæmpelse af klimaforandringerne og deres konsekvenser, skriver Kristian Jensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kristian Jensen (V)
Folketingsmedlem og tidligere udenrigsminister

FN's klimakonference COP25 i Madrid er i fuld gang og udspiller sig på en dramatisk scene – høsten udfordres i Europa, vandet truer Venedig, og skovbrande hærger Portugal, Australien og Amazonas. Vi står ved et historisk vendepunkt, hvor verdens regeringer må stå sammen mod de synlige trusler fra global opvarmning og klimaforandringerne.

På trods af det har USA med præsident Trump i spidsen trukket sig fra Paris-aftalen. Det bedrøver mig, at de, som før var de ansvarlige lederskikkelser i den vestlige verden, vender ryggen til. Derfor er det kun blevet mere afgørende, at vi her i Europa leder os ad den grønne vej.

COP25 skal bruges til at færdiggøre udmøntningen af Paris-aftalen.

At være et foregangsland kræver, at andre rent faktisk vil følge efter. Derfor skal grønne tiltag ikke være i modsætning til – men gå hånd i hånd med – øget vækst, arbejdspladser og gode vilkår.

Kristian Jensen (V)
Folketingmedlem og tidligere udenrigsminister

Herhjemme viser vi vejen med en ambitiøs målsætning: Udledningen af drivhusgasser skal være reduceret med 70 procent i 2030. Det er en nødvendig retning at gå, hvis vi vil i mål med Paris-aftalens ambitioner om at begrænse temperaturstigningerne. Danmark skal være et inspirationsland for andre landes forpligtelse til den grønne rute.  

Dansk førerposition kræver handling
Det er ikke kun Danmark, der skal byde aktivt ind ved COP25. Men vi kan gøre en indsats ved at kræve handlekraft bag de øvrige landes talte ord ved konferencen.

For når det gælder løsninger på klimakrisen, tæller handlinger som bekendt højere end talte ord og tal på et papir. Hvis vi skal gå forrest i Danmark, kræver det derfor også handling fra den danske regering.

Derfor havde vi i Venstre gerne set, at regeringen ville starte med en klimahandlingsplan i stedet for at udskyde den til efter klimaloven. Den lave hastighed undrer mig, når jeg tænker på, hvor altoverskyggende klimakrisen er.

For det er benhårdt arbejde at bevare Danmark i en grøn førerposition. Eksempelvis er jeg stolt af, at det i sommeren 2018 lykkedes Venstre at indgå en grøn energiaftale med alle Folketingets partier. Men vi skal fortsat knokle hårdt for at gøre Danmark helt klimaneutralt i allersenest 2050.

Klima og vækst skal følges ad
Kampen stopper som sagt ikke ved den danske grænse – og der er nok at tage fat på i Madrid. Det handler ikke om snak, men om implementering af Paris-aftalen. Vi skal have et mere gennemskueligt og meningsfyldt kvotesystem, hvor landene ikke kan slippe udenom.

FN's verdensmål er ligeledes uundgåelige i forhold til både kort- og langsigtet politik til bekæmpelse af klimaforandringerne og deres konsekvenser. En vej til mål 13 om netop dette er at øge antallet af lande, der har meddelt en etablering eller igangsætning af en integreret politik, strategi eller plan.

Det er altafgørende, at vi skaber transparente internationale rammer for nationale løsninger, og nationalt åbner os for internationale løsninger. For selvom vi gerne vil ligge forrest, skal vi have hele holdet af lande med for at vinde.

At være et foregangsland kræver, at andre rent faktisk vil følge efter. Derfor skal grønne tiltag ikke være i modsætning til – men gå hånd i hånd med – øget vækst, arbejdspladser og gode vilkår. Venstre kæmper for en grøn omstilling, der ikke gør Danmark fattigere.

Vi skal sætte et eksempel, der er stærkt nok til at inspirere andre lande. For når vi kun tæller 0,1 procent globalt, kan vi aldrig forandre globalt – men vi kan inspirere globalt.

Læs også

Dokumentation

Temadebat: Hvad skal vi have ud af COP25?

Nu begynder COP25, som denne gang finder sted i Madrid. Årets COP er en trædesten frem mod 2020, som bliver et afgørende år, hvor mange lande skal indmelde nye nationale klimamål på COP26 i Glasgow.

Implementering af Paris-aftalen fra 2015 og spørgsmålet om klimafinansiering er blandt de vigtigste emner de kommende uger.

Men hvor ligger knasterne i forhandlingerne, som går i gang nu i Madrid? Og hvor er det mest afgørende, at der bliver gjort fremskridt, så COP25 bliver en succes? Det spørger vi om i denne temadebat.

Her er aktørerne:
  • Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer
  • Dewi Dylander, underdirektør i PKA og tidligere dansk chefforhandler
  • Kristian Jensen, folketingsmedlem for Venstre
  • Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace
  • Kristian Ruby, generalsekretær i Eurelectric
  • Monika Skadborg og Nilly Taheri, FN-ungdomsdelegater
  • John Nordbo, klimarådgiver i Care
  • Rasmus Nordqvist, klimaordfører for Alternativet
  • Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp
  • Thomas Damkjær Christensen, formand for Ida.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00