Debat

Lederne: Danske ledere er ikke rustet til kaotisk grøn omstilling

På grund af årtiers politisk fodslæben med den grønne omstilling risikerer vi en alt for kaotisk omstilling, som er svær for ledere at navigere i og kan skade erhvervslivet. Derfor bør de danske politikere sikre, at man minimerer antallet af ubekendte, som eksempelvis udformningen af en CO2-afgift, hurtigst muligt, skriver Anders Nolting Magelund. 

Jo hurtigere, virksomheder kommer i gang med den grønne omstilling, jo bedre, og de kan efterhånden ikke længere vente på politikerne. Derfor har Mærsk eksempelvis fremrykket deres 2050-målsætning til 2040, skriver Anders Nolting Magelund. 
Jo hurtigere, virksomheder kommer i gang med den grønne omstilling, jo bedre, og de kan efterhånden ikke længere vente på politikerne. Derfor har Mærsk eksempelvis fremrykket deres 2050-målsætning til 2040, skriver Anders Nolting Magelund. Foto: Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix
Anders Nolting Magelund
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lige nu kæmper danske ledere med mangel på arbejdskraft, høje energipriser og andre eftervirkninger af corona-pandemien. Det sidste de har brug for, er en uforudsigelig eller kaotisk klimaomstilling i de kommende år.

Det er ellers netop, hvad World Economic Forum advarer om i den seneste Global Risks Report, der udkom tidligere på måneden. Ifølge rapporten er der en betydelig risiko for en ”disorderly” omstilling - altså en uordentlig eller kaotisk grøn omstilling.

Ubekendte kan skade erhvervslivet

Rapporten advarer om, at vi på grund af årtiers politisk fodslæben risikerer et klimakaos i form af alt fra pludseligt indført og drastisk klimalovgivning og fluktuerende energipriser, der skaber store forskelle i landenes forudsætninger for at klimaomstille sig.

Hvis politikerne ikke sikrer en hurtig, balanceret og rettidig omstilling, kan det skade erhvervslivet, hvor alle her risikerer at blive tabere.

Anders Nolting Magelund
Klimapolitisk chefkonsulent, Lederne

Der er også risiko for, at der går hårdknude i forsyningskæder, kommer til at mangle grøn kapital eller opstår mangel på arbejdskraft med grønne kompetencer, fordi arbejdsstyrken ikke er sikret opkvalificeret i tide. Alt sammen noget der vil kunne føles i og ryste store dele af verden.

Danske ledere vil gerne klimaomstillingen. De ser det som en mulighed for at skabe nye løsninger, fremtidssikre planeten og opnå globale konkurrencefordele. Men hvis politikerne ikke sikrer en hurtig, balanceret og rettidig omstilling, kan det skade erhvervslivet, hvor alle her risikerer at blive tabere.

Som World Economic Forum advarer om, kan man også i Danmark allerede udpege mange ubekendte, som begynder at gøre det kaotisk for erhvervsledere. Ikke mindst mangler der klarhed om den varslede CO2-afgift. Samtidig har regeringen endnu ikke fremlagt alle de virkemidler, der skal få os i mål til 2025-delmålet om at reducere 50-54 procent CO2, og der er opstået nye usikkerhedsmomenter omkring EU's taksonomi, der måske vil medføre, at investeringer i atomkraft og naturgas defineres som grønne.

Ledere mangler grønne kompetencer

En anden politisk opgave der ikke er adresseret endnu, men som kan bære brænde til klimabålet, er, at danske ledere ikke er rustet godt nok til at skulle kunne foretage klimaomstillinger i deres virksomheder.

Danmark har mange små virksomheder, der ikke nødvendigvis har ressourcer til at navigere i det, som World Economic Forum kalder en kaotisk omstilling. Derfor bør politikerne tage rapportens advarsler meget alvorligt og i endnu højere grad sikre en sikker spillebane for erhvervslivets aktører i de kommende år.

Anders Nolting Magelund
Klimapolitisk chefkonsulent, Lederne

Godt halvdelen af adspurgte ledere siger, at de savner eller mangler kompetencer inden for en lang række grønne discipliner. Og dette til trods for, at Global Risks Report placerer klimaet som den største risiko, verden står overfor.

Ud fra en antagelse om at verdens politiske ledere ikke kommer til at udvise rettidighed for at undgå klimakaos, lyder der en klar opfordring i rapporten til erhvervslivet om at gå i front.

For løsningen er egentlig ligetil: Jo hurtigere, man som virksomhedsleder proaktivt klimasikrer sig og dekarboniserer sin produktion og værdikæder, desto bedre rustet står man mod de beskrevne scenarier.

Det er netop forklaringen på, at en række virksomheder i den grad opruster indsatsen: Senest har Mærsk fremrykket deres CO2-målsætning fra 2050 til 2040, det store ejendomsselskab NREP vil være CO2-neutral om allerede syv år i alle ejendomme, og ATP stiller store klimakrav om rapportering til samtlige af sine porteføljevirksomheder. Som rapporten beskriver, kan disse beslutninger måske gøre lidt ondt på den korte bane, men det vil betyde langt, langt færre risici på den lange bane.

Det giver håb for fremtiden, at store, fremsynede virksomheder går foran lovgiverne. Men dansk økonomi er kendetegnet ved mange små virksomheder, der ikke nødvendigvis har ressourcer og viden til at forudse og navigere inden for rammerne af det, som World Economic Forum kalder en kaotisk omstilling.

Derfor bør politikerne tage rapportens advarsler meget alvorligt og i endnu højere grad sikre en sikker spillebane for erhvervslivets aktører i de kommende år.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00