Lektor: Klimatilpasning lykkes kun, når den giver mening i menneskers liv

I Danmark taler vi meget om klimatilpasning, men vi handler for lidt – og alt for ofte helt forkert. Vi hænger fast i forestillingen om, at klimatilpasning primært er et teknisk ingeniørprojekt.

Men vores forskning i CliCNord-projektet på tværs af små og udsatte lokalsamfund i Norden viser det modsatte: Det er menneskene, ikke modellerne, der afgør, om klimatilpasning virker.

Resiliens opstår gennem lokale fællesskaber, hverdagens rutiner og stedbundne værdier – og det overses i den danske tilgang.

I mindre islandske samfund har store lavinebarrierer fået en helt anden status, end kystbeskyttelsesprojekter har i Danmark.

De blev oprindeligt mødt med modstand, men er over tid blevet en integreret del af hverdagslivet, fordi beboerne har taget dem til sig som symboler på tryghed, samarbejde og fremtidssikring.

Denne sociale integration er årsagen til, at de fungerer. På små danske øer ser vi derimod, hvordan ellers logiske kystbeskyttelsesprojekter går i stå.

Ikke fordi teknikken er forkert, men fordi mennesker har forskellige forståelser af natur og landskab: Nogen ønsker åbne kyster og biodiversitet, andre vil bevare kulturlandskaber og gamle driftsformer.

Uden at forstå disse konflikter kan klimatilpasning ikke blive reel – og slet ikke legitim. Det er her, at dansk klimatilpasning systematisk rammer ved siden af.

En integreret del af livet

De nordiske erfaringer fra projektet viser, at lokal robusthed skabes i hverdagen – ikke gennem planer. På Færøerne forbereder beboere sig rutinemæssigt på storme gennem uformelle naboskabsnetværk og generationsbåret viden.

I Norge deltager lokalsamfund spontant i oprydning efter skybrud uden at vente på kommunal assistance.

I Island er det ofte frivillige, der først når frem i krisesituationer, fordi de kender terrænet bedre end myndighederne. Disse rutiner eksisterer, fordi fællesskabet er stærkt, og fordi klimatilpasning ikke er et eksternt projekt, men en integreret del af livet.