Vanopslagh har støttet voldelige narkobander. Det mangler han at erkende

Vi straffer i Danmark ud fra en klar logik: Jo hårdere kriminaliteten, jo hårdere straffen. Bandepakke har fulgt på bandepakke.

Strafferammerne er hævet. Bandeparagraffen udvidet. Regeringen har afsat en halv milliard kroner årligt fra 2025 til 2028 til tryghed, og bare i de seneste to år har vi set svenske teenagere hvervet til drabsforsøg på dansk jord, en 15-årig drabskoordinator idømt 16 års fængsel og rekordbeslaglæggelser af kokain. 

Reaktionen fra Christiansborg er altid den samme: Hårdere straffe. Mere kontrol. Masser af pressemøder og opslag på sociale medier.

Spørgsmålet bør derfor ikke kun være, hvordan vi straffer banderne hårdere. Det bør også være, hvordan vi tager et opgør med den kultur, der gør bandernes forretning mulig.

Morten Kromann

Men straffen rammer konsekvent kun udbudssiden. Aldrig efterspørgslen. Vi straffer sælgeren, smugleren, bagmanden. Vi straffer den svenske teenager, der trykker aftrækkeren.

Vi straffer sjældent – og diskuterer endnu mere sjældent – den økonomi, der gør det hele muligt i første omgang. 

Aktørerne skifter, men mekanismen er den samme.

I 1990'erne og 00'erne var det rockerne – Hells Angels og Bandidos – der skød på hinanden, og hash-markedet var den primære slagmark.

I dag er det løsere, netværksbaserede bander, og det er i stigende grad kokain, der driver konflikterne. Produktet er blevet dyrere, marginalerne større, volden mere vilkårlig. Men ét er forblevet konstant gennem tre årtier: Der er altid nogen, der køber.

I juni 2025 offentliggjorde Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet den første samlede nationale kortlægning af danskernes forbrug af rusmidler, målt via spildevandsanalyser i seks store byer.

Kokain er det suverænt mest udbredte euforiserende stof i Danmark efter cannabis. I København er det målte forbrug steget fra 218 til 548 milligram pr. 1.000 indbyggere om dagen fra 2013 til 2024.

Halvdelen af forbruget. finder sted på helt almindelige hverdage. Det er ikke et weekendfænomen.

Som Henrik Vigh, professor og leder af Kriminologisk Observatorium på Københavns Universitet, har konstateret: Kokainforbruget er relateret til en bred vifte af mennesker – fra håndværkere til akademikere, fra de unge til de etablerede.

Det er til stede på arbejdspladser, til middagsselskaber og i skolegårdenes umiddelbare nærhed.

Stofferne er ikke begrænset til gadeplan og natklubber. Allerede i 2006 fandt en kokaintest foretaget af B.T. spor af stoffet på toiletter på Christiansborg. Politikere tog afstand og kaldte det en politisag.

Landets nuværende kulturminister har erkendt, at han i 2017 blev taget med kokain i blodet – han undskyldte og kaldte det uacceptabelt.

I tilfældet Vanopslagh er det interessant, at man i kommentarsporene på sociale medier finder en overvældende grad af forståelse og bagatelisering. Men Vanopslaghs bekendelsen handler udelukkende om ham selv.

Om stress. Faderskab. Personlig vækst. Og nu et “ualmindeligt kedeligt liv”. Ikke ét ord om, hvor pengene endte. Ikke ét ord om den kriminelle økonomi, han var med til at finansiere. Den økonomiske logik gælder, uanset om man bagefter ændrer livsstil, bliver far eller stiller op som statsministerkandidat.

Det er ikke en moralsk løftet pegefinger. Det er en økonomisk realitet. Banderne slås ikke om territorier for sjov. De slås, fordi der er milliarder at tjene.

I 2024 blev der beslaglagt 2.357 kilo kokain fordelt på næsten 5.000 sager. Kontanterne fra det illegale salg vaskes hvide gennem såkaldte fakturafabrikker – fiktive selskaber, der udsteder falske fakturaer. Alene DR’s Pengejægerne har afdækket ni netværk, der har hvidvasket for tre milliarder kroner.

Den Nationale Risikovurdering af Hvidvask anslår, at der samlet hvidvaskes for 68 milliarder kroner årligt i Danmark, og narkotikahandel er en af de primære kilder.

Og pengene kommer fra danske forbrugere. Fra gymnasier og universiteter. Fra virksomheder og håndværkerpladser. Fra fredagsbarer og sommerfester.

Det er vores børn. Vores kollegaer. I nogle tilfælde os selv. Sundhedsstyrelsen skønner, at omkring 32.600 personer har et højrisikoforbrug af hash, mens 51.800 har et højrisikoforbrug af andre illegale stoffer. De reelle tal er med stor sandsynlighed langt højere.

Her ligger den liberale selvmodsigelse, som sjældent bliver sagt højt: Vi finansierer både banderne og bekæmpelsen af dem. Vi betaler for politiets indsats over skatten. For fængslerne. For retssagerne.

Og samtidig opretholder vi – gennem et massivt forbrug af illegale stoffer – den økonomi, der gør indsatsen nødvendig. Hver bane kokain er en overførsel. Hver joint er en transaktion. Det frie valg, truffet af det frie individ, får kollektive konsekvenser, som vi ikke længere har råd til at ignorere. 

Spørgsmålet bør derfor ikke kun være, hvordan vi straffer banderne hårdere. Det bør også være, hvordan vi tager et opgør med den kultur, der gør bandernes forretning mulig.

Når så mange danskere – unge som ældre, fra så mange samfundslag – tyer til stoffer, som vi som samfund har forbudt, så står vi med et problem, der hverken løses med hårdere eller mildere straffe alene.

Det kræver forebyggelse, ærlighed og et opgør med den normalisering, der gør det socialt acceptabelt at finansiere organiseret kriminalitet, så længe man selv kun køber "lidt".

Vi har i Danmark en tradition for at behandle visse lovovertrædelser som bagateller, så længe de begås af "almindelige mennesker".

Morten Kromann

Interessant nok fremlagde justitsminister Peter Hummelgaard 16. februar et udspil, der blandt andet vil gøre det lettere at strafforfølge dem, der "muliggør" alvorlig kriminalitet.

Udspillet sigter primært mod professionelle aktører – dem, der infiltrerer banker, myndigheder eller på anden vis faciliterer bandernes infrastruktur. Straffelovens eksisterende medvirkensbestemmelse kræver forsæt til den konkrete forbrydelse.

Men tanken om "muliggørere" åbner et interessant og ubehageligt spørgsmål: Er det ikke netop det, kokainkunderne gør?

De muliggør – om nogen – en række meget alvorlige lovovertrædelser, fra indsmugling over skyderier til hvidvask i milliardklassen, uden selv at have forsæt til nogen af dem.

De køber bare "lidt". Tilsammen køber de nok til at holde en hel kriminel økonomi i live.

Vi har i Danmark en tradition for at behandle visse lovovertrædelser som bagateller, så længe de begås af "almindelige mennesker". Hr. og Fru Danmark. Lidt sort arbejde. Lidt hyggefusk med håndværkerregningen. Lidt kokain på toilettet til firmafesten.

Det er småting, siger vi. Men det er ikke småting. Det sorte arbejde føder fakturafabrikkerne. Hyggestofferne føder banderne. Begge dele starter med den enkeltes valg.

Man kan ikke købe kokain med den ene hånd og true ad banderne med den anden. Man kan ikke kræve hårdere straffe om mandagen og finansiere den kriminalitet, der skal straffes, om lørdagen.

Der sidder flere kokainforbrugere i danske dagligstuer end i danske fængsler.

Morten Kromann

I valgkampen kappes partierne om at tale hårdest om kriminalitet. Hårdere straffe. Flere udvisninger. Mere konsekvens. Men den politiker, der virkelig vil gøre en forskel, er den, der ikke bare tør tale hårdt om banderne, men også tør tale hårdt til befolkningen.

For der sidder flere kokainforbrugere i danske dagligstuer end i danske fængsler. Det ved politikerne godt. Nogle af dem har endda erkendt det – men altid som en personlig fortælling om ungdom, fejltrin og vækst.

Aldrig som det, det også er: finansiering af en økonomi, der ender i skyderier, hvidvask og drab. Det her er ikke et problem, der har en nem politisk løsning – for det rammer ikke bare kriminelle, det rammer os.

En folkesygdom kan ikke kureres med en strafferamme.

Den må kureres af folket – i flok. Den tale er der endnu ingen politiker, der har holdt. Men den bør holdes.