Debat

Forskere bag IPCC-rapport: Kan vi lykkes med Parisaftalen?

Arbejdet med den sjette IPCC-rapport tilvejebringer videnskabelig viden til de politiske beslutningstagere. Hvordan politikerne forvalter denne viden, er svært at spå om, skriver Sebastian H. Mernild og Jens Hesselbjerg Christensen.

Ny rapport indebærer dystre fremtidssyn for Arktis, skriver Sebastian Mernild og Jens Hesselbjerg Christensen
Ny rapport indebærer dystre fremtidssyn for Arktis, skriver Sebastian Mernild og Jens Hesselbjerg ChristensenFoto: Natalie Thomas/Reuters/Ritzau Scanpix
Jens Hesselbjerg Christensen
Sebastian Mernild
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Samspillet mellem naturvidenskab og beslutningstagere har på det seneste vist sin duelighed gennem udarbejdelsen af forskellige vurderingsrapporter. To rapporter er netop blevet udgivet vedrørende klodens tilstand med fokus på forandringerne i Arktis (en AMAP-rapport: Arctic Monitoring and Assessment Programme fra Arktisk Råd) og biodiversitet (en rapport fra Nordisk Ministerråd). En tredje og endnu mere omfattende vurderingsrapport bliver snart lanceret.

Det drejer sig om den sjette hovedrapport fra FN’s klimapanel (IPCC), hvor den første af i alt tre delrapporter lanceres i begyndelsen af august i år – det vil sige Summary for Policymakers, samtidig med et helt nyt tiltag: Et Interaktivt Atlas. 

I alt 13 videnskabelige kapitler fra den første delrapport (WG1: Working Group 1), der omhandler forståelsen af klimasystemet (The Physical Science) – det vi ved om jordens klima, dels dets tendenser, variationer og fluktuationer, dels effekterne af klimaforandringer – ligger til grund for den beslutningstager relevante lancering.

Konklusioner der i de 13 kapitler udkommer i sin endelige form senere på året, forventeligt i november. Summary for Policymakers, der bliver lanceret i sensommeren, er det videnskabelige resumé af hele rapporten, bestilt af stort set alle FN’s nationer på vegne af deres egne beslutningstagere – og forklaret direkte til samme beslutningstagere med hovedkonklusionerne fra de 13 kapitler.

I lighed med de fem tidligere hovedrapporter vil denne sjette af slagsen fortælle historien om et klima under forandring, herunder i Arktis og andre sårbare regioner kloden rundt.

Forskning fra forskergrupper kloden rundt
Arbejdet i FN’s klimapanel er vigtigt for vores fælles forståelse af klimasystemet, da rapporterne giver beslutningstagere og andre interesserede de seneste vurderinger af det samlede billede, som tegner sig baseret på den seneste videnskabelige litteratur om klimaet udgivet siden den sidste hovedrapport.

FN’s klimapanels vurderingsrapporter er ikke selvstændige videnskabelige undersøgelser, men sammenstillinger og vurderinger af allerede publiceret forskning fra forskergrupper kloden rundt. Pointen er, at man som forfatter i FN’s klimapanel vurderer på den seneste videnskabelige viden – men ikke planlægger og gennemfører forskning i regi af FN.

I lighed med de fem tidligere hovedrapporter vil denne sjette af slagsen fortælle historien om et klima under forandring, herunder i Arktis og andre sårbare regioner kloden rundt.

Sebastian Mernild og Jens Hesselbjerg Christensen
Hhv. professor i klimaforandringer og prorektor på Syddansk Universitet og professor i klimafysik, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet

Det er hovedforfatternes opgave at gennemlæse store mængder af udgivet videnskabelig litteratur, udtrække informationer og konklusioner og ikke mindst sammenstykke disse informationer til vurderinger af, hvad man med sikkerhed kan sige, og hvad der er mindre sikkert. Processen vedrørende udarbejdelsen af vurderingsrapporterne er gennemsigtig og fuldt offentlig tilgængelig – det samme er review processen (bedømmelsesprocessen), hvor forskere og nationale eksperter gennemfører reviews i forskellige stadier af udarbejdelsesprocessen mod det endelige resultat.

Klimapanel med mere end 30 år på bagen
Det er mere end 30 år siden, at FN’s klimapanel blev etableret. Siden er det blevet til fem store hovedrapporter i henholdsvis 1990, 1995, 2001, 2007 og 2013, hvor udvalgte forskere fra hele verden fik stillet opgaven at sammenstille og vurdere de informationer, der blev offentliggjort i den seneste videnskabelige litteratur om klimaforandringerne. 

Det primære formål er at forsyne beslutningstagere med den sidste nye beslutningstagerrelevante viden. Og nu er den sjette hovedrapport på vej, hvor første delrapport bliver lanceret i år og den anden (om Mitigation of Climate Change) og tredje delrapport (om Impacts, Adaptation and Vulnerability) i henholdsvis februar og marts 2022, afsluttende med en Synthesis Report – en rapport, der opsummerer og drager tværgående konklusioner fra alle tre delrapporter.

Den første delrapport udkommer (forsinket på grund af coronavirussen), således at den kan danne det videnskabelige grundlag for de ligeledes forsinkede politiske forhandlinger ved COP26 i Glasgow i november.

COP26 vil give verden en afgørende mulighed for at vise fælles forpligtelse til at efterleve Parisaftalen, men også for at opnå en ambitiøs implementering af Parisaftalen ud fra opdaterede nationale bidrag, som er i overensstemmelse med målet om netto-nuludledning i 2050, som IPCC i en speciel rapport fra 2018 har vurderet er nødvendigt at nå, hvis Parisaftalen skal indfries.

Interaktivt Atlas
Den første delrapport vil ligne de tidligere rapporter på mange områder, men der er også noget helt nyt inkluderet – et webbaseret Interaktivt Atlas.

Det interaktive atlas er unikt, da det anvender den interaktivitet, der tilbydes af webapplikationer ved at visualisere klimaparametre/-variabler og klimamodelprodukter på regionale niveauer og forskellige tidsperioder. Det interaktive atlas gør det muligt at kombinere flere observations- og modelgenererede datasæt (baseret på forskellige emissionsscenarier og Global Warming Levels for eksempel 1,5, 2, 3 og 4 grader fra forskellige klimamodeller) og samtidig vise rumlige (region-for-region) og tidsmæssige analyser til understøttelse af rapportens forskellige konklusioner stammende fra vurderingerne.

At vi ud over de globale klimaforandringer står i en udfordring vedrørende tab af biodiversitet har også længe været et faktum, som i stigende grad trænger sig på. 

Sebastian Mernild og Jens Hesselbjerg Christensen
Hhv. professor i klimaforandringer og prorektor på Syddansk Universitet og professor i klimafysik, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet

Det interaktive atlas bygger på frit tilgængelig infrastruktur og data, og er derfor et vigtigt skridt i retning af at gøre IPCC-vurderingerne reproducerbare og dermed anvendelige i en bredere sammenhæng end hidtil.

Samtidig giver det mulighed for at illustrere et utal af parametre såsom: Lufttemperatur, minimum og maksimum lufttemperatur, vindhastighed, nedbørsmængder, snefald, havoverfladetemperatur, haviskoncentration, havniveauændringer med mere. FN’s klimapanel vil med dette interaktive atlas udvide udbredelsen af videnskabeligt dokumenteret klimaviden ved at gøre videnskaben praktisk anvendelig i eksempelvis undervisningsøjemed for forskere, industrien og myndigheder samt beslutningstagere. Det interaktive atlas udgør en måde, hvorpå konklusionerne fra FN’s klimapanel kommer endnu tættere på vores hverdag.

AMAP og rapporten fra Nordisk Ministerråd
Også med AMAP-rapportens konklusioner kommer viden tæt på. Her er tale om dystre informationer om markante forandringer i Arktis. For eksempel konklusioner vedrørende den årlige middeltemperatur for Arktis (både land og hav) mellem 1971 og 2019, hvor stigningsraten i middeltemperaturen er tre gange større end stigningsraten i den globale middeltemperatur over samme periode. En temperaturstigning for Arktis, der med de seneste data nu forekommer større end tidligere rapporteret.

Og samtidig kommer man frem til, at der i Arktis ses en stigning i forekomsten af ekstremhændelser, både i frekvens og i intensitet. Dette specielt i relation til havisen, smeltehændelser på indlandsisen og naturbrande. Desuden er der set en stigning i forekomsten og niveauet af ekstreme varmetemperaturer og samtidig et fald i ekstreme kuldetemperaturhændelser.

Helt konkret finder man, at forekomsten af kuldeperioder med en varighed på mere end 15 dage stort set er forsvundet i Arktis efter år 2000. At temperaturen frem mod 2100 – i værste fald – vurderes til at stige med op til 10 grader over niveauet for 1985–2014 overrasker næppe.

At vi ud over de globale klimaforandringer står i en udfordring vedrørende tab af biodiversitet har også længe været et faktum, som i stigende grad trænger sig på. To udfordringer, der til en vis grad hænger sammen.

Videnskaben tilvejebringer løbende viden om klodens forhold gennem videnskabelige studier og vurderingsrapporter. I august kommer første del af den sjette hovedrapport fra FN’s klimapanel.

Som en del af de involverede i tilvejebringelsen af denne rapport står vi nu ved vejs ende med en noget akavet fornemmelse efter flere års intenst og omfattende arbejde, idet det er ganske uvist, om vi enten skal håbe på, at rapporten modtages med kyshånd for de samlede videnskabelige vurderinger af klimasystemet, eller frygte at rapportens hovedkonklusioner - i en tid med stigende globale middeltemperaturer til trods - giver anledning til nye forbehold i forhold til, om vi kan lykkes med Parisaftalen.

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00