Mindeord om fhv. EU-miljødirektør Jørgen Henningsen (80)

Med Jørgen Henningsens død i sidste uge har Danmark tabt sin skarpeste klimapolitiske debattør.

Efter få år som lektor på DTU med speciale i olieraffinering og heterogen katalyse blev Jørgen Henningsen i 1973 ansat som kontorchef i det nyoprettede miljøministerium. I 1976 fulgte forfremmelsen som vicedirektør i Miljøstyrelsen, som han vendte tilbage til, efter at han fra 1980-83 ledede oliehandelsafdelingen i Dong.

I 1987 blev han direktør i EU-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, hvor kampen mod menneskeskabte klimaforandringer blev hans fokusområde. Først som Kommissionens chefforhandler på klimakonventionen (UNFCCC i 1992) og på Kyoto-protokollen (1997), senere som chefrådgiver for EU-Kommissionens Generaldirektoratet for Energi og Transport fra 2001 til 2006 og siden hans pension som debattør.

Han var med til at oprette den grønne tænketank Concito i 2008, var medlem af Klimakommissionen, der 2008-10 udarbejdede rapporten ’Grøn energi, vejen mod et dansk energisystem uden fossile brændsler” og indtil sin død seniorrådgiver i European Policy Center.

Jørgen Henningsen så længere end de fleste og pakkede ikke sine konklusioner ind i unødvendige forbehold. Det er let at have og begejstres for visioner, men Jørgen Henningsen havde også blik for detaljerne. Modsat de økonomiske vismænd så han, at EU’s CO2-kvotesystem var dysfunktionelt fra 2005 til 2018.

Siden 2012 argumenterede han mod de fremherskende påstande om træbaseret biomasses positive bidrag til CO2-reduktioner i energisektoren. De seneste år advarede han imod præmatur anvendelse af grøn elektricitet til produktion af metanol og brint uden en overbevisende businesscase.

Privat satte familie og venner pris på et empatisk og generøst sind. Af natur var Jørgen Henningsen optimistisk.

På det sidste så han dog pessimistisk på mulighederne for at gennemføre effektive tiltag mod klimaforandrende faktorer. Da hans klarsyn forblev usvækket til sidste åndedræt, maner det til eftertanke.