Mindeord om kommitteret, cand.jur. Ole Plougmann (83)

Ole Plougmann var en mønsterbryder. Han voksede op i Københavns sydhavnskvarter i 1930'erne og 1940'erne i en meget beskeden familie. Men også i en familie, hvor især hans mor lagde vægt på ordentlighed, og det fulgte Ole resten af livet.

Takket være gode lærere i Oles skoleforløb blev han først student og derefter cand.jur. Det lå ikke i kortene ved hans fødsel.

Efter sin embedseksamen blev Ole, måske lidt tilfældigt, ansat i det nyoprettede Kulturministeriums kontor for naturfredning. Kontoret blev under kontorchef Viggo Nielsens ledelse i årenes løb udklækningskontor for en række embedsmænd med ganske imponerende karrierer.

Oles 15 år med naturfredning blev et af højdepunkterne i hans professionelle liv, og når man rejste rundt i Danmark, fra Tystrup-Bavelse Søerne til Jelling, med Ole var der sjældent langt til et sted, han (og Viggo) havde været engageret i.

Det næste højdepunkt i Oles karriere kom i kølvandet af naturfredningens overførsel til Miljøministeriet i 1973. Fra midten af 1975 til 1983 var Ole chef for departementets 4. kontor, der havde ansvar for fredning, fysisk planlægning (inklusive Christiania) og skovpolitik, nok til at holde en moden jurist beskæftiget.

I den periode voksede folk med efterfølgende flotte karrierer, blandt dem Christian Nissen og David Rehling, op i 'Oles kontor'.

Fra 1983 til 1987 var Ole og jeg kolleger som vicedirektører i Miljøstyrelsen. Det blev begyndelsen på et venskab, der varede indtil Oles død.

Oles tid i Miljøstyrelsen var ikke noget, han talte om med samme begejstring som om sine to tidligere ansættelser, men bestemt ikke derfor en dårlig tid.

Og det førte Ole ind i hans tredje højdepunkt i karrieren som leder af den danske delegation i klimaforhandlingerne fra slutningen af 1980'erne og op igennem 1990'erne.

Det var en udfordring for Ole, der indtil da helt overvejende havde beskæftiget sig med de juridiske og rent nationale aspekter af de områder, hvor han arbejdede.

Og det var en udfordring for Ole pludselig at skulle arbejde på engelsk. Også det klarede han; ikke mindst hans venlige væsen og seriøse tilgang til opgaven skaffede ham en ny kreds af venner, og han og jeg fik rig lejlighed til at pleje vores venskab, nu ikke blot på Christianshavn eller i Bruxelles, men også i New York, Nairobi, Genève og så videre.

Oles sidste højdepunkt i livet kom, da han mødte Bodil i 2002. De blev gift i 2004, selvfølgelig i Svaneke, og for Ole sikrede det ham det otium, han fortjente, men som han bestemt ikke havde fået med samme kvalitet, hvis han på egen hånd skulle have klaret overgangen fra arbejdsliv til pensionist.

Gennem hele Oles liv har hans forhold til de sager, han beskæftigede sig med, og de kolleger, han arbejdede med, været præget af ordentlighed, engagement og empati. Det er ikke overraskende, at Ole efterlader sig en stor kreds af venner.