Når mine jævnaldrende går med i Palæstina-optog, føler jeg mig fremmed i min egen generation
Jeg føler mig både trist og desillusioneret, når mange af mine jævnaldrende bakker ukritisk op om et dybt antisemitisk og inhumant terrorregime, mens de negligerer det største jødedrab siden Anden Verdenskrig, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.
Claes Kirkeby Theilgaard
Politisk journalist, B.T.I denne tid føler jeg mig fremmed i min egen generation. Jeg føler mig fremmedgjort fra mine jævnaldrende, der for tiden går med i store propalæstinensiske demonstrationer og engagerer sig livligt i propalæstinensisk aktivisme på de sociale medier.
At jeg føler mig fremmed over for det, der i hvert fald opleves som et flertal af mine jævnaldrende, skyldes ikke alene, at jeg står på Israels side og derfor er uenig med dem. Jeg er liberal, og som ung i en ræverød by som København, er reglen snarere end undtagelsen, at jeg er dybt uenig med mine jævnaldrende.
Men jeg føler mig fremmed i min egen generation, når uenigheden antager et sådant niveau, at mange af mine jævnaldrende bakker ukritisk op om et dybt antisemitisk og inhumant terrorregime, mens de negligerer det største jødedrab siden Anden Verdenskrig og den bølge af antisemitisme, der også herhjemme skyller over os.I lang tid undrede det mig, hvorfor så mange af mine jævnaldrende nærer så dybt et had til Israel. Et land, som ikke blot er vores eneste allierede i Mellemøsten, men også det eneste demokratiske lys og den eneste bastion for vestlige værdier i en region præget af diktatorisk, islamisk mørke. Hvad får dog mine jævnaldrende til at lægge Israel for had og i stedet støtte et palæstinensisk terrorregime?
Den triste sandhed er, at mine jævnaldrende, der går med i propalæstinensiske demonstrationer, ikke alene deltager i et korstog mod Israel, men mod Vesten som sådan og de vestlige værdier, jeg ellers troede, vi alle både var rundet af og bakkede op om.
Kampen mod Israel er en del af en større og dybt selvskadende kulturkamp mod Vesten. En kulturkamp, som mine jævnaldrende fører an i. En kulturkamp, som Sørine Gotfredsen i en nylig klumme i Berlingske har givet en rammende karakteristik af med udgangspunkt i et overset kampskrift fra Greta Thunbergs mor, der beskriver den skizofrene og revolutionære venstrefløjsideologi, vi ser udfolde sig overalt.
Den triste sandhed er, at mine jævnaldrende ikke alene deltager i et korstog mod Israel, men mod Vesten som sådan og de vestlige værdier, jeg ellers troede, vi alle både var rundet af og bakkede op om
Claes Kirkeby Theilgaard
For nylig blev denne ideologi illustreret i al sin paradoksale tydelighed, da Greta Thunberg til en klimademonstration talte om Palæstina i stedet for klima og råbte "ingen klimaretfærdighed på besat jord."
Et kort videoklip fra denne demonstration indkapsler også den splittelse, der er imellem de yngre og ældre generationer af venstreorienterede. En ældre mand afbrød Thunbergs propalæstinensiske tirader med ordene om, at han var kommet for at demonstrere for klimaet, ikke Palæstina. Han blev dog hurtigt slæbt væk af yngre demonstranter, der var iklædt palæstinensiske keffiyeh-tørklæder.
Den skizofrene venstrefløjsideologi, som mange af mine jævnaldrende abonnerer på, er da også umiddelbart svær at forstå. Som Gotfredsen skriver: "Vi er vidne til en stor og overordnet retfærdighedsfortælling om verden, der med Hamas' terrorangreb 7. oktober er blevet endnu mere synlig. Mange forskellige ting blandes sammen på en måde, der umiddelbart fremstår ganske paradoksal, og mon ikke en del for tiden overvejer, hvordan mennesker i én og samme sætning kan kombinere klimakamp, feminisme, opbakning til Palæstina, minoritetstænkning, woke-ideologi og forkærlighed for islam trods denne religions patriarkalske og kvindeundertrykkende mønstre."
Svaret er, at såvel Greta Thunberg som mine jævnaldrende kan leve med disse paradokser, fordi målet – at føre kulturkamp mod Vesten og vestlige værdier – helliger midlerne. Og i kampen mod Vesten er selv et islamisk terrorregime en værdig allieret.
Jeg havde forventet, at Hamas' forfærdelige terrorangreb mod Israel 7. oktober ville føre til, at vi samlede os i et fælles forsvar for Vesten og vestlige værdier og for Israel og det jødiske folk.
I stedet er terrorangrebet endt med at blive en fremkaldervæske for en hadefuld, selvskadende kulturkamp mod alt dette. En kulturkamp, som jeg må opleve mine jævnaldrende føre an i. Jeg må tilstå, at jeg i disse dage føler mig både trist og desillusioneret.