Nutidens klimapolitik er tilpasset en verden, som ikke længere eksisterer

På konferencen var der særligt én ting, der gik igen: Vi står i øjeblikket på tærsklen til ukendt terræn, hvor eksisterende videnskabelige modeller har svært ved at følge med.

De seneste års drastiske temperaturstigninger i verdenshavene overstiger, hvad klimamodellerne tidligere forudsagde. Det bidrager til accelererende afsmeltning, ekstreme vejrhændelser og forskydninger i havstrømme, der får ellers forsigtige videnskabsfolk til at tale om en tilstand af global turbulens.

Når forskere i dag advarer om, at planeten er på vej mod en anden ligevægtstilstand, er det ikke længere abstrakte forudsigelser. På tværs af en række af planetens vitale økosystemer – fra havstrømme til regnskove – observerer man processer, hvor langsom nedbrydning pludselig kan tippe over i øjeblikkeligt kollaps.

Vi står på tærsklen til ukendt terræn, hvor eksisterende videnskabelige modeller har svært ved at følge med.

Mads Ejsing

Det er ikke mere end et par uger siden, at en række førende forskere vurderede, at vi allerede har passeret det første planetære tippepunkt, og at verdens koralrev ikke længere står til at redde. Det vil betyde uoprettelige tab for store dele af livet i havet, men også for flere hundrede millioner af mennesker, som afhænger af koralrevenes økosystemer.

Det er her, at det antropocæne for alvor gør sig gældende. Ikke kun som klimaforandringer, men i tabet af forudsigelighed. Der er tale om et brud i jordens velkendte rytmer. En overgang fra stabilitet til noget nyt, som ingen af os for alvor kender konsekvenserne af.

Store dele af nutidens klimapolitik hviler derfor på et verdensbillede, som ikke længere er tidssvarende. Vi planlægger fortsat, som om at fremtiden kommer til at ligne fortiden, og at klimasystemet vil reagere lineært og gradvist, så vi kan planlægge os ud af krisen med nye teknologier og smartere styring.

Vores eksisterende politiske og demokratiske institutioner er formet af og for en verden, hvor naturens rytmer stadig var nogenlunde stabile. Ikke til et planetært system, der bevæger sig gennem pludselige skift, komplekse feedbacks og uforudsigelige tippepunkter.

Hvordan fører man langsigtet politik i lyset af en sådan fremtid? Hvordan prioriterer man retfærdighed i en usikker verden, hvor risiko og sårbarhed allerede er ekstremt ulige fordelt? Og hvordan skaber man demokratiske processer, der ikke blot justerer eksisterende politik, men tør gentænke værdier, institutioner og relationer mellem mennesker og natur fra bunden?

Ingen af disse spørgsmål kan besvares med tekniske løsninger alene. De kræver kollektiv handlekraft, institutionelle forandringer og en erkendelse af, at vi er en del af et komplekst og levende planetært system, som vi må lære at navigere i snarere end at kontrollere.

Selv i Danmark kan det antropocæne mærkes i form af tilbagevendende oversvømmelser, tørkeperioder og tab af biodiversitet. Den grønne omstilling, vi står over for i dag, handler derfor ikke kun om at skifte til en ny energikilde, men om at sikre selve fremtidens livsgrundlag.

Andre steder i verden oplever man allerede på nært hold, hvad det vil sige at leve i en mere usikker verden. Gentagne oversvømmelser og skovbrande medfører ødelæggelser, som skal udbedres igen og igen, samt en voksende fornemmelse af, at fremtiden ikke længere er en lige linje, men uforudsigelig og usikker.

I byen Fairbourne i Wales har myndighederne besluttet at “afvikle” området fra 2045, fordi det ikke længere kan betale sig at beskytte byen fra stigende havstande og tiltagende oversvømmelse. Det har efterladt beboerne i området i et eksistentielt limbo, hvor deres tro på en sikker fremtid er forsvundet, selv inden katastrofen for alvor er indtrådt.

Den grønne omstilling, vi står over for i dag, handler derfor ikke kun om at skifte til en ny energikilde, men om at sikre selve fremtidens livsgrundlag.

Mads Ejsing

Og i Californien diskuterer man i kølvandet på de voldsomme skovbrande tidligere på året, om det overhovedet vil være muligt at forsikre sine huse fremover. Det er i sådanne tilfælde, at det antropocæne for alvor bliver konkret. Ikke længere som et abstrakt geologisk begreb, men som en ændring i hverdagslivets rytmer og i oplevelsen af, hvad der kan og ikke kan forventes af fremtiden.

Alligevel halser den klimapolitiske samtale bagefter. I stedet for at tale om eksistentielle risici og behov for grundlæggende samfundsforandringer, diskuterer vi stadig CO2-afgifter, elbiler og teknologiske løsninger, som om at alting er, som det plejer. Som om at verden er grundlæggende stabil.

Men det er den ikke længere.