Debat

Økonom: Særligt ét klimapolitisk mål tenderer til det uforsvarlige

DEBAT: Regeringen og dets støttepartier har opsat flere klimamål, de er dog ikke lige gode. Et kan blive helt afgørende, men et andet bør pakkes væk igen hurtigst muligt, skriver økonom Paul Tiedemann.

Det vil kræve en eksport af teknologi fra rige til fattige lande, hvis temperaturstigningerne skal bremses i tide, mener Paul Tiedemann. 
Det vil kræve en eksport af teknologi fra rige til fattige lande, hvis temperaturstigningerne skal bremses i tide, mener Paul Tiedemann. Foto: Colourbox
Astrid Johanne Bjørnskov
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Paul Tiedemann
Økonom

Den nytiltrådte socialdemokratiske regering med støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale Venstre nævner i det såkaldte forståelsespapir Retfærdig Retning for Danmark en række mål på klimaområdet.

Heriblandt:

"Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 procent i forhold til 1990. Det er et meget ambitiøst mål, og det bliver særlig svært at nå den sidste del af målet fra 65 til 70 procent."

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

"En ny regering vil tage initiativ til en ny udviklingspolitisk strategi, hvor øget klimabistand står centralt." (Juni, 2019)

Det er denne artikels postulat, at det ene af disse mål principielt kan blive positivt afgørende for klimaudviklingen, mens klimaet vil være bedst tjent med, at det andet mål pakkes væk hurtigst muligt.

Det er en uomgængelig kendsgerning, at hvad der bruges på hjemmebanen ikke også kan bruges ude.

Paul Tiedemann
Økonom

Hvad der er det ene og det andet skal ikke røbes endnu.

Tidshorisonten taget i betragtning
FN's Parisaftale fra 2015 har det som en central målsætning at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning godt under to grader celsius over førindustrielt niveau – helst 1,5 grader, hvis risikoen for voldsomme klimaforandringer og uoverskuelige virkninger heraf skal holdes nede.

I forhold til disse vejledende maksimalværdier er den globale gennemsnitstemperatur allerede i dag steget med 1,1 grad sammenlignet med førindustrielt niveau.

En række undersøgelser viser, at forholdet imellem temperaturændringer og CO2-udledninger1 opgjort som den afstedkomne temperaturændring ved udledning af en ton CO2, ligger inden for et spænd imellem 0,8 og 2,4 grader Celsius pr. milliard ton udledt CO2.

Ved en middelværdi på 1,6 grader giver det henholdsvis 6,8 og 10,1 år, før 1,5 og 2 graders målene er nået, og dette er under forudsætning af, at udledningerne ikke stiger fra i dag og frem.

Det er udfordringernes omfang taget i betragtning ikke ret lang tid.

Økonomisk udvikling og CO2-udledning
Er der en sammenhæng imellem global økonomisk udvikling og CO2-udledninger? Svaret er ja, men denne er ikke lineær, idet en bestemt økonomisk vækst historisk set ikke medfører den samme udledning af CO2.

Betragter man en kurve over atmosfærens koncentration af CO2 fra vor tidsregnings begyndelse til i dag, ses det, at den ligger fladt og stort set ubevægelig omkring 280 ppm frem til cirka år 1800, hvor den påbegynder en stejl stigning opad for at runde 410 ppm i dag, 2019.

Sammenholder man denne kurve for CO2-koncentrationen med en tilsvarende for udviklingen i verdens samlede økonomi, forløber de to kurver parallelt frem til omkring år 1800.

Læs også

Verdens økonomiske udvikling frem til år 1800 er karakteriseret ved lav vækst fra et lavt udgangspunkt med årlige vækstrater på imellem 0 og 0,5 procent.

Udviklingen i denne periode kan ikke aflæses i CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Imellem 1800 og cirka 1960 accelererer den økonomiske udvikling på baggrund af industrialiseringen med gennemsnitlige årlige vækstrater på omkring 2 procent, hvilket jævnfør ovenstående indebærer et forløb parallelt med CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Efter 1960 tager den globale økonomiske udvikling virkelig fart med årlige vækstrater på over 4 procent i gennemsnit.

Denne vækst sker, uden at CO2-koncentrationen tilnærmelsesvist følger med i samme omfang.

Altså tre perioder med vidt forskellige mønstre:

- en årtusindelang periode uden observerbar sammenhæng imellem økonomi og CO2 frem til omkring år 1800,
- en periode på cirka 150 år med parallel stejlt opadgående udvikling i de to størrelser, og
- en periode fra 1960 og frem, hvor den økonomiske udvikling går langt hurtigere end CO2-udledningerne.
 
Kurven knækket
Det betyder, at der frem til industrialiseringens gennembrud omkring år 1800 igennem århundreder har eksisteret en høj korrelation2 imellem økonomisk udvikling og udledning af CO2, men at denne korrelation fra midt i forrige århundrede begynder at ændre karakter på den måde, at en øgning i verdens økonomiske output ikke som tidligere indebærer en tilsvarende øgning i CO2-udledningerne.

Dette fænomen, der afhænger af udviklingen i (en regions, et lands eller hele verdens) samlede CO2-udledninger, folketal og BNP per indbygger, se nedenfor, kaldes for økonomiens CO2-intensitet og udtrykkes i CO2-udledninger i kilo per BNP-enhed.

Denne størrelse spiller en central rolle i klimasammenhæng, fordi alverdens økonomier opererer under et de facto-krav om vækst, hvorfor det bliver afgørende, at den vækst, der finder sted, kan ske, uden at CO2-udledningerne følger med.

At CO2-intensiteten for verdens økonomier under ét har været faldende fra 1960 og frem er en kendsgerning, men det generelle fald dækker over en meget uensartet fordeling imellem de største og rigeste økonomier og udviklingsøkonomierne.

Den rige verden versus udviklingsøkonomierne
Sammenligner man udviklingen i BNP, CO2-udledninger og befolkning i de syv største og rigeste økonomier, G7, bestående af USA, Japan, Canada, Tyskland, UK, Italien og Frankrig med syv af de største udviklingsøkonomier, E7, bestående af Kina, Indien, Rusland, Indonesien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet, bliver det klart, at der er store forskelle i udviklingen imellem de to grupper af lande. 

G7 1960 2016
CO2 4.274 8.758
BNP 6.149 36.278
Befolkning 439 760
E7    
CO2 1.050 16.428
BNP 817 19.310
Befolkning 1.340 3.518

 
CO2 i Mt, BNP i mia. 90 USD, folketal i mio., 1960 G7 ekskl. Tyskland og E7 ekskl. Rusland.
 
Det er bemærkelsesværdigt, at væksten på alle de nævnte områder er betydeligt højere i E7-gruppen end i G7.
 
Mest iøjnefaldende er udviklingen i de samlede CO2-udledninger, der i G7-gruppen fordobles i perioden, mens E7 i samme forløb godt og vel 15-dobler udledningerne, således at hvor sidstnævnte i 1960 udledte cirka en fjerdedel af, hvad G7 udledte, udleder de nu det dobbelte af G7.
 
Der er intet, der tyder på, at denne udvikling er ved at vende.
 
Ses der på de relative udledninger, det vil sige CO2 per indbygger, BNP per indbygger og CO2 per dollar, kommer konturerne af en forklaring til syne.
 

G7 1960 2016 
CO2/indb. 9,74 11,52
BNP/indb. 14.006,00 47.734,00
CO2/$           0,70 0,24
E7    
CO2/indb. 0,78 4,67
BNP/indb. 609,00 5.489,00
CO2/$           1,29 0,85


 
For G7-gruppen er mønsteret klart: En moderat stigning fra et højt udgangspunkt i gennemsnitlig indkomst per indbygger ledsaget af en stagnation i CO2-udledninger per indbygger og et markant fald i CO2-udledninger i forhold til BNP.
 
E7-gruppens udvikling viser i forhold hertil en høj vækst i indkomst per indbygger, men denne er i perioden akkompagneret af en seksdobling af CO2-udledninger per indbygger og et kun svagt fald i CO2 i forhold til BNP.
 
Forklaringen på den store stigning i de samlede udledninger i udviklingsøkonomierne er, at disse ikke har været i stand til afkoble forbindelsen imellem et mål om stadig øget økonomisk velstand og CO2-udledninger, som de rigeste økonomier har.
 
Kernen i dette problem er tosidet, idet udviklingsøkonomierne uden undtagelse forfølger en målsætning om økonomisk vækst på den ene side samtidig med, at der på den anden side ikke findes nationale mål for CO2, eller i hvert fald kun for reference purposes only, hvilket betyder, at de er uden reel betydning, og at der, mål eller ej, ikke gås på kompromis med den økonomiske vækst for at nedbringe CO2-udledningerne.
 
Hvis E7-økonomierne, der antages at overhale G7 i samlet BNP inden år 20303, skal nå et velstandsniveau (BNP per indbygger), der tåler sammenligning med G7, vil dette med de skitserede udviklingstræk føre til CO2-udledninger i et omfang, der vil indebære, at Parisaftalens fromme mål om højst 1,5 – 2 graders temperaturstigning, vil være overskredet om ganske få år, hvis ikke der sker noget gennemgribende.

Løsningen med økonomens briller
Der er, som denne skribent ser det, kun et, der virkelig kan rokke ved de udviklingstendenser, der er beskrevet i det foregående, og det er en overførsel af teknologi i stor skala fra den rige del af verden til udviklingsøkonomierne.

Teknologi forstået i bredeste forstand som maskineri og knowhow inden for energi, effektivisering, landbrug, bolig, service, transport, affaldsbehandling, vand etcetera – kort sagt alt det, der har muliggjort afkoblingen i den rige verden – systematisk overført til udviklingsøkonomierne med henblik på konsekvent afkobling af økonomisk vækst og CO2.

Gratis bliver det ikke for Danmark og resten af den rige verden, for markedet er ikke i stand til at levere det momentum, der skal til.

Det vil, hvis ambitionen er at holde sig blot i nærheden af Paris-målene, kræve en 'Marshallhjælp'-lignende indsats fra den rigeste del af verden med en finansiering i en størrelsesorden, der ikke er set før på dette område.

Pyntelige CO2-reduktioner
Hvad angår de to citerede mål fra regeringens Retfærdig retning for Danmark,er det på baggrund af ovenstående indlysende, at det er regeringens tanker om en ny udviklingspolitisk strategi med øget klimabistand, der kalder på mest applaus.

Målet om 70 procents reduktion i Danmark i 2030 er derimod teknisk set kontraproduktivt forstået på den måde, at 1) hvert ton reduceret CO2 kommer til at ske ved støt stigende marginalomkostninger, hvilket betyder, at reduktioner mellem de 65 og 70 procent kan komme til at indebære omkostninger per ton på hundredetusindvis af kroner eller mere, og 2) det er en uomgængelig kendsgerning, at hvad der bruges på hjemmebanen ikke også kan bruges ude.

Det tangerer – for nu at sige det på en pæn måde – det uforsvarlige at allokere ressourcer, der globalt set kunne føre til omfattende CO2-reduktioner til en pyntelig, men fuldstændig betydningsløs CO2-reduktion på hjemmefronten.

En sidegevinst ved at vende blikket udad kunne være, at vi holdt op med at have dårlig samvittighed over at flyve og spise kød og drikke kaffe, og hvad der ellers står højt på den offentlige dagsorden for tiden.

[1]    Transient Climate Response to Cumulative CO2 Emissions, TCRE.
[2]    Denne korrelation er ikke tilfældig, men det er en anden diskussion.
[3]    I samme bevægelse bliver Kina verdens største økonomi, hvilket kan have en psykologisk betydning for håndteringen af klimaspørgsmål internationalt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00