Forsker: Stormfloder har en social slagside. Derfor skal ulighed tænkes ind i klimatilpasning

Rammer socialt skævt

En ny analyse – der er ved at blive fagfællebedømt, og som jeg har været med til at udarbejde – viser, at socialt sårbare grupper er mere berørt af oversvømmelser end mindre sårbare grupper – på tværs af hele landet.

Når vi ser på, hvem der får deres hjem oversvømmet, og hvilke grupper der mister adgang til vigtige funktioner under en oversvømmelse, bliver det tydeligt, at det oftest er de mest sårbare – som ældre, personer med dårligt helbred eller økonomiske udfordringer – der rammes.

De 50 procent mest sårbare bliver påvirket 1,6 gange så meget som den anden halvdel.

Mia Cassidy Prall
Postdoc, Aalborg Universitet

De ti procent af befolkningen, der er mest socialt sårbare over for oversvømmelser, bliver ifølge vores analyse påvirket 2,8 gange så meget af oversvømmelser som de ti procent, der er mindst sårbare.

Ser vi på den mest sårbare halvdel af befolkningen sammenlignet med den mindst sårbare halvdel, er tendensen den samme: De 50 procent mest sårbare bliver påvirket 1,6 gange så meget som den anden halvdel.

Denne ulighed i eksponering viser en gennemgående tendens for hele landet.

Styret af cost-benefit-logik

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor der er denne vedvarende ulighed. En forklaring kan være, at den danske klimatilpasning og kystbeskyttelse hidtil i høj grad har været styret af en cost-benefit-logik.

Fokus har været på at beskytte økonomiske værdier med kystbeskyttelse. Mens der ikke har været opmærksomhed på at styrke menneskers evne til at håndtere de situationer, hvor vandet alligevel trænger ind.

Det kan have ført til situationer, hvor vi som samfund – bevidst eller ej – har prioriteret at beskytte områder med høj økonomisk værdi, mens socialt udsatte grupper er blevet efterladt til at klare sig selv, når katastrofen rammer.

Det er ikke kun dem i strandvejsvillaerne, der bliver ramt af stormfloder.

Mia Cassidy Prall
Postdoc, Aalborg Universitet

Uligheden kan også hænge sammen med dybereliggende strukturelle problemer. Har vi for eksempel placeret almene boligområder i mere risikofyldte zoner og dermed sat de mest ressourcesvage borgere i fare? 

Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor uligheden opstår – men der er akut behov for at undersøge de bagvedliggende årsager nærmere.

Ét er dog sikkert: Vi er nødt til at kigge længere end til første række. Det er ikke kun dem i strandvejsvillaerne, der bliver ramt af stormfloder. 

Lighed skal tænkes ind

Retfærdighed skal tænkes ind i både politik og praksis. Vi har akut brug for at tilpasse den måde, vi planlægger klimatilpasning på, og social retfærdighed bør tænkes med fra starten.

Allerede i dag ser vi, hvordan strukturel ulighed påvirker, hvem der bliver ramt hårdest af klimaforandringerne, og i takt med at stormfloder bliver både hyppigere og voldsommere, kan disse skævheder blive forværret.

Nationalt er der taget et vigtigt første skridt: Kystdirektoratet inddrager nu social sårbarhed og risiko i arbejdet med implementeringen af EU’s oversvømmelsesdirektiv.

Det er et fremskridt og en vigtig anerkendelse af, at oversvømmelser har sociale konsekvenser. Men vi kan ikke stoppe her.

Fremover bør lighed og de sociale konsekvenser af klimaændringer være en central del af den nationale klimatilpasningspolitik.

Mia Cassidy Prall
Postdoc, Aalborg Universitet

Vi skal undersøge de grundlæggende årsager til ulighed, for eksempel ved at analysere, hvem der hidtil har haft fordel af klimatilpasning, og hvilke historiske og strukturelle faktorer der har skabt disse skævheder.

Kun med den viden vil vi være i stand til at forstå, hvordan vi kan bruge politiske værktøjer og omfordeling til at sikre større retfærdighed i fremtidens klimatilpasning.

Spørgsmålet om lighed er ikke behandlet godt nok i Klimatilpasningsplan II. En forsømmelse, der kan have omfattende negative konsekvenser i lyset af den systematiske ulighed, som vi allerede ser i dag i forbindelse med oversvømmelser.

Fremover bør lighed og de sociale konsekvenser af klimaændringer være en central del af den nationale klimatilpasningspolitik, så vi tilpasser os et klima i forandring på en måde, der gavner alle – ikke mindst de mest sårbare.