Professor og lektor: Uklarhed om EU's grønne taksonomi er noget af det værste, der kan ske

EU-taksonomien er et klassifikationssystem, som definerer hvilke økonomiske aktiviteter der kan kaldes bæredygtige. Den fungerer lidt lige som EU's energimærkning, som hjælper os med at finde frem til det mest energieffektive køleskab for vores pengene. Taksonomien skal hjælpe investorer med at finde frem til de bæredygtige teknologier.

Den kan få afgørende betydning for fremtidens investeringer: De bæredygtige teknologier vil kunne opnå billigere finansiering, få adgang til flere midler, herunder EU's hjælpefonde, og den vil kunne øge markedsværdien af virksomheder med aktiviteter i den bæredygtige sektor. Imidlertid har den foreslåede inkludering af naturgas og atomkraft skabt stor debat, og det kan resultere i usikkerhed blandt investorerne.

Bæredygtighedsmål vægtes forskelligt

Som troværdigt værktøj må taksonomien nødvendigvis være baseret på videnskabelige fakta. Kriterierne for klassificeringen af teknologier bør udvikles af eksperter, og der bør være et minimum af konsensus, før en bestemt teknologi inkluderes.

Problemet er, at eksperterne ikke altid er enige. Det skyldes ikke mindst, at taksonomien omfatter seks forskellige bæredygtighedsmål, nemlig reduktion af drivhusgasudledning, klimatilpasning, forebyggelse og kontrol af forurening, cirkulær økonomi, beskyttelse af vand og havressourcer, økosystemer og biodiversitet.

Bæredygtige teknologier skal bidrage til mindst et af målene og må samtidig ikke modarbejde nogen af de andre mål. Det vil sige, at de skal overholde DNSH-princippet ("Do No Significant Harm"). Det giver udfordringer når det kommer til atomkraft. Her er der rigelig plads til uenighed både når det handler om den risiko, der er forbundet med affaldet, om potentielle ulykker og hvorvidt disse risici er acceptable for samfundet.

Problemet er, at eksperterne ikke altid er enige. Det skyldes ikke mindst, at taksonomien omfatter seks forskellige bæredygtighedsmål.

Marie Münster og Lena Kitzing

Vi mener, at uenigheden skyldes forskellige udlægninger af bæredygtighedsprincippet og hvor meget vægt der lægges på de forskellige elementer i bæredygtighedsmålene.

Eksempelvis uenighed om atomkraft, naturgas og gasinfrastruktur

Eksempelvis mener nogle, at en proces, der ender med radioaktivt affald, ikke kan defineres som bæredygtig – dels fordi affaldet ikke kan genbruges, og dels fordi det potentielt truer økosystemer. For andre er det mest afgørende at atomkraft er klimavenligt, og det radioaktive affald kan accepteres så længe det er sikkert nok deponeret. Det skaber rum – og behov – for politisk prioritering. Dermed handler det ikke længere kun om videnskabelige fakta, men om principperne der underbygger vores samfund og hvordan fakta anvendes i beslutninger.

Med naturgas er faktaene mere entydige. Metan er en potent drivhusgas, og dens brug står i klar kontrast til reduktionen af drivhusgasemissioner, som er det første og vigtigste mål i taksonomien.

Derimod er det mere uklart med gasinfrastruktur. Selvom rør og pumpestationer bruges til naturgas i dag, kan de i fremtiden godt transportere biometan, biogas eller brint, og dermed blive en bæredygtig investering.

Staten bør støtte vedvarende energi

Den finansielle sektor og de store markedsindekserede firmaer benytter sig i stigende grad af selvudviklede bæredygtighedstandarder, som kaldes for ESG (Environmental, Social, and Governance). Kriterierne er ikke ens for alle virksomheder, og det kan være svært at finde rundt i dem. Men lige præcis i relation til "clean energy" læner ESG-rapporteringerne sig ofte op ad "RE100"-initiativet ledet af The Climate Group, som forpligter virksomhederne til et 100 procent vedvarende energi-baseret forbrug. Nogle af verdens mest indflydelsesrige virksomheder på de finansielle markeder, fra Apple til Zalando, er med i "RE100" og den har en klar positivliste over de teknologier, der anses for acceptable: biomasse (inklusive biogas), geotermisk energi, sol, vand og vind. Hverken naturgas eller atomkraft findes på listen.

For et værktøj der har til formål at skabe klarhed, samle investorer under fælles kriterier og være en ledestjerne for fremtidens bæredygtige investeringer er dette noget af det værste der kan ske.

Marie Münster og Lena Kitzing

Vi forventer ikke, at atomkraft vil tiltrække mange flere private investeringer, hvis den inkluderes i taksonomien – dertil er økonomien for dårlig og usikkerheden for høj. Derimod vil det kunne trække på statslige midler, som så bliver mindre tilgængelige for andre teknologier. Anderledes høje investeringer vil kunne forventes fra private investorer i forhold til naturgas. Naturgas kan spille en rolle som et overgangsbrændstof, men det bør kunne ske på kommercielle vilkår. Støtten bør gå til de bæredygtige løsninger, som bidrager til EU's klimamål på længere sigt.

Inkluderingen af atomkraft og naturgas i taksonomien har skabt stor debat. Det får EU's forslag til at virke uambitiøst og det truer med at undergrave taksonomiens troværdighed. For et værktøj der har til formål at skabe klarhed, samle investorer under fælles kriterier og være en ledestjerne for fremtidens bæredygtige investeringer er dette noget af det værste der kan ske.

Vi mener, at taksonomiens kriterier bør være mindst lige så ambitiøse – hvis ikke mere – end industriens egne kriterier. Ellers risikerer taksonomien ikke at opfylde det mål, den er sat i verden for, nemlig at skubbe den grønne omstilling fremad.