Helene Hagel: Klimadebatten skal blive bedre. Valgkampen er mediernes perfekte mulighed for at hæve niveauet

Klimadebatten kører i ring

Debatten kredser omkring de samme ligegyldige argumenter som “vi er allerede et grønt foregangsland”, “vi skal have alle med, så det kan ikke gå hurtigere”, og “vi står jo kun for en promille af udledningerne, hvorfor piske os selv?”.

Lykkedes det at gøre klimakrisen til et tema i denne valgkamp? Forhåbentligt. Drikkevandet og svineindustrien fylder jo – og godt for det – men hvem orker egentlig at tale virkemidler til reduktionsmålene og netto-nul ambitioner? Ikke mange.

Klimadebatten er i dag for lukket, elitær og teknisk. Den er for kedelig.

Helene Hagel

Men hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor kan jeg som et meget klimaengageret menneske sagtens forstå, at klimakrisen måske ikke vil fylde, som den burde? At det ikke er selvskrevet, at vi skal tale om, at vi ikke længere ser ud til at nå vores klimamål?

At vi ikke skal tale om, at vi i Danmark er ved at åbne nye oliefelter og forlænge den fossile produktion?

At det ikke nødvendigvis vil fylde, at regeringen har givet helt op og satser hele butikken på dyr, usikker ny teknologi, der ikke løser problemerne, men i bedst fald bare flytter dem i tid og rum? 

Klimadebatten er i dag for lukket, elitær og teknisk. Den er for kedelig. På trods af at omstillingen er selve fundamentet for vitterligt alt andet, som vi bruger politisk energi på. Fundamentet for vores liv.

Problemet er essentielt og handler om, at vi ikke har nogle samlede visioner for et omstillet samfund: Lige nu ved vi simpelthen ikke, hvor vi skal hen.

Vi mangler et mentalt landkort, både i vores private liv og i det politiske maskinrum. Vi har aldrig haft den nødvendige samtale om destinationen, fordi vi har haft for travlt med at diskutere de tekniske justeringer, der gør os i stand til at forlænge verden med brædder.

Debatten former politikken

Klimadebatten er gået i stå, fordi den nødvendige og reelle samtale om omstillingen af vores samfund parkeres ude på overdrevet af såvel politikere som af medier.

Vi gør som vi plejer og klamrer os til de velkendte argumenter: Vi står kun for en promille af de globale udledninger. Vi er allerede et grønt foregangsland. Vi skal jo have folket med.

Intet sker politisk, hvis ikke det først presses igennem i den offentlige klimadebat.

Over de sidste ti år er det kun presset i den offentlige debat, der har ført til konkret klimapolitisk forandring. Forholdet mellem klimadebatten og klimapolitikken er nogenlunde 1:1.

Intet sker politisk, hvis ikke det først presses igennem i den offentlige klimadebat.

Helene Hagel

Debatten beskriver ikke politikken. Den former den. Den er ikke blot med til at definere den politik, der kan føres, den er selve selve det rum, hvori problemer, muligheder og løsninger kan findes.

Mange medier er blevet dygtige til at dække den konkrete førte klimapolitik. Men det nære – hvordan vores liv skal ændre sig – og det store – hvordan vores samfund skal ændre sig fundamentalt – befinder sig uden for mainstream-mediedækningen.

Det er den absolut vigtigste offentlige debat, og den bliver forsømt: Hvordan skal vi egentlig leve, hvis vi skal overleve? Hvordan kunne vores liv se ud, hvis vi gjorde nok?

Men kriserne dækkes ikke med den seriøsitet og nysgerrighed, de fordrer af os, mens vi lider af et totalt visionstab i klimadebatten. Alt handler om at forsvare status quo eller justere i småtingsafdelingen – og ingen tegner billeder af, hvor vi skal hen.

Medierne spejler deres læsere, seere og lytteres verdensbillede. Derfor viger de ofte tilbage fra at udfordre dominerende narrativer.

Men ironien er, at medierne – ved at undlade at dække de reelle forandringsbehov og den fulde alvor og undgå at koble de andre udfordringer på vores eksistentielle grundlag til dækningen – svigter deres kerneopgave: at være de magtkritiske vagthunde, der nøjagtigt og sandfærdigt præsenterer verden for os.

Valgkampen burde være stedet, hvor samtalen begynder

Hvis man er en uvildig, nøgtern, faktadrevet facilitator for væsentlige samfundsdiskussioner, hvordan kommer man så uden om, at klima- og naturkrisen er et stort tema, der skal undersøges fra alle tænkelige vinkler?

Et tema, som skal oversættes til vores hverdag og til reel politisk handling? At være realistisk om den verden, vi står i, er ikke aktivisme – det er god journalistik.

Det er ikke aktivistisk at tage ansvar for, at samtalen rykker derhen, hvor vi har brug for, at den skal være, hvis ambitionsniveauet og tempoet skal rykke derop, hvor klimakrisen kræver, det er.

Valgkampen er en oplagt anledning til at hæve niveauet i klimadækningen- og debatten. Men alligevel fornemmer man, at klimarunden i valgkamps-debatter er noget, der lige skal tikkes af.

Hvorfor ikke bruge valgkampen til at åbne det rum, hvor vi kan få en reel samtale om, hvordan vi for alvor omstiller vores samfund og hvad det vil betyde for os?

Helene Hagel

Klimakrisen – er den overhovedet et tema – er en pligt, der skal overstås, så vi kan komme videre til det, der egentlig tæller. Valgkampsdækningen er ikke præget af eftertanke, omtanke og respekt for truslens omfang. Alle de egentlige diskussioner glimrer ved deres fravær. Og de helt nemme narrativer får lov at fylde.

Hvis vi alligevel skal tale om omstillingen resten af vores liv, kan vi lige så godt begynde at tale ordentligt om den.

Ikke som en pligt og som noget, der lige skal overstås. Men som det, omstilling er: fundamentet for vores fremtid. Hvorfor ikke bruge valgkampen til at åbne det rum, hvor vi kan få en reel samtale om, hvordan vi for alvor omstiller vores samfund og hvad det vil betyde for os?