Regionale aktører: Det får store konsekvenser, hvis regionerne skal overlade den grønne omstilling til kommunerne

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Thomas Becker
Adm. direktør, String Megaregion
Jan Juul Christensen
Administrerende direktør, Greater Copenhagen
Stig Rømer Winther
Direktør, Fonden Femern Belt Development
Peter Hansen
Leder, Region Sønderjylland-Schleswig
I regeringens sundhedsudspil "Sundhed tæt på dig" foreslås det at fratage regionerne deres mulighed for at arbejde med den grønne omstilling og overlade ansvaret for grænseoverskridende samarbejder til kommunerne – uden yderligere finansiering til at varetage denne opgave.
Vi er bekymrende for de konsekvenser, forslaget kan få for den nationale klimaindsats og vores evne til fortsat at hjemhente EU-midler i milliardklassen – samtidig med, at vi risikerer at sætte vigtige, veletablerede internationale samarbejder og alliancer over styr.
I Danmark er regionerne i dag en vigtig udviklings- og implementeringsmuskel for den grønne omstilling, der bidrager til at nå vores klimamål.
Regionerne har vist sig som effektive aktører til at søge om og varetage store EU-projekter af national og grænseoverskridende karakter.
De er også ansvarlige for at samle relevante aktører til større EU-ansøgninger og til danske og internationale projekter – hvor de i mange tilfælde fungerer som den ledende partner. Og det er ikke tilfældigt, at regionerne spiller så central en rolle.
Regioners centrale rolle
Regionaliseringen er blevet cementeret som den centrale strategi til at drive udviklingen frem på tværs af Europa. Senest har den nye EU-Kommission gjort det klart, at regionerne fortsat skal være de centrale aktører i arbejdet med national implementering af EU's strategier for grøn omstilling – med dertilhørende millioner i tilskud.
På tværs af Europa er regionerne en afgørende del af det europæiske udviklingsarbejde, hvorfor adgangen til EU-midler fra EU's tilskudspuljer i mange tilfælde også forudsætter, at projekterne håndteres af regionale myndigheder.
Netop derfor har arbejdet med den grønne omstilling og ansvaret for det grænseoverskridende samarbejde helt naturligt været en central del af opgaveporteføljen hos de danske regioner. Det har også vist sig at være en yderst god forretning.
Regionerne har i løbet af de seneste ti år formået at hjemhente knap 2,5 milliarder kroner til implementering af centrale projekter inden for den grønne omstilling, og regionerne har med andre ord vist sig som effektive aktører til at søge om og varetage store EU-projekter af national og grænseoverskridende karakter.
Danmarks vigtigste regionale samarbejdspartnere i Schleswig-Holstein og i Sydsverige har også udtrykt bekymring og forundring over regeringens forslag. Og det forstår vi godt, da regionerne på tværs af grænserne gennem mange år har oparbejdet sunde samarbejder og alliancer.
Samarbejde på tværs af grænser
På baggrund af de mærkbare konsekvenser ved regeringens forslag anbefaler vi, at regeringen opgiver forslaget.
Særligt i Øresundsregionen og ved den dansk-tyske grænse arbejder man tæt sammen om at etablere infrastruktur og grønne transportruter, vigtige arbejdsmarkedstiltag for at øge jobmulighederne og om at nedbryde eksisterende grænsehindringer i forbindelse med pendling.
Det gælder blandt andet realiseringen af Femern Bælt-forbindelsen, energiinfrastruktur og grøn transport i Syd- og Nordjylland samt nye faste forbindelser i Øresundsregionen.
Med henblik på regionaliseringen som en fortsat hjørnesten i EU's strategi samt de nordiske statsministres ambition om at gøre Norden til verdens mest integrerede region i 2030 er det vigtigt, at arbejdet ikke svækkes fremover.
På baggrund af de mærkbare konsekvenser ved regeringens forslag anbefaler vi, at regeringen opgiver forslaget om opgaveforskydning og bortfald af udviklingsopgaver, EU-projekter og grænseoverskridende samarbejde og i stedet, af ovenfor nævnte grunde, styrker regionernes adkomst til at arbejde med disse udbytterige områder.
Dermed vil man sikre Danmarks evne til fortsat at hjemhente EU-midler i milliardklassen og være med til at opretholde ligeværdige grænseregionale samarbejder med vores europæiske nabolande.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Tænketank advarer politikerne før stor klimastatus: "Alt peger mod højere CO2-udledninger"
- Alle sociale tilbud bør arbejde med bæredygtighed. Sådan har vi gjort på Kofoeds Skole
- Forskere og rådgivere: Klimatilpasning kan blive en klimabelastning














