SF, K og Dansk Erhverv: Langsom sagsbehandling hæmmer udbygning af vindmøller

Anne Valentina Berthelsen
MF (SF)
Dina Myrup Andersen-Raabjerg
Fhv. MF (K)
Ulrich Bang
Vicedirektør, Dansk Erhverv, ansvarlig for bolig, klima, energi og miljø, Dansk Erhverv, medlem, Rådet for Energieffektiv Omstilling, Klimarådets Dialogforum, rådgivningsgruppemedlem, KU Science
I 2022 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at produktionen af sol- og vindenergi på land skal firdobles frem mod 2030.
Den gode nyhed er, at danskerne tror på, at det løfte er ved at blive realiseret. En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at to ud af tre danskere tror, at landvindmøllekapaciteten er mindst fordoblet de seneste fem år.
Den dårlige nyhed er, at det langt fra er virkeligheden, og at udbygningen af grøn energi i stedet er stået stort set stille. Kapaciteten er blot steget med 11 procent siden 2019 – altså langt fra, hvad danskerne går og tror.
Derfor går vi fra Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og dansk erhvervsliv nu sammen om et fælles opråb: Der skal mere fart på den grønne energi i Danmark. Det er til glæde for klimaet, frigørelsen fra russisk gas og konkurrencedygtigheden i dansk erhvervsliv.
Hæmmer omstillingen
Godkendelsestiderne for landvindmøller er en væsentlig årsag til, at udbygningen går trægt.
Dansk Erhvervs analyse af godkendelsestider på tværs af EU viser, at det tager i gennemsnit 6 år at sagsbehandle og nettilslutte en landvindmølle i Danmark. Det overskrider markant EU's maksimale godkendelsesfrist på 2 år, så det er tid til handling.
Ved at handle hurtigt kan vi sikre, at Danmark lever op til sine klimamål, fastholde en stærk konkurrenceevne og levere billig, grøn strøm til både forbrugere og erhvervsliv.
Anna Valentina Berthelsen, Dina Myrup Raabjerg og Ulrich Bang
Hhv. energiordfører (SF), energiordfører (K) og underdirektør for klima, energi og miljø, Dansk Erhverv
Vi står over for et vendepunkt, hvor politisk mod og hurtigere handling er altafgørende, hvis vi skal fastholde Danmarks førerposition i den grønne omstilling.
Når godkendelsesprocessen er så langsom, bliver det et problem for både forbrugere og virksomheder. Forsinkelserne betyder, at vi risikerer at gå glip af billig, grøn strøm og forsinke udfasningen af sort energi.
For de grønne virksomheder, der opstiller vindmøller, skaber de lange ventetider usikkerhed om investeringer i vindprojekter. Det bremser den økonomiske vækst i landdistrikter, som ellers ville kunne drage stor fordel af flere lokale arbejdspladser og billigere energi.
Endelig betyder de lange ventetider, at naboer til mulige kommende grønne energiprojekter står med en usikkerhed om deres hus i flere år.
Hurtigere udbygning af grøn energi handler ikke kun om at nå klimamål og sikre billigere energi til danskerne og erhvervslivet.
Den nødvendige udbygning skal altid tænke beskyttelsen af vores miljø, klima og biodiversitet med ind i billedet. Udbygningen af grøn energi på land må ske i harmoni med naturen og biodiversiteten, hvor godkendelsesprocesserne både bliver hurtigere og tager højde for biodiversitetsbeskyttelse.
Vi skal sikre, at energiprojekterne bidrager positivt til klima og miljø, og det kræver en ansvarlig tilgang, der for eksempel indebærer placering af vindmøller uden for sårbare naturområder.
Når godkendelsesprocessen trækker ud, risikerer vi ikke kun at forsinke den grønne omstilling, men vi skaber også usikkerhed om, hvordan projekterne påvirker lokal natur og miljø.
Hurtigere handling er nødvendigt
Derfor lyder opfordringen fra både rød og blå side af Folketinget: Vi skal fra politisk side tage ansvar og samarbejde på tværs af partier om at forkorte godkendelsestiderne for vindmøller på land.
Ved at handle hurtigt kan vi sikre, at Danmark lever op til sine klimamål, fastholde en stærk konkurrenceevne og levere billig, grøn strøm til både forbrugere og erhvervsliv.
Den af regeringen nedsatte Nationale Energikrisestab (NEKST) har allerede fremlagt klare anbefalinger til at få mere grøn energi op på land. Ved at følge disse anbefalinger kan vi sikre, at Danmark ikke blot når, men overgår sine klimamål.
Vi har teknologien og potentialet, men det kræver politisk vilje at bryde de barrierer, der bremser os i dag.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Energikrise tvinger EU til "midlertidig og målrettet" støtte til sort energi
- Tænketank advarer politikerne før stor klimastatus: "Alt peger mod højere CO2-udledninger"
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- SF i EU: CO2-kvoter sikrer, at forureneren betaler
















