Studerende: Hvor i alverden er De Radikale og SF i snakken om CO2-afgiften?

På trods af vi i øjeblikket står midt i nogle af de mest centrale klimapolitiske forhandlinger, vi har været vidne til i de sidste mange årtier i Danmark, så er der besynderligt stille. Og sidder man på partikontorerne hos De Radikale og SF og spørger dem, hvordan den kommende CO2-afgift skal leve op til vores klimamål, er stilheden så gennemtrængende, at man med lethed kan høre en fiktiv knappenål falde til jorden.

Der blev taget tilløb til stilheden allerede, da ekspertgruppen for den grønne skattereform i februar fremlagde deres tre modeller for en CO2-afgift. Ud over en radikal kikser fra Rasmus Helveg, der kom til at erklære sin forkærlighed for den uambitiøse model tre fra ekspertgruppens anbefalinger tilbage i februar samt nogle ukonkrete floskler fra SF, hørte man intet nævneværdigt fra de to grundsøjler i regeringens parlamentariske grundlag. Og siden regeringen offentliggjorde sit udspil i april, har stillelegen kun taget til i styrke. 

Ingen reaktion fra støttepartierne

Og det kan virkelig undre. For det første fordi kigger man på regeringens udspil, holder det sig trofast til hockeystavsmodellen, der skubber reduktionerne frem mod 2030 - en strategi som både De Radikale og SF længe har været indædte modstandere af.

For det andet fordi regeringen vil lade de største forurenere slippe billigere end andre virksomheder, hvilket går på kompromis med 'forureneren betaler'-princippet - et princip, som netop SF's leder Pia Olsen Dyhr i februar sagde, at den kommende CO2-afgift skulle stå fast på. 

Og for det tredje, da det i april kom frem, at Aalborg Portlands udledninger var steget siden sidste år, og Danmark nu var betragteligt længere fra at nå sine klimamål i 2025 - et delmål som de to støttepartier havde kæmpet for at indføre. Så hverken at regeringen belønner de store forurenere, giver afkald på en sikker og retfærdig grøn omstilling, eller at man er ved ikke at nå sine egne klimamål afføder reaktioner fra de to støttepartier. 

Tavsheden er dræbende. Vi i civilsamfundet mangler SF og Radikales tilstedetværelse i den offentlige debat om CO2-afgiften

Caroline Bessermann
Studerende

Så det brændende spørgsmål er, hvorfor vælger de selvudråbte grønne partier at tie i en så afgørende forhandling som en om CO2-afgift, når vi har at gøre med et katastrofalt udspil, der vil komme til at trække spor af konsekvenser efter sig de næste otte år?

Hviler R og SF på laurbærrene efter regeringens selvproklamerede grønne kovending? Har man ikke forstået alvoren i en høj, ensartet CO2-afgift, og hvor langt regeringens udspil egentlig er fra en afgift, hvor forureneren betaler? Eller har man bare regeringsdrømme efter et kommende valg, hvormed man vælger at give afkald på sin politik i bytte for en potentiel ministertaburet? 

Tavsheden er dræbende. Vi i civilsamfundet mangler SF og De Radikales tilstedeværelse i den offentlige debat om CO2-afgiften. Det er en debat, der er for vigtig til at skulle kvæles i Christiansborghemmeligheder og politisk strategi.

Hvis vores fremtid er til salg for en regeringsdrøm, så er det mindste, I kan gøre, at sige det højt. For så har vi mulighed for at reagere. Mulighed for at sige, at regeringsdrømme og andre interesser aldrig må stå i vejen for det løfte, I afgav i valgkampen i 2019 til os om, at vi skulle stole på jer og trygt kunne lægge den grønne omstilling i jeres hænder.