Theresa Scavenius: Klimapolitikken skal være baseret på et budget. Men det er ikke nok

Så selvom man begynder at regne mere korrekt i kraft af budgetmål, betyder det altså ikke, at man vil lave politik, der er baseret på teknisk viden, der kan sandsynliggøre, at man bliver inden for sit budget.

Det svarer lidt til, at tage på ferie med en stor kassekredit og spille lotto imens, i håb om at vinde en masse millioner, inden man skal betale pengene tilbage. 

Økonomisk uansvarligt

For at sætte det lidt i relief: ambitionen for EU er i 2040 at fange 400 millioner tons CO2 via Carbon Capture Storage (CCS). I Danmark har vi et CCS-projekt i øjeblikket, der er Europas største, hvor man regner med i 2026 at fange 400.000 tons CO2. 

Der er lidt vej fra de 400.000 tons i 2026 i Danmark til de 400 millioner tons i 2040, som vi skal nå på EU-plan. Udover at det er teknisk usandsynligt, så er det også økonomisk dybt uansvarligt. 

Bare i dansk kontekst er der afsat det svimlende tal: "1,770 milliarder kroner årligt fra 2029 til 2044" til CO2-fangst, -transport og -lagring. De penge skal kunne lagre 2,3 millioner ton CO2e årligt fra 2030. 

På samme måde som, at vi ikke kan lave politiske investeringer uden penge på kontoen, kan vi heller ikke producere eller forbruge uden ressourcer på kontoen  

Theresa Scavenius
MF (løsgænger) og klimapolitisk forsker

I global sammenhæng vurderer FN, at CO2-lagringsbehovet er "730 milliarder ton CO2 frem mod 2100 for at leve op til Parisaftalen! Det kommer aldrig til at ske, men der vil blive brugt milliarder i forskellige små og store projekter. 

Det er prisen for, at verden, EU og Danmark ikke evner at omstille vores energiinfrastruktur fra sort til grøn. 

Behov for et bredere ressourceforståelse

Klimapolitikken skal være baseret på et budget. Men det er ikke tilstrækkeligt.

Vi skal også have en miljøpolitik baseret på en bedre forståelse af, at alle ressourcer er begrænsede, og derfor skal vi politisk regulere brugen af ressourcerne ud fra et budget, hvor vi årligt holder regnskab med, hvor meget vi bruger, kan recirkulere og har tilbage. 

På samme måde som, at vi ikke kan lave politiske investeringer uden penge på kontoen, kan vi heller ikke producere eller forbruge uden ressourcer på kontoen. 

Derfor har jeg stillet et beslutningsforslag, der skal behandles i foråret, om, at Danmark skal indføre et ressourcebudget, ikke blot for kulstof, men også kvælstof og fosfor.

Svaret på klimaforandringer, tilbagegang i biodiversitet og miljøforurening er, at vi får en cyklusbaseret forståelse for vores ressourcetræk. Dette indebærer erkendelsen af, at ingen ressource er ubegrænset.

Et radikalt opgør 

Et godt eksempel er problematikken ved, at visse drivhusgasudledninger fremgår som nul-udledninger, selvom de ikke er det. Biomasse defineres af FN som CO2 neutralt. Men træerne gror ikke op i himlen, og størstedelen af den biomasse vi brænder af tager 50-80 år at regenerere. 

Afbrændingen af biomasse udgør 31 procent af Danmarks samlede drivhusgasudledninger, men regnes som nul.

Det er på tide, at vi går ind i klimarealismens æra, hvor vi ser både den naturvidenskabelige og den politiske virkelighed i øjnene

Theresa Scavenius
MF (løsgænger) og klimapolitisk forsker

Hvis biomasse indgik i det danske klimaregnskab, ville Danmark kun have reduceret vores udledninger siden 1990 med 18 procent, og dermed være langt fra selv Klimalovens målsætning om reduktion på 50-54 procent i 2025. Danmarks Statistik

Ambitionen med ressourceforslaget er, at Folketinget skal tage stilling til, hvorvidt de vil tage ansvar for Danmarks ressourcer samt deres cyklus i forhold til produktion og forbrug.

Forslaget er et radikalt opgør med den eksisterende politiske tilgang i klima- og miljøpolitik, hvor udgangspunktet er hockey-tryllestave og overtræk på kreditkortet. 

Klimarealismens tidsalder

Det er på tide, at vi går ind i klimarealismens æra, hvor vi ser både den naturvidenskabelige og den politiske virkelighed i øjnene. 

Ressourceregnskabet vil ikke stoppe de globale klimaforandringer og biodiversitetskrisen, men det kan bidrage til at mindske dem og lave damage control.

Klimarealismen erstatter greenwashing-æraen. Vi har haft 10 år, hvor det var muligt at påberåbe sig, at man havde de rigtige målsætninger, og at man var sikker på at komme i mål.

Nu er det hele ved at bide sig selv i halen, fordi målene ikke længere blot kan være mål, men rent faktisk skal realiseres. 

Derfor mener jeg, at vi må opgive at snakke om klimapolitik som vi gør i dag, og acceptere, at vi som samfund ikke evnede at undgå at forurene atmosfæren, og så må vi stille og roligt imødegå alle de konsekvenser der kommer. 

I dette tilfælde ville det være praktisk at begynde at tænke i klimatilpasning. Men tragedien er jo, at hvis regeringen mener, at vi laver tilstrækkeligt med klimapolitik med milliardinvesteringer i klimateknologi; hvad skulle argumentet så være for at iværksætte en stor plan for klimatilpasning?